Algonquin vol. II

17.07.2019

Her til morgen er søen helt stille. Morgenmaden består af amerikanske pandekager med blåbær. Jeg er lykkelig over, at der ikke indgår havregrød i morgenmadsmenuen, for det kan jeg simpelthen ikke få gennem halsen. Havregrød var morgenmaden i Lapland i sin tid, og det var 14 dage uden morgenmad til mig. Under morgenmaden taler vi videre med Devin om hans uddannelse, og han fortæller, at han holder et friår for at rejse rundt i Europa. Vi mener, at han skal føje Danmark til hans i forvejen lange liste over europæiske lande: Holland, Frankrig, Spanien, Italien, Tyskland, Kroatien, Grækenland og Polen, hvor hans familie oprindeligt stammer fra og nu måske også Danmark. Fem minutter senere har vi en færdig plan for hans mulige fremtidige ophold i Danmark. Han er mere end velkommen til at fejre jul hos os, hvis han er i Europa julen over.

Dagen i dag skal bruges på at sejle et loop på 18 km. Vi tager frokosten med med komfur und alles. Vi kommer ned over bæverdæmningen igen og videre gennem en masse søer, der hedder noget med Joe. Little Joe, Big Joe, Lost Joe og Baby Joe. Mellem to af disse søer er der en lang portage på lidt over en kilometer, hvilket er langt i en skov fuldt med myg og andet kravl, der vil bide, mens man har en kano over hovedet og bare se 10 myg suge løs af ens arm. Halvvejs er der tilmed en lille stigning. På toppen kaster jeg håndklædet i ringen og overlader min kano til Markus, der tager den resten af vejen. Lige der var jeg sgu lidt i tvivl om, det er en god ide, Devin har fået. Efter vi har fået kanoerne i vandet igen, sejler vi ned ad en flod, hvor vi mere eller mindre bare glider med strømmen. Det er smukt og stille, vi skal bare zigzagge mellem en masse væltede træer. Ude på åbent vand igen sejler vi forbi The Portage Lodge, som er en af de hoteller, Devin har fortalt os om, hvor en enkelt nat koster 10.000 kr. Her padler det grå guld rundt i kajakker ud for. Nu hvor Devin måske kommer til Danmark, må han hellere lære noget dansk, så den opgave kaster Alberte sig ud i med stor iver. Han kommer ret godt efter at sige “rødgrød med fløde”, og da dagens sejlads er slut, kan han også tælle til 5 og spørge, hvordan man har det.

Vi kommer til dagens store mål, udspringsklippen, hvor man kan springe ud fra en 5 meter høj klippe. Eneste regler er, at man ikke må gøre det på hovedet, og man skal beholde sin redningsvest på. Markus er den første efterfulgt af Alberte, hvem skulle lige have troet det? Det kræver også et enkelt tilløb. Eilis tager den lidt længere nede sammen med Kamilla. Jeg svømmer henne fra kanoerne, det der udspringsnoget har aldrig været mig. Men det var dejligt at ligge der i det kølige vand og slappe af, mens redningsvesten holder en oppe. På trods af at jeg er en tyk mand, har jeg aldrig været god til at flyde. Det her er fedt, også selvom jeg ikke selv sprang, men ungerne er glade og har gjort noget, de aldrig har prøvet før. Vi kravler op på toppen af klippen med vores frokostudstyr og får Mac’n Cheese med tun. Her en lille fun fact: Canada er faktisk det land i verden, hvor der spises mest Mac’n Cheese, så det er en form for canadisk nationalret, vi spiser her på toppen af klippen med en fantastisk udsigt. Mens Devin pakker frokosten ned, tager vi lige en svømmetur mere. Ungerne tester alle klippehøjderne, og livet er dejligt.

Mens vi tørrer lidt, vil Devin gerne fortælle om sit yndlingstræ, cedertræet. For det oprindelige folk var cedertræet vigtig. Man brugte dens stamme til kanoer, dens bark til reb og dens, ja jeg ved da faktisk ikke, hvad det hedder, men den mellemting mellem blade og nåle, som cedertræet har. De er en god kilde til c-vitamin og smager fint, vi får alle et lille stykke at tygge på. Det smager okay, sådan lidt af rosmarin. Det vigtigste er, at cedertræet indgår i det oprindelige folks medicinskab, sammen med 3 andre planter: salvie, tobak og sweet grass, som ifølge Google hedder festgræs på dansk. Cedertræ-te bruges til at kurere alverdens dårligdomme. Devin fortæller om en dame, der havde problemer med sine hænder, så i en periode sad hun med hænderne i cedertræ-te om aftenen, når hun så TV. Og det hjalp på hænderne, men jeg er mere interesset i, om det også hjalp på det, der var i fjernsynet?

På vejen tilbage pusler det i skoven ved siden af kanoen, og frem træder en stor elgtyr. Hvis den træder et skridt længere ud, ville den næsten sidde i vores kano. Som logoet for Algonquin Adventure Tours på siden af vores kano. Det er vores fjerde elg på denne tur, så på den front er der fuld valuta for pengene. Turen tilbage til lejren er dejlig, og da det er et loop, slipper jeg for at slæbe kanoen igen på den lange myggefyldte portage.

Tilbage i lejren tager vi en hurtig beslutning om at skippe aftensmaden, fordi vi fik frokost kl. 17.00. Egentlig vil Devin gerne have, at vi starter nedpakningen, men det er kun de hurtige ting, vi kan pakke. Kamilla forhandler sig frem til, at vi står tidligt op og pakker alt der. Vi er effektive til at pakke en ferie ned. Pigerne lærer Devin at spille 500, og med Markus som wingman går det næsten for godt at dømme på pigernes udråb. Vi spiser de sidste skumfiduser sammen med maple syrup kiks, det har Devin ikke prøvet, men vi løb tør for chokoladekiks i går. Det fungerer sgu meget godt.

Vi drikker teen, der er blevet spædet op med nogle topskud fra et grantræ. Den smager faktisk dejligt. Jeg glæder mig til at se, om det hjælper på vores ømme arme og dårligt fjernsyn. Insekterne går mig på, så jeg trisser i teltet. Markus og Kamilla hjælper Devin med at pakke mad og tandpasta ned i tønden og hejse den op. De står og beundrer den endnu smukkere måne og snakker om nordlys og morgendagens hjemtur. Devin vil gerne tage en lille detour i morgen for at vise os en ruin i vandet. Han vil dog pointere, at det primært er nogle bjælker, man kan se. Kamilla siger, at den slags elsker jeg.

Markus supplerer: “We once drove a long way to see a Viking village that was just holes in the ground marked with some bricks!”

Jeg råber, at den dag, synes vi alle, var rigtig sjov!

Loonerne og oksefrøerne underholder med deres hylen og brølen, som de gør hver nat. Kamilla har fanget nogle af lydene på video. Loonerne er tydeligst.

Månen står rund og lysende klar og kaster et lommelygteskarpt spejlbillede ned på den blanke sø. Det er så smukt, at man bliver helt stille indeni.

18.07.2019

Kamilla og jeg vågner tidligt og begynder at pakke, vi har jo lovet, at vi er yderst effektive pakkere. Og det passer. For en del år siden var vi på bilferie til Barcelona, hvor der var gået kludder i datoerne, så vi troede, at vi havde en dag mere. Da det gik op for os, at vi ikke havde, gik der 20 minutter, og så lå al vores habengut presset ned i bagagerummet på Skodaen. Vi var også godt på den anden side af Pyrenæerne, inden jeg var holdt op med at svede. Da vi har tømt og fejet vores telt, vækker vi ungerne og får pakket deres ting og telt også. Devin pakker sin hængekøje bivuak sammen og starter på morgenmaden. Vi skal have bannock, som er et kærlighedsbarn mellem en pandekage og en scones proppet med trail mix, der er en blandning af nødder, rosiner og M&M’s. Det smager dejligt og mætter godt.

Mens vi sidder og spiser, kommer den sidste guide, som vi ikke har mødt endnu – ellers har vi mødt de 6 andre guider fra Algonquin Adventure Tours rundt omkring på vores tur. Det er ikke, fordi han vil sikre sig, at vi møder alle Algonquin Adventure Tours guider, at han kommer sejlende. Han er kommet med en gruppe i går, og der er en schweizisk familie, der har fortrudt og gerne vil hjem igen. Han vil høre, om vi kan være Evac Team. Det betyder, at vi ikke kommer forbi ruinen af den gamle by, som består af pæle i vandet, men det er kun Devin og jeg, der er lidt trætte af det. De andre er glade for den lige vej tilbage til civilisationen. Alberte har een ting, vi mangler at gøre, inden vi forlader vores hjem fra de sidste 4 dage, vi skal have en sten på varden, så hende og jeg smider bukserne og går i vandet. Vi samler schweizerne op, og det er da rart, at der er nogen, der sejler ringer end os, men heldigvis ikke så langsomme, at det vil tage en evighed at komme tilbage.

På vejen ser vi en skildpadde af arten painted turtle. Den er kravet op på en træstub ude i vandet, hvor den strækker sig og minder mig om Master Oogway fra Kung Fu Panda, der laver tai chi. Vi sejler ret godt i dag, og det hjælper at have en sang, som vi kan holde rytmen med. De eneste sange, vi kan alle sammen, er julesange, så vi padler derudad til Søren Banjomus og Rudolf med den røde tud. Undervejs kommer der et ældre ægtepar forbi med deres hund i noget, der er en meget speciel kano. Devin er i hvert fald meget imponeret. Det er en limited edition af en kano, som blev købt til direktionen i Hudson Bay, som er en form for canadisk Magasin. Familien bag denne forretning har en en kæmpehytte i Algonquin Park, og lur mig om de ikke stadig har det om 20 år, når lejen på alle de andre småhytter udløber. Man kan nemlig ikke eje jord i Parken, den lejer man for 20 år af gangen, og den er lige blevet fornyet. I den forbindelse blev det bekendtgjort, at den ikke vil blive fornyet igen.

Vi ankommer til opsamlingsstedet, hvor vi får taget et billede sammen med Devin med en kold Pepsi i hånden, og dermed kryber civilisation ind på os igen, og vi vinker farvel til vildmarken. Vi fortæller Devin, at vi mener det med kost og logi i Danmark, hvis han kommer forbi. Hvis ikke, kan det være, at vi kommer og kidnapper ham i Paris. “It sounds a little bit Taken”, svarer han. Vi bytter e-mails, giver knus og siger farvel og forhåbentlig på gensyn i Danmark. Da vi ankom til Algonquin Park, lød vejrudsigten på 1 dag med sol og 3 dage med regn og torden. Det blev til 3 dage med sol, en enkelt grå dag og en nat med regn. Så statistikken holder, det er aldrig dårligt vejr, når vi er på ferie. Vi fik set elge, bævere, looner, en lille hjort, en skildpadde og en helvedes masse små flyvende vampyrer. Det eneste, der manglede. var bjørnen, og det selvom jeg havde glemt, at jeg i forlommen på min rygsæk havde en pakke Strepsil med honning, så vi levede virkeligt på kanten.

Bilen er der endnu, og vi foretager en hurtig trucker vask og skifter t-shirts. Vi er helt høje og nyder at sidde på et blødt bilsæde. Som Markus siger, “det er en god sten”. Vi ømmer os lidt over møre muskler i skuldre og ryg. Måske ikke så meget Alberte, der mener, at hun har haft den bedste plads lige bag Markus, for “den dreng kan ro”. Vi har sejlet 60 km, så lidt øm har man lov til at være.

Vi sætter os i bilen og kører mod øst mod civilisation, men inden vi forlader Algonquin helt, stopper vi ved Algonquin Art Center, som er stiftet for at ære min nye interesse, Tom Thomsen, hvis sø vi camperede ved. Her følger lidt mere info om ham. Tom Thomson kom første gang til Algonquin Park i 1912, egentlig for at fiske, men faldt for stedet pga lyset, træernes former og vandets farve. Han begyndte straks at male. Thomson tog nogle malerkollegaer med derop, og inden længe var der dannet en kunstergruppe, der blev kaldt “Algonquin Park School”. Det startede en bevægelse i canadisk kunst, der dyrkede vildmarken. Alle i gruppen undtagen Tom Thomson drog til vestfronten i første verdenskrig, men de overlevede, det gjorde Tom ikke. Den 8. Juni 1917 fandt man hans kano, og en uge senere liget af Tom Thomson. Det er stadig et mysterium, hvad der egentlig skete. De resterende medlemmer af ‘Algonquin Park School’ fortsatte det arbejde, som Tom Thomsen havde startet med at skildre den vilde canadiske vildmark i kunsten. De skiftede navn til ‘The Group of Seven’ og blev den største kunstergruppe i canadisk kunst. En anden vild ting ved Algonquin Art Center er, at de ingen thunder box. Man skal heller ikke medbringe sit thunder kit. Man går bare ind og sætter sig på noget, der hedder et toilet, hvor der ikke er kryb, der bider hvor man helst ikke vil bides. Der er rindende vand, man kan kaste i hovedet – FEDT. Der er også et spejl, og man kan se sig selv, Alberte kommer ud derfra og siger: “Mit ene øje er helt rødt, man skulle tro jeg lige havde røget noget lovligt”. Canada har jo lige legaliseret hash. Men det er nu lidt vemodigt at køre væk fra de stille søer, den smukke solnedgang, matineerne med looner og bullfrogs og selvfølgelig Devin.

Vi er sultne og nærmer os en lille by, Barry’s Bay. Her skulle være et lille sted, Charlie D’s, hvor man kan få alt, hvad hjertet begærer, bare det er friturestegt eller stegt på en grill. De har en lang liste af poutines: german poutine, greek poutine og en række forskellige polske poutines. Vi senere finder ud af, at området indeholder den første polske settlement i Canada, der er en historisk mindeplade, så den får vi også tjekket ud. Vi ser en vild kalkun i vejsiden. Devin fortalte, at man i 80’erne lavede en byttehandel med USA. USA fik 50 elsdyr, og canadierne fik 300 vilde kalkuner. Amerikanerne fik hurtigt skudt elsdyrene, mens Canada har nu har en helvedes masse kalkuner. Eilis spørger, om der ikke kalkuner, der er kønnere end de grå, vi har set? Så må jeg forklare, at det er, fordi vi har set hunnerne. Det er hannen, der er farvestrålende – ligesom hos mennesker, hvortil det lyder fra Alberte på bagsædet, “der er jo ikke noget, der skriger alfahan som laksefarvede shorts!”, hvortil jeg må korrigere, at de altså er ferskenfarvede.

Vi er egentlig på vej til Ottawa men har på forhånd bestilt en overnatning i en lille by, der hedder Pembroke, fordi vi ikke var sikre på, hvor smadrede vi ville være eller hvornår vi ville være tilbage fra kanoturen. Vi har bestilt værelse på et klassisk roadside motel, hvor man parkerer sin bil lige uden for døren, hvilket er ret smart, når man har et bagerum fyldt med brokkenskide, der trænger til at blive sorteret. Jeg tømmer bilen, mens de andre tager et bad. I en overraskende god seng får jeg skrevet noget af det første ind på bloggen fra min notesbog.

2 tanker om “Algonquin vol. II

Skriv et svar