Charlevoix vol. II

23.07.2019

I dag vil vi ind til Quebec. På vejen nede fra vandet og på vejen op til vores hus er der en gevaldig stigning, jeg tror, der står 17 % på skiltet. Og man er ikke til hårnålesving her til lands, vejen går bare lige op ad bjerget. Flere steder har man anlagt “nødfangere” til løbske lastbiler, det er rød/hvid-ternede afkørsler på nedstigningerne med stopkæder, pullerter og olietønder, der kan bringe selv store køretøjer til standsning. Det ser ret vildt ud.

På dette stykke vej fra vandet og op er der i dag åbenbart konkurrence i rulleski, så vi bliver placeret bag, hvad der vel kan betegnes som en safety car, der i bedste Flyvende Farmor stil følger os forbi løberne. Bemærk egernet på billede nummer 2!

Quebec City, dagens mål, er på UNESCOs verdenarvsliste, hvilket er en fin indikation for, at man bør se den. Men det betyder også, at vi nok ikke har den for os selv. Og ganske rigtigt, det har vi ikke, og det betyder noget for vores oplevelse. Som Alberte siger, det ville have været en udmærket overset perle, hvis den ikke var blevet opdaget. Man skal nok komme om vinteren, når jeg lige at tænke, inden jeg kommer i tanke om alle skisportsstederne omkring byen, så der er der nok også gang i den. Så som Markus så rigtige siger, “Quebec er lidt som vores havestue, det er ganske korte perioder om foråret og efteråret, at den er behagelig at være i”. Men smuk er den. Vi er også ved at være indtryksmættede.

Vi starter fra toppen og vandrer rundt på citadellet, som er hjemsted for hendes majestæts 22. Kongelige Regiment, som er det eneste fransktalende regiment i den canadiske hær. Denne enhed var særdeles aktiv i Frankrig under begge verdenskrige. Jeg er af min svigerfader, der er selvudråbt halvirsk jævnfør noget færøsk slægt på hans mors side, blevet gjort opmærksom på en irsk forbindelse, nemlig ‘The Fenian Raids’. ‘The Fenian Brotherhood’ var en irsk-republikansk bevægelse, der havde base i USA, og derfra lavede angreb ind i Canada for at presse den britiske regering til at trække sig ud af Irland. På det tidspunkt var hele den irske ø britisk. Disse angreb foregik mellem 1866 og 1871. Forbindelsen er, at i 1870 angreb den irske bevægelse i provinsen Quebec, og det var dette regiment, der nedkæmpede dem. De blev kaldt The Van Doos, en engelskficering af det franske ord for 22: Vingt-Deux. Man havde ellers fra det feinaske broderskab håbet at få støtte fra canadiere med irsk afstamning, som der er mange af i Quebec. Jeg har læst et sted, at 40 % af indbyggerne i Quebec City kan spore deres oprindelse til Irland. Men irsk-canadierne holdt sig i skindet, og alle 5 fenianske angreb endte i fiasko.

Om det 22. Kongelige Regiment kan jeg derudover sige, at de har en bæver som logo og en ged som maskot. De deler citadellet med Her Excellency The Right Honourable Julie Payette, 29th Chancellor and Principal Companion of the Order of Canada, Chancellor and Commander of the Order of Military Merit, Chancellor and Commander of the Order of Merit of the Police Forces, Governor General and Commander-in-Chief in and over Canada, som har sin anden officielle bolig her i Quebec. Det er nok noget med, at Ottawa ligger på grænsen mellem Quebec og Ontario, og det er ikke godt nok for de meget identitetsbeskyttende fransk-canadiere. Hvis ret skal være ret, så ligger Rideau Hall i den engelske del af Ottawa. Her er igen en guide, der tilbyder en rundvisning i Hendes Excellences gemakker med særlig fokus på kunsten. Ungerne er en smule døde i blikket, så vi takker nej og går rundt udenfor. Jeg tror, det rigtige ord her, er indtryksoverload.

Vi nyder udsigten fra toppen og finder ud af, at der er en promenade rundt langs citadellet, som fører ned i byen. Den tager vi og ender nede foran det kæmpe hotel, som for alvor præger bybilledet i Quebec: Chateau Frontenac, det blev bygget i fransk chateaustil i slutningen af 1800-tallet og er kæmpestort. Det er bygget ovenpå resterne af den borg, som Samuel de Champlain grundlagde i 1608 og dermed også Quebec. Foran hotellet står en far og hans datter og laver maple taffy, som er opkogt ahornsirup hældt ud over is og rullet på pind. Det skal vi prøve, og det er ganske sødt, men også godt, og klistret er det i hvert fald. Vi får lidt frokost og går videre rundt i den gamle bydel, som hotellet ikke ligger ovenpå, og her er der en klar stemning af fransk middelalderby med smalle krogede gader, der stiger op og ned i et stort fidiwauw, sådan som gamle byer nu engang gør – men det er jo ikke normalt på disse kanter. Toronto var mere almindelig nordamerikansk i sin byplanlægning med gader, der går vinkelret på hinanden og deler byen op i firkanter. Der er også europæiske byer, der ser sådan ud, men det er ikke fordi de er nye, men fordi de er meget gamle og har været romerske garnisonsbyer. Som alle ved, blev Julius Cæsar stoppet af Asterix og Obelix, så det er ikke ham, der har krydset Atlanten og grundlagt Toronto.

Her i den gamle del ser vi blandt andet The Old Irish House, som har et Keltisk kors i baghaven. Man har faktisk her i Quebec en variation af den irske nationalret, Shepards Pie. Her hedder den Chinese Pie, fordi det var en kineser, mener man, der lavede den til de irske jernbanearbejdere, som lagde banen hertil, fordi det kæmpe skrummel af et hotel egentlig er et jernbanehotel bygget af det canadiske jernbaneselskab. Alberte får øje på en turist, sikkert, med en pose fra en julepyntsbutik, så den går vi på jagt efter. Den skal vi selvfølgelig se nærmere på, men heldigvis der er ikke noget, der falder i vores smag. Alberte køber dog noget til hendes Sheik.

En anden af de større seværdigheder i byen er Notre Dame Katedralen, hvor en af de nyere canadiske helgener er gravsat, Saint François de Laval. Han blev kanoniseret d. 4 april 2014 af Pave Frans. Inden jagten sættes ind på ham, har vi tradition for at tænde et lys for dem, vi savner, når vi kommer ind i primært katolske kirker: et for oldemor med hjul (Kamillas farmor) der til sidst sad i kørerstol, et for oldemor med ben (Kamillas mormor) og et for min far. Vi står lige og mindes lidt, inden jagten på på François går ind. Han levede tilbage omkring år 1700. Han blev helgengjort for sit store arbejde med at bringe katolicismen til Nordamerika og blev den første ærkebiskop af Ny Frankring. Man er selvfølgelig meget stolt af ham her i kirken og har i anledningen af hans kanonisering lavet en lille udstilling med en lille film om ham, som ender med, at en ung François ser sig over skulderen lige ind i kameraet og blinker med det ene øje. Alberte og jeg ser på hinanden og bliver enige om, at det er lidt upassende, der mangler bare et kælent “ Comment ca va?” for at fuldende ‘upassetheden’. Efter vi har fundet François de Laval, leder vi efter den hellig dør, som nogle katolske kirker også skulle have en af. I den katolske kirke har man et begreb, der hedder jubelår. Normalt ligger de med 25 års mellemrum, men det er en hver paves ret at udnævne hvilket som helst år til jubelår. Når det sker, bliver den hellige dør åbnet, og man skulle få bedre adgang til velsignelsen, hvis man kommer ind gennem en hellig dør. Det er ikke at håbe, at Frans erklærer jubelår foreløbig, for døren her er barrikaderet af byggerod.

Vi går videre og finder en lille smal gade med kunstboder på begge sider. Der er mange lighedspunkter med Montmartre i Paris. Kamilla falder over et lille stykke grafik, som hun som amatørgrafiker er meget betaget af teknikken i, jeg er mere betaget af, at det ligner et frimærker, så det køber vi. Sælgeren siger, ‘TAK’, som han har lært af et par islandske turister engang og har fået at vide, at man kommer langt med skandinavere med et tak. I vores overload af indtryk springer vi over den nedre del af byen – eller rettere vi efterlader det til, når Kamilla og jeg kommer tilbage engang og ser byen i sin juleudsmykning og bor på Chateau Frontenac Hotel i Winston Churchill suiten, hvor Churchill boede, da de allierede havde møde her i Quebec i 1943. Eller endnu bedre, når Alberte er blevet general guvernør, og vi kan bo hos hende på citadellet.

24.07.2019

WiFi var et af de kriterier, som vi valgte hytte udfra. Det er ikke, fordi vi ikke kan overleve uden, men vi har prøvet, at Kamilla blev nødt til at stemple ind på en ferie, fordi der var et eller andet presserende på arbejde, som krævede hendes opmærksomhed. Så er det praktisk med WiFi i hytten, så hun slipper for at sidde på en eller anden internetcafe. Som nystartet influenser er det da også rart, at man kan uploade ting til sin blog. Og der stod, at der var wifi i hytten, men dette WiFi svarer til at have en stor hund, der ånder på dit hår, hvis det er vådt, og kalde det for en hårtørrer. Kamilla er hvert år på SXSW i Texas, som er en kæmpe festival for film, musik og interaktive medier. Det foregår i Austin, hvor hele byen er en kæmpe stor festivalplads, og det er af erfaring vigtigt, hvor man bor, hvis man skal have mest muligt ud af det. Alle hotelværelserne bliver frigivet på et bestemt tidspunkt, og det er i dag klokken 11 lokal tid. Så jeg er rundt og forbyde ungerne at bruge deres devices, for Kamilla har brug al den båndbredde, hun kan få, og selv der er det som at slå græs med en negleklipper. Vi ender med at køre væk fra huset for at få dækning, men det lykkes, og Kamilla kommer til at bo det rigtige sted til marts, når hun tager til den nye verden igen. Bloggen opdaterede vi i går på frokostrestaurantens gratis WiFi.

Vi har i dag sat os for at køre længere op ad bredden af Sankt Lars Floden, der bliver bredere og bredere og ender med at blive til Sankt Lars Bugten. I den er der hvaler, de svømmer endda lidt op i floden, så et stykke oppe kan man se hvaler. Man kan komme ud med diverse både og tage de store havdyr i øjemål, men Alberte har det meget stramt med gyngende både og havet som koncept generelt. Jeg har det stramt at betale overpris for at stå som sild i en tønde for se på noget, der måske ikke er der i dag, med en storørlende datter ved siden af. Eilis er ikke helt på toppen, så vi har bestemt for at lade dette være til en anden gang, selvom Markus og Kamilla rigtig gerne ville gynge rundt i et forvokset badebassin på ryggen af et tonstungt pattedyr. Vi holder ind ved en turistinfo med det store spørgsmålstegn. Der er en fin udsigt, som vi sætter os for at nyde. Pigerne er en smule teenagemutte her til morgen, vi sidder for toppen af en lille græsbakke, så for at trække et lille smil, ruller Markus og jeg om kap ned af bakken. At der er noget i græsset, som gør, at jeg klør over hele kroppen resten af dagen, er den pris man er villig til at betale for et smil på et teenagemut ansigt. Ok, vi fik faktisk mere end et smil. De to piger skraldgriner af os. Kamilla ligeså.

Vi kører videre, og i øjenkrogen ser jeg en lille landejendom fyldt med skrammel ude foran, en ordentlig omgang brokkenskide. Om selve ordet brokkenskide, har jeg fået en forespørgsel. Man kan på min blog skrive kommentarer til det, jeg skriver, men jeg skal godkende dem, inden de kan ses, og det har jeg ikke fået slået fra. Preben har spurgt ind til brokkenskide. Det er et jysk ord, der ifølge jysk ordbog udtales [bråkkenskij] og betyder: roderi, klamphuggeri. Der, hvor jeg kommer fra, bruger man det om en gård, hvor man gennem årene har fået samlet en masse skrammel rundt om husene: “Det er en ordentlig omgang brokkenskide”. Jeg ser det her brokkenskide ud af øjenkrogen og tvinger kamilla til at vende bilen og køre tilbage, og det her er god brokkenskide. Damen har samlet en masse gamle mærkelige og sjove ting i sine udhuse, som hun sælger. Markus vil høre, hvis han køber en 2 meter lang flypropel i træ, om jeg så kan finde plads til den i baggagen. Jeg må skuffe ham, men han ville også bare lige høre. Der er mange fine ting, men den eneste, der køber noget, er Alberte. Hun finder endnu en ting til sheiken derhjemme. Vi siger ikke, at hun savner ham, men…. Vi runder også en ahornsirupsfarm, hvor de sælger hjemmelavet ahornsirup. Det gider vi godt. Næste stop bliver et keramikværksted, der sælger deres ting. Det gider vi ikke.

Kamilla har bestemt sig for, at hun ikke gider at have interaktion med de canadiske færdselsmyndigheder, så hun kører ikke mere end man må. Det er hun så absolut den eneste, der gør, de lokale spurter derudaf og vil ikke fanges bag sådan en søndagsbilistturist med blød hat, så de overhaler i et væk, over fuldt optrukne linjer, spærreflader og andet. Og det er alle, biler med campingvogne, lastbiler, osv. Vi taler altså stejle bjergveje med pludselige og skarpe sving. Flere steder i vejensiden står et kors med billedet af den afdøde bilist, der fandt sin permanente parkeringsplads lige der. Bjergene bider fra sig. I dag bliver vi igen overhalet, først af to politibiler i fuld udrykning efterfulgt af to ambulancer i fuld udrykning, de får plads. Vi taler om, hvad der kræver så mange udrykningskøretøjer og får desværre hurtigt svaret. Længere fremme holder de to ambulancer i siden af vejen suppleret med 2 mere. Redningsfolk forsøger at hale folk ud af to biler, hvor den ene har kilet sig fast under et klippefremspring, og den anden ligger på hovedet inde i skoven. Det er voldsomt. Der er stille i bilen i næste mange kilometer, kun afbrudt af Kamilla der mumler for sig selv, “bjergene bider fra sig, hvis man ikke passer på”. Hun beholder sin bløde hat på.

Vi nu ved at være oppe, hvor hvalsafaribådene sejler fra. Hvis man er heldig, kan man se dem fra kysten, for det er trods alt nogen store dyr. Så vi holder øje, men der er ikke noget som helst. Markus og Kamilla håber, at der vil ligge den ene Lobster Roll bod efter den anden, men de er heller ikke nemme at spotte. Så dagen ser ikke rigtig ud til at lykkes. Vi ender i en bilkø til færgen mod Tadoussac og beslutter os for at vende bilen og køre hjemad igen. Vi har taget badetøj med og møder på vejen et lille færgeleje med en lille strand, så den kører vi ned til. Da vi parkerer bilen, står en lille flok mennesker på molen, og den ene peger ud i vandet, og en af de andre finder en kikkert frem. Og ganske rigtigt er der en flok hvide hvaler, der svømmer rundt ud for stranden. Vi er helt tilfældigt kommet til det bedste sted at spotte de hvide berlugahvaler. Vi står længe og ser en 5-6 berlugaer, der svømmer frem og tilbage. Det er en meget stor oplevelse, som er svar at gengive på billeder. De kommer meget tæt på den lille mole, vi står på, max 10 meter væk. Kamilla fanger en lille unge på video, der kæmper for at følge med de voksne. Vi finder bagefter en planche, der understreger, at det er et godt berlugasted.

Her står lidt om de hvide hvaler. Berlugaerne her er isoleret fra dem, der lever i de arktiske egne og er som sådan en truet dyreart. De optræder også i Jacques Cartiers optegnelse fra sin tur ned af Sankt Lawrence i 1535. Her kommer min oversættelse af en engelsk oversættelse fra 1600-tallet af Jacques’ gamle optegnelser: “…vi bemærkede en særlig slags fisk, der aldrig før er set eller bemærket af noget menneske… kroppen er meget velproportioneret, hovedet ligner en greyhounds, tillige er den hvid som sne uden pletter. I denne flod er der et stort antal af dem. De lever lige her, hvor det salte vand fra havet møder flodens friske vand. De lokale kalder dem ‘Adhothuys’. De har fortalt os, at de smager godt. De bekræfter, at man ikke kan finde dem andre steder end her”.

Da showet er slut, klæder Markus, Alberte og jeg om til badetøj og tager en dukkert i det kolde vand. Det er meget koldt, og vi er da også de eneste badende.

Hjemme i huset bliver der slappet af. Eilis og Kamillas laver manicure på hinanden. Alberte snakker med Christopher, der åbenbart er i Thyborøn. Markus ser et afsnit af en eller anden madserie. Jeg sidder og skriver på min rejsedagbog.

Skriv et svar