Charlevoix vol. I

21.07.2019

I dag er der igen sceneskift. Vi krydser for alvor over i Ny Frankrig og har lejet et hus i Charlevoix, der ligger i bjergene på den anden side af Quebec City ud til Saint Lawrence floden. Floden er opkaldt efter den helgen, som vi på dansk naturligvis kalder for Sankt Lars eller Sankt Laurentius, som var en af de syv diakoner i Rom. Det er passende, at han har fået opkaldt noget vand efter sig, for han blev ristet over sagte ild som straf for at bruge kirkens skatter til at hjælpe de fattige, og det går naturligvis ikke. Han er helgen for de fattige og brandmænd og afbilledes som regel med en rist. Mit mellemnavn, Lau, stammer i øvrigt herfra. Men altså Saint Lawrence har sin egen helgensdag, der ligger d. 10. august, og det er lige præcis den dato i 1534, hvor Jacques Cartier opdager floden i sin søgen efter søvejen til Indien. Sankt Lars floden forbinder Lake Ontario og de andre større søer med Saint Lawrence Bay og dermed også med Atlanterhavet.

Vi pakker endnu engang Hyndaien og kører ud af Ottawa. Vi er jo som før sagt en madglad familie, men B&B’ens morgenmad, som vi prøvede i går, er fin, men ikke en der får mobilen op af lommen for at blive foreviget. Vi vil gerne tidligt afsted, for det er en lang køretur, så vi bliver enige om at køre inden morgenmaden. Da vi går ud til bilen, kommer madmor løbende med en pose muffins til turen. Udstyret med muffins kører vi ind i morgenrøden. Vi har sat GPS’en til, og lader robotdamen finde vejen ud af Ottawa. Lige pludselig holder vi ved en lille færge, hvilket er naturligt nok, men det har vi ikke tænkt over, og jeg er da glad for, at vi har konstanter, for ellers havde det været lidt trælst. GPS damen er meget ivrig: “drive off the ferry in 40 meters”, men vi tænker, at vi lige afventer en færge, vi kan køre ombord på, inden vi forsøger at køre af den igen.

Vel og tørskoet ovre vælger vi den gamle hovedvej langs vandet i stedet for den nye motorvej, mere travlt har vi heller ikke. Vi kan godt lide at køre forbi ganske almindelige mennesker i ganske almindelige huse i ganske almindelige byer, når vi er ude at rejse, for det er i iagttagelsen af disse hverdagstableauer, at man ser de små forskelligheder i forhold til ens egen hverdag. Byggestil, skilte, farver, biler, mennesker, aktiviter, landskaber og ikke mindst, hvilket nok er mest fordi jeg er landmandssøn, traktorer og landbrugsmaskiner. Så det passer mig fint, at Kamilla er glad for at køre bil, så jeg kan suge indtryk til mig. For eksempel finder jeg stor glæde ved en stor knækstyret John Deere traktor, en flok gamle mænd, der kaster med hestesko, en vejrbidt lade med det karakteristiske nordamerikanske tag, hvor hældningen ændrer sig halvvejs oppe, en gamle rusten jernbanebro og et skilt med et kæmpe spørgsmålstegn.

Vi slår en stor bue udenom Montréal, som ikke er på vores program for denne tur, selvom man nok kan finde spor efter vores yndlingssanger fra Canada, og det er ikke Celine Dion! Leonard Cohen derimod, der er født i Montreal, men vi lader den andenstørste franske by i verden ligge til en anden gang. Det er blevet frokosttid, så vi holder ind ved købmand. I modsætning til i Ontario, hvor alt stod på både fransk og engelsk er alt kun på fransk her. Markus, Alberte og jeg bestemmer os noget stegt kylling, så vi skubber Alberte frem, og hun formulerer på sit, efter Markus’ og mine ører fine franske, at vi gerne have 3 stykker kylling, hvor til dame svarer: “Do you want fries with it?”.

Vi fortsætter langs St. Lawrence floden, og pludselig kommer vi til en by Champlain, som er opkaldt efter Samuel de Champlain, der ligesom Jacques Cartier kom sejlende hertil. Han havde ikke det mål at finde en søvej til Indien, men var udsendt af Solkongen for at tage landet i åsyn, så den 3. juli 1608 grundlægger han en borg i Quebec i den franske konges navn. Resterne af denne borg ligger i dag under det kæmpe hotel, som dominerer bybilledet i Quebec. Hermed grundlagdes faktisk Ny Frankrig, Champlain fik tilnavnet “Le Père de la Nouvelle France”, “Det ny Frankrigs Far”. Her i byen Champlain, som ikke er ret stor, er der kunstmarked, og hele byen støtter op. Pigerne bliver enige om, at de føler, de er trådt ind i en fransk synkroniseret version af den lille by Stars Hollow fra Gilmore Girls. Den eneste eneste lille hage ved dette skønmaleri er, at det faktisk regner, så jeg forsøger at finde vores regnjakker, men kan kun finde Kamillas og min. Regnen stilner af, naturligvis, og vi går til by/kunst fest. Jeg i min nye røvdyre regnjakke, som får debut, jeg får et anerkendende nik fra et homoseksuelt par. Om det er min nye meget gule regnjakke eller mine ferskenfarvede shorts eller bare ren og skær overbærenhed, ved jeg ikke.

Der er boder overalt i den lille by med lokale kunstnere. Der er en del, hvad der i min og Kamillas terminologi falder ind under begrebet “Månetræer”, som stammer fra vores første tid i Odense og gik ind på en kunstudstilling i Nedergade. Her var et ubehjælpsomt malet gult maleri med tre grønne pletter med titlen, “Månetræer”. Så det siger vi til hinanden, når vi møder malerier i kaliberen “Husmorkunst”. Til gengæld ved de godt, hvad de vil have for det. Priserne er væsentlige højere end mine. Vores interesse går mod et telt med kunsthåndværk og lokale madproducenter. Eilis viger ikke fra min side, hun er simpelthen så bange for, at der er nogen der vil tale fransk til hende. Alberte og Kamilla køber en guldarmring hver, der er designet til den moderne kvinde, så den har en flad side, så det er nemt at skrive på computer. Ellers falder vi for en pølsemager, hvor vi køber pølser og løg confit til en sen aftensmad, når vi når huset i Charlevoix.

Markus og jeg får øje på nogen, der kommer med noget, der ligner en hummer-dog, hvilket er et af Markus’ mål for turen at smage en autentisk hummer-dog. Hans helt Matty Matheson er i sin serie “Keep It Canada” på Prins Edward Island, hvor han smager den bedste hummer-dog han har smagt nogensinde ved et lille skur på en lille havn. Men der er 11 timers kørsel dertil, så det orker vi ikke. Jeg tør ikke fortælle pigerne, at det også er der Anne fra Grønnebakken kommer fra, for så er jeg bange for, at vi skal på en meget lang road trip. Tilbage til Champlain, det er ikke hummer men rejer, og de er udsolgt, da vi endelig finder boden, så vi har stået i kø forgæves med den lokale barracuda, en ældre herre med langt krøllet blondt hår, en lidt for nedknappet Hawai skjorte. Mens vi står der, skal han have rettet lidt på de meget tynde knæbukser, der afslører, at manden er “commando” indenunder. Jeg føler mig helt konservativ og kedelig i mine ferskenfarvede shorts. Vi går mod bilen, hvor vi bliver fulgt over vejen af den lokale særling, der har fået jobbet som trafikvagt. Som sagt virker det som hele byen er med.

I skuffelse over den manglende rejeerstattede hummer-dog, holder vi ind et sted, for vi hører i radioen, at det er national canadisk isdag, hvilket jeg tænker, Hendes Excellence har knyttet en medalje til. Vi holder ind for at få en is, men den manglende rejeerstattede hummer-dog har efterladt et hul i maven, så vi får her på kanten af Quebec City en portion poutine.

Vi kører videre op langs bredden ad St Lawrence, hvor der ligger det ene skiområde efter det andet, som kan ses som striber i træerne på bjergene. Hytten vi har booket, er også primært bygget som skihytte. Det er en kæmpehytte og umiddelbart rimelig lækkert indrettet, men efter et nærmere kig, ligner det et byg-selv-projekt, hvor bygmesterens evner ikke holdt helt i mål. Men den er fin til os, vi pakker ud og sætter et par vaske over. Vi har ikke været i nærheden af en vaskemaskine siden Toronto, så vi er på randen af en tøjkrise, men den afværges. Vi får stegt de indkøbte gourmetpølser og får lavet lækre gourmet hotdogs.

Vi fordeler soveværelserne på førstesalen, der deler en balkon hele vejen rundt. Fra den er der endnu en trappe op til den sidste etage. Hvad er der oppe?, vil Eilis og Alberte vide, og er der nogen deroppe? Jeg tager fat i lommelygten og kigger ind. Det er bare et tomt loftrum, så håber jeg, at der er bragt ro på den front. Balkonen knirker en del og giver sig i wirerne, og bygmesterens føromtalte evner taget i betragtning bliver vi enige om, at vi ikke skal bruge den ret meget, faktisk slet ikke. Vi spiller et spil TP på det medbragte spil. Wifi’en i huset er ikke stærk nok til streaming, og der er kun franske kanaler på fjernsynet.

Morgendagens program skal lægges. Kamilla finder frem til, at der for 342 millioner år siden ramte en meteor på omkring 2 km diameter i jorden netop her og lavede et krater på 52 km diameter. Især Alberte er vildt fascineret og vil finde ud af noget mere til i morgen, men vi bliver enige om, at vi vil tage ud og se på nærområdet i morgen og måske tage det der krater i nærmere åsyn. Ellers går vi i trygge i seng, nu hvor vi ved, at der højst sandsynligt ikke er nogen på loftet, der holder øje med os.

22.07.2019

Alberte har studeret og læst op i løbet af natten på meteorkratere. Der findes forskellige slags og kategorier. Groft sagt kan de deles i dem, man ved, er et krater, og dem hvor man ikke er helt sikker, men synes de ligner meget. I Nordquebec ligger et krater, man tydeligt kan se på kortet, men den er ikke engang med på listenover kratere. Vi kører ud til det sted, hvor skulle være bedst at se krateret. Det viser sig at være i en nationalpark oppe i bjergene, så efter en hård opkørsel som motoren på Hyundaien ikke ligefrem er gearet til, kommer vi til et visitors centre. Den hjælpsomme infodame fortæller, at det er rigtig, der er sådan et udsigtssted. Det ligger på toppen af et bjerg for enden af en bjergbestigningsrute på 4-5 timer, der bliver betegnet som svær. Sååååå det bliver i hvert fald ikke i dag, for vi er hverken påklædt til bjergbestigning eller har proviant eller vand med til en sådan tur, måske senere på ugen.

Vi vælger at køre tilbage til den lille havneby, der ligger for foden af det bjerg, vores hytte ligger på. Da vi vil køre ud fra parkeringspladsen, er der en arbejdsmand i en kæmpe pickup truck, der vinker til os. Han kommer over og spørger, om vi vil vente lidt, for der er et hus på vej op ad bjerget. Ganske rigtigt, længere nede kæmper en lastbil med at trække en blokvogn med et fuldt møbleret hus på op ad den stejle bjergvej. Byen, vi skal ned til, hedder Baie-Saint-Paul og er en form for Quebecs Skagen. Der har gennem tiderne boet en del kendte canadiske kunstnere her i byen. Tom Thomson har dog ikke boet her, men hans kunstven, der grundlagde “The Group of Seven”, A.Y.Jackson, boede her om vinteren, og de fleste af hans vinterlandskaber er herfra. Denne kunsting har byen omfavnet totalt, ned gennem hovedgaden er der vel 50 butikker, og de 30 hvis ikke 40 er kunstgallerier – og det er i en by med 7000 indbyggere. Den har også et kunstmuseum, det er der altså ikke i Ringe, som har samme størrelse.

Vi vandrer rundt i byen, hvor der er en stemning, som Lønstrup i Nordjylland parret med Det lille hus på prærien. Kunsten rammer ikke i vores stil, men det er absolut ikke Månetræer det hele. Jeg genkender også navnet på det store kunstgalleri, vi var inde på i Toronto, som har en afdeling her, eller også er det omvendt. Som Galleri Rasmus i Odense, der også har et galleri ved Holger Drachmanns grav ude i klitterne ved Grenen i Skagen. Jeg fornemmer på et tidspunkt, at dele af mit følgeskab er ved at være kunstblinde. Vi vælger, inden vi går til bilen, at få fejret den der isdag. Det er godt nok en dag for sent, men Eilis mener ikke, at det gør noget, for det er som juleaften, hvor nogen holder den 24. december og andre den 25. Butikken vil i hvert fald gerne sælge os en is, men vi får ingen medalje. Jeg tænker, at hvis der har været en medalje, er den nok blevet uddelt i går.

Vi kører videre op langs Sankt Lars floden. På et tidspunkt kommer vejen helt ned til kysten, og der er en strand. Vi holder ind for at få lidt sand mellem tæerne. Lige hvor vi parkerer, er en lille grøn hytte, hvor der er et skilt med et billede af en hummer og en tekst, jeg ikke kan få til andet end “Humster” i brød. Vi går i samlet flok hen til det lille grønne madhus for at bestille, men den søde dame i lugen siger, at kokken ikke er tilbage igen før om en halv time. Det venter vi gerne på. Markus, Alberte og jeg går ned for at dyppe vores fødder i vandet. Det er lavvande, men det er på vej ind igen, så på et tidspunkt skal vi lige op og sikre os, at vores sko ikke ser sit snit til at kaste fortøjningen og stikke til havs. Mens vi redder skoene, vinker Kamilla og Eilis til os. Damen har været og sige, at hvis vi stadig er interesserede, så er kokken tilbage. Vi bestiller 4 humsterhunde og en pizza til Eilis, der ikke er med på hummerholdet i dag. Her sidder vi så og venter på den famøse hummer dog. Markus fortæller, at hvis kokken laver dem fra bunden, vil det ifølge vores canadiske madguru tage 16 minutter, inden hummeren er klar, nemlig 2 gange Stairway to Heaven. Den skal koge i 8 minutter, hvilket er første Stairway to Heaven. Så skal den i isvand i 8 minutter, hvor man hører den igen. Det tager lidt mere tid her, men de bliver færdige, og vi sætter tænderne i vores første nordamerikanske Lobster Roll. Den er ganske fin, men englene synger ikke. Der er ikke nok hummerkød i, men til den pris vi har betalt, er det nok svært at forlange mere.

Vores lille road trip fortsætter, og vi kommer forbi et astronomisk center, som påstår at kunne fortælle mere om krateret. Det er sidst på eftermiddagen, men de har åbent helt til kl. 23, så det er helt perfekt. Her bliver det meget fransk, for den søde pige på stedet fortæller, er de faktisk har lukket de næste par timer, men vi er velkomne til at komme igen om et par timer, hvor der vil være et 2 timers foredrag om himmelrummet… på fransk. Vi betakker os og kører videre til næste lille by, La Malbaie, som viser sig at være til den kedelige side, så vi vender kareten og kører hjem igen til et spil TP, hvor Eilis og jeg vinder. Ikke at det betyder noget, men det er nemmest at indrømme, når man vinder.

På vejen hjem ser jeg igen et par gode vejskilte. Dels det store spørgsmålstegn igen med en pil under. Jeg ved godt, at det er til, hvis man har spørgsmål, så kan her få svar. Men jeg morer mig meget over, at det ser UD til, at man har sat et skilt uden at vide, hvad den viser hen til. Dels et skilt, der viser, at når man kommer i bil fra den ene side af bjerget, skal man passe på traktorer, der leger gemme på den anden side.

2 tanker om “Charlevoix vol. I

Skriv et svar