Algonquin vol. I

15.07.2019

Nu følger opdatering fra vores vildmarkstur, som jeg har skrevet i min lille notesbog undervejs og nu har digitaliseret.

Efter en god uges storbyferie i T’ronto, hvor vi har snacket os gennem byens udbyd af lækker mad, er det tid til et sceneskift. Vi har hjemmefra bestilt en kanotur i Algonquin Park med guide ud i den canadiske vildmark. Det kan nemt være vildere end det vi har bestilt, men det er absolut vildt nok for sådan nogle vildmarksamatører som os. Kamilla og jeg har været på kanotur i Sverige, hvor vi sov i bivuak, og vi mødte hinanden første gang på en vandretur i Lapland, men det er jo 30 år siden. Ungerne er helt vildmarksnovicer. Det her er dog så vildt, at man skal hejse sin madtønde med alt spiseligt inklusiv tandpasta op i et træ om natten, så den er udenfor bjørnenes rækkevidde.

Vi pakker bilen med al vores habengut og kører nordpå til mygge- og bjørneland, som er alt det, vi skal passe på deroppe ifølge alle i Toronto, som vi har fortalt om vores tur til Algonquin. Som vores Landlord Andy siger, “If it is not the Musqitos that are killing you, it is the Deerflies. If it is not Deerflies that are killing you, it is the Blackflies. If it is not Blackflies that are killing you, it is the Bears that are killing you”. Men Andy slog mig heller ikke som den outdoorsy type. Jeg tænker, at hans natur helst skal ligge for enden af en golfkølle. Han overtager selv huset efter os, så han kommer for at sige farvel. “Not everybody can go wandering off to Algonquin Park, some of us shall keep the wheels of the industry turning”. Vi vinker farvel til Andy og kører nordpå. Ungerne tager deres obligatoriske bagsædelur. Vi kommer undervejs forbi en kæmpe John Deere forhandler. Hvis Markus havde være yngre, havde vi vækket ham og taget et billede, men det er længe siden, han omtalte alt grønt som John DeeEEre farvet. Vi har egentlig smurt morgenmadpakker af resterne i køleskabet, men de bliver suppleret på en McCafe, hvor vi er inde og tisse.

Algonquin Park er på størrelse med Sjælland og er faktisk den ældste nationalpark i Canada. Den blev etableret i 1893 og er den canadiske stats ejendom, så det er i princippet Queen Elisabeth, vi skal på besøg hos de næste 4 dage. Vi kigger lidt på hinanden, Kamilla og jeg, da de i radioen fortæller, at to teenagepiger er blevet meldt savnet i parken. Det hjælper ikke at tænke, jamen vi har en guide, for det havde de også, og det hjælper ikke at tænke, at de er teenagepiger, for sådan to har vi også med. Vi er så langt ude, at vi kører efter et koordinatsæt 45.535032, -78.706570. Da vi kører ind i parken, er der et skilt, at vi skal passe på elge på vejen, og et andet, at man kan få parkinformation på 99,2 på FM båndet. Her læser en mand op med tør stemme i en skramlende mikrofon af ordensreglementet for parken, hvor man skal melde sin ankomst osv, men det har vi betalt os fra. Det er oldschool, og i bedste nytårstalestil kan man høre, når han bladrer i sine papirer. Vi er i god tid, så vi stopper hos informationcenteret, hvor man kan se, hvorfor man skal hejse sin tønde op i et træ. De har en tønde udstillet, som en bjørn har fået fat i. Det er rigeligt til at overbevise os.

Vi kører det sidste stykke vej til koordinatsættet og ind på en parkeringsplads, der til min store lettelse er overvåget. Vi efterlader jo alt, hvad vi skal bruge til at komme hjem i den bil. Parkeringspladsen ligger ved Canoe Lake, og nede ved bredden møder vi Stuart, som ejer Algonquin Adventure Tours, og hans folk. De laver 3, 4 og 5 dages ture i kano ud i parken, hvor de sørger for alt, vi skal bare møde op i så nogenlunde vildmarkssmart tøj. Stuart gennemgår vores udstyr, vi består. Det er især godt, at vi har købt vandsko. Jeg kan allerede nu afsløre, at den investering bliver vi meget glade for de næste 4 dage. Det er også godt, at vi har regntøj med, for vejret i dag er godt, men udsigten siger regn og torden de næste 3 dage. Jeg ikke er helt tilfreds med den vejrudsigt, for det regner altså aldrig på vores ferier. Niels siger altid, når vi er i Irland, at det jo ikke er vejret, man kommer for, men jeg mindes kun sol og sommer.

Vi er de eneste, der har bestilt en 4 dages tur, så vi bliver tildelt vores egen guide, Devin. Han er en ung fyr, der til daglig studerer geografi og Wildlife Experience på et universitet i det nordlige Ontario. Jeg kan i skrivende stund ikke huske, hvad det hedder, men det tager 14 timer at køre dertil herfra. Vi starter med en lækker sandwich fra Henrietta, der er et meget gammelt bageri i Algonquin. Imens vi spiser, forsøger Devin at lære vores navne. Mig og Markus sidder lige i skabet med det samme, men pigernes volder lidt kvaler. På et tidspunkt vil Devin sige noget til Kamilla, “I can’t remember your name but it starts with a ‘K’”, hvor til Kamilla svarer “and it ends with ‘amilla’”. Efter maden bliver vi sendt i vand til knæene for at lære de basale padleteknikker. Herefter pakker vi det mindre bjerg af udstyr, vi skal have med af telte, underlag, soveposer og mad til fire dage. Vi får det hele ned i de to kanoer, og så er det afsted. Devin, Alberte og Markus i den ene og Kamilla, Eilis og mig i den anden. Inden vi padler afsted, meddeles det at de to forsvundne piger er fundet. Det var dejligt

Der er 15 km padlen ud til vores lejrplads, så det er bare at tage fat i padlen og padle derudad. Vi passerer to dæmninger undervejs. En menneskeskabt for at holde vandstanden stabilt på et højt niveau. Førhen var det for, at man nemmere kunne få træstammerne til at flyde ned ad vandet, som man har set på film med et par lumberjacks løbende hen overstammerne og rette til, så det hele flyder. I dag er det mest for turismen skyld, så der er passage for kanoer, der hvor kortet siger det, og at lejrpladserne ikke bliver oversvømmet. Den anden er en bæverdæmning, hvor der godt nok er et hul, men vi er for tungt lastet til at bare kunne glide henover, så vi må af og stå på bæverdæmningen og trække kanoen henover. Eilis er sikker på, at bæverne holder øje med os, og da der stiger små bobler op fra dybet, er hendes fryd stor, for nu har hun set bævere – ‘næsten’. Lige nu er vi meget glade for vores vandsko.

Devin tager guiderollen på sig, og har det ikke været for ham, ville vi tro, at vi hører en ulv hyle, men det er det ikke, det er en Loon, en meget smuk svømmefugl. Loonen har forskellige skrig, og 9 ud af 10 gange, hvor vi spørger Devin om en lyd, er svaret Loonen. Den er en fantastisk svømmer og kan være under vand i op til 5 minutter i dens jagt på fisk. Grunden til, at den svømmer så godt, er dens store fødder, til gengæld er de også grunden til, at den er ret kluntet på land, for den falder over sine egne fødder. Den danner par for livet, ligesom Kamilla og jeg, og de er fælles om at tage sig af ungerne. Loonen er provinsfugl for Ontario, afbilledet på den canadiske 1 dollarmønt, som derfor bliver kaldt en ‘loonie’. Sidst men ikke mindst er det Devins ynglingsfugl. Han fortæller også om noget, de kalder for en canadisk bonsai. Japansk bonsai er jo et lille træ, man klipper og ikke giver alt for meget nævning, så man får disse små fine træer. Canadisk bonsai et lille træ, der har fået rodfæste i toppen af en af de rådne træstubbe, der stå ude i vandet. Her er så lidt at leve af, at træet indstiller sin vækst efter det, og det lille grantræ vi ser, mener Devin nemt kan være op til 100 år gammelt. Der er 4 sommerlejre i Algonquin: 2 for piger og 2 for drenge, hvor man er hele sommeren. En måned koster 2000 canadiske dollars. Der er også fire hoteller i parken i den luksuriøse ende, for de koster også 2000 canadiske dollars, her er det bare for en enkelt nat.

Efter den første dæmning, laver vi en portage, hvor kanoerne skal tømmes, bæres over i den næste sø og fyldes igen. De er så ‘lette’, at én mand kan svinge den op og bære den på skulderne. Midt i kanoen er en yoke, som er formet efter skuldrene, så jeg svinger kanoen op og fryder mig over, at jeg for en gangs skyld prøver en hat, der er for stor. Ovre på den anden side laster vi igen inklusiv den lille orange spand, som indeholder 15 m reb og andre småting, som ifølge det canadiske transportministerium skal være i en båd. Derefter sejler vi under en gammel jernbanebro, som i gamle bragte folk, især lumberjacks, ind i parken og tømmer ud af parken.

Algonquin er også scenen for en af Canadas store myter. Hvad skete der med maleren Tom Thomson? Han er i dag en af de kendteste kunstmalere i Canada og levede og malede her i Algonquin. Hans værker bliver solgt for meget store beløb, meget mere end han selv tog for dem, da han solgte dem ved stationen, hvor jernebanebroen fra før førte til for at skaffe til dagen og vejen. Myten udspringer af, at det ikke rigtig vides, hvordan han døde. I en alder af 39 år en julidag i 1917, blev hans kano fundet her i Canoe Lake uden ham, men med 2 gallon maple syrup. Hans lig blev senere fundet forslået og indbundet i fiskegarn, så man mistænkte “faul play”, uden at der kom mere ud af det. Lægen der fastsatte dødsårsagen som drukning så aldrig liget. Tom Thomson har sidenhen fået opkaldt en å og en sø efter sig, og det er ved Tom Thomson Lake, vi skal slå lejr og bo de næste par dage.

Vi ankommer med rimelige lange arme og får installeret lejren, flyttet lidt rundt på teltene, indtil Devin er tilfreds med lejrens indretning. Kamilla og jeg ender med at ligge ved søbredden med kig ud over vandet, meget romantisk. Vi bliver introduceret til begrebet ‘thunder box’, som ikke er et tilflugtssted i tilfælde af tordenvejr, men en trækasse et stykke oppe i skoven med et rundt hul i toppen sat ovenover et stort hul i jorden. Her kan man kan lave sin egen “torden” med fare for at blive bidt i de nedre regioner. For pigerne er det en positiv overraskelse. Til thunder boxen hører et thunder kit bestående af toiletpapir og håndsprit, som stilles ved et træ nede i lejren. Det er også “låsen til toilettet”, for hvis thunder kittet ikke er der, ved man, at nogen laver torden. Devin er tilfreds med lejren og går i gang med at lave aftensmad til os.

Det er Stuarts kone, Ginger, som har designet madplanen ned til mindste detalje, Hun er uddannet agronom, og mange af grøntsagerne er fra deres egen have. I aften er der først en lækker spidskålssalat efterfulgt af pasta med oksekødsragout. Stuart har 7 guider, der tager rundt med folk som os. I sæsonen bor de hos Stuart og Ginger, og i ugen op til sæsonstart laver de alle sammen de forskellige retter til hinanden på det lille benzinkomfur, som vi har med turen. Det er noget andet end det frysetørrede mad, Kamilla og jeg fik i Lapland i sin tid. Mens Devin laver mad, tager vi andre en dukkert, og det er faktisk meget rart at blive frisket op og få den værste sved af kroppen.

Bugten overfor for vores lejrplads er fuld af åkander, som er en af elgens ynglingsspise, især dens blomster er ren elgeslik. Devin foreslår, at vi sejler derover i skumringen, hvor chancen er størst for at se de store dyr. De græsser åkander ved daggry og i skumringen. Da vi glider ind i bugten, står der 2 hunner, elgkøer, og gnasker løs af åkandebuffeten. Devin fortæller senere, at det er sjældent, man ser dem, selvom de ikke er sky. Det er stort at sidde der helt stille i kanoen og se de store dyre gumle løs i vandet, men pludselig svømmer en bæver forbi os hen til et bæverbo, og et øjeblik efter sidder to bævere og nusser hinanden på brinken. Det er en meget stor og speciel oplevelse. Eilis er så lykkelig, at hun er lige ved at græde. Jeg forstår hende godt.

Hjemme igen får vi lange bukser og vores udleverede myggejakke på, for insekterne nyder, at der er kommet nyt blod til parken. Deer flies, som vi nok vil kalde for en hestebremse på dansk, er pænt aggressive. De findes en også i en større udgave, horse flies. Vi tænder lejrbål og laver smore´s, en ristet skumfidus mellem to chokoladekiks. Efter at have nydt desserten, bålet og den smukke solnedgang, går vi som familie i samlet flok gik ind i skoven for at børste tænder væk fra lejren. Tandpastaen skal med i madtønden og hejses op i the bear hang. Ellers er det i seng og se, om man kan finde hvile på de udleverede liggeunderlag. Parken er fuld at lyde, men det hjælper, at man ved, at det er en sød fugl der laver de høje skrækindjagende skrig i nattens symfoni sammen med Bullfrogs, som mest alt lyder som en blandning af en brølende ko og et anslag på en ustemt banjo.

16.07.2019

Det bliver morgen, dag 2 i vildmarken. Der er ikke nogen, der har sovet sådan super godt. Man skal vænne sig til at ligge på et liggeunderlag, til at lydene larmer mere om natten end om dagen og til alle insektbiddene, der klør pænt meget. Men ellers er her dejligt. Det har regnet i løbet af natten, men det er tørt og klaret op, da vi står op. Devin har været tidligt oppe for at sejle over og låne et vandfilter hos den nærmeste gruppe, da vores eget er i stykker. Der er lavvande i vanddunkene, og søens vand er ikke helt rent nok. Da han er tilbage, laver han lækker morgenmad med brasede kartofler og røræg med pastrami i.

Efter morgenmaden får vi hængt hængekøjer op, så dem der har lyst kan få en lur, og inden længe ligger Eilis, Alberte og Kamilla i dem og ligner 3 sommerfuglepupper. Normalt vil Devin tage folk ud på en lille hike, men pga regnen vil den tur blive meget “buggy”, og der er rigeligt her i lejren. I stedet vil han gerne vise os, hvor man kan finde vilde blåbær. Markus og Devin forsøger at lave et sejl til kanoerne, da der i dag er en del vind. De sejler en tur for at tjekke deres sejl – uden større succes, men de finder noget brænde. Vi andre slapper af, pigerne i hver deres hængekøje, jeg sidder her i teltet bag myggenet og skuer ud over søen og skriver mine oplevelser ned i min notesbog. Imens jeg sidder der, kommer en gåsefamilie op af søen og kigger ind til mig. Markus og Devin bliver enige om, sejlprojektet nok er bedre med to kanoer, så det gør de klar, og så skal vi på blåbærjagt. Devin kender et sted, men der ligger nogen på den lejrplads, og det er ikke god stil at gå i land hos andre. Vi sejler videre til en anden meget lille ø, hvor der måske er blåbær. Jagten sættes ind, og vi finder en lille håndfuld, som er lige lille nok til at kalde blåbærmissionen for en succes.

Vinden er ikke sløjet af, tværimod, jeg har svært ved at styre kanoen, så vi slår nogle gevaldige sving undervejs. Vi får dog prøvet sejlet af mellem de to kanoer, og det er en moderat succes. Med det samme vi tager sejlet ned igen for at padle i den rigtige kurs mod lejren, men med det samme bliver vores kano igen fanget af vinden og blæst ud af kurs, en overgang sejler vi endda baglæns. Vi får os kæmpet hjem takket være mine to letmatroser, Eilis og Kamilla. Hjemme i lejren blev den forsinkede frokost tilberedt, burritos med guacamole, kalkun, salat, ris og tomat, endnu engang et meget lækkert måltid. Det vilde ridt på søen har kostet kræfter, så efter opvasken slapper vi indtil aftensmaden.

Maden på turen er altså et vidunderligt kapitel i sig selv, der er virkelig kræset for både detaljer og variation. Aftensmaden byder således på ris med linser blandet med teriyakimarineret kalkun. Mums. Efter middagen får vi besøg af Jon, som vi har lånt vandfilteret af. Det er helt sikkert Devin, der er den nye dreng i klassen, og Jack er en rigtig besserwisser, som ville have gjort alting anderledes, lige fra hængekøjernes placering til hvor vi trækker kanoerne på land. Det er i øvrigt en dårlig plads, som Jon selv var træt af. Der er ikke rigtig noget, vi har gjort rigtig, alt sammen fortalt på sådan en skibumsagtig måde. Da Jon sejler hjem, ser han, at der går en stor elg et stykke på den anden side af vores lejr. Han tror måske, at det er en tyr pga størrelsen, men han kan ikke se, om den har gevir. Vi vil gerne se en tyr, og vinden har lagt sig, så vi sætter kanonerne i vandet og padler hen lags bredden. Det er en han, men mere en elgdreng end en elgtyr. Dens gevir er ikke synderlig stort, men det er en tyr, så nu er der også et hak ud for den.

Hjemme i lejren får vi gang i bålet. Devin viser os, hvordan man laver ild med et ildstål – efter de 3 unge damer har påpeget den meget lidt vildmarksagtige brug af en lighter. Devin leverer, og vi kan riste os endnu en skumfidus. Vinden har lagt sig, og en orange Harvest Moon stiger op over træerne og gør udsigten fra teltet endnu mere romantisk.

Devin har som en del af pakken taget mange billeder også. Når vi får dem, vil indlægget blive opdateret.

Skriv et svar