Charlevoix vol. III

25.07.2019

I dag formår vi at stå tidligt op, så vi kan få noget ud at dagen, eller rettere vi skal vi hen og se vandfaldet Canyon Sainte-Anne. Der er lavet en form for forlystelsespark rundt om vandfaldet, så vi er sikre på, at der kommer mange mennesker op ad dagen. Vi vil gerne bare se vandfaldet, der er 74 meter højt, og har ingen trang til hverken at flyve hen over kløften eller klatre rundt ude på kanten. Vi køber bare den mest basale billet, hvor man kan følge en rute rundt. Det er noget større end vi troede. Man kan krydse over vandfaldet på tre hængebroer i forskellige højder, den højeste er 60 meter oppe, hvilket ikke er lige sjovt for os med en lille smule højdeskræk. Men det er meget fint og flot at stå og se ned i vandmasserne, der strømmer ud over kanten på klippen i et væk og se de formationer. som vandet har skabt i klipperne gennem tiderne.

For de mindre børns skyld har man lavet en historie i 7-8 afsnit, som står ved de forskellige udsigtspunkter. Den har Alberte en fest over, for den ser både maskinoversat ud og giver ingen mening over hovedet. Det er et eller andet med nogle kæmper og små stenvæsner, der hedder Petraminis, som kæmper om at finde de 7 elementer, regnbuen og vejen over vandet. I denne søgen sker der alt muligt sjov og spas, som der ikke er hoved og hale i. Undervejs finder vi en tegning på en bænk, formodentlig tegnet af en lille pige, med hendes bud på hvad den historie mangler, nemlig prinsesser og kaniner. Hvis man ser nærmere på tegningen af kaninen, ser det altså ud, som om den har javertusser som arme, så måske har hendes far tegnet, for som det gammelt ordsprog siger: “Giv en mand en fisk og han vil være mæt en dag. Giv en mand en blyant, og han vil formodentligt tegne en penis”. Vi finder også de små regnbuer, som vandfaldet danner sammen med solen, og får lavet de obligatoriske billeder med regnbue ud af øre og regnbue ud af mund.

Da vi er færdige, får vi en is i caferiteriet. Her er en masse udstoppede dyr, nogle mere heldige i udtrykket end andre. Man har forsøgt at hænge fuglene op, så det ser ud som om de flyver, men det ser mere ud til, at de er blevet hængt. Jeg køber en indianervejranvisningsting i butikken, den kunne godt kaldes for en vejrjavertus, så sådan en skal jeg da have med hjem. Der er jo ikke noget ud over prutten, der er så sjovt som en tissemand, en humor som jeg deler med min gode ven Bjarke og for den sags skyld Ørkens sønner. Bjarke og jeg har mangt en gang fundet javertusser, også der hvor andre ingen javertusser ser. Fx husker jeg kun to ting fra Bayeux Tapetet: en bort med små dansende mænd med frithængende klokkeværk og bryllupsscene, hvor den danske audioguide fortalte, at man kunne se det var et bryllup, fordi præsten stak bruden en lussing. Da vi i går spillede TP, som kan nævnes er en canadisk opfindelse, fik jeg og Eilis et spørgsmål om, hvad det mandlige kønsorgan hedder på en blomst? Eilis siger: “Far, det må du og Bjarke da have talt om på et tidspunkt, det er jo blomstens javertus”. Jeg køber naturligvis også en vejrjavertus med hjem til Bjarke. Svaret er for resten ‘støvdrager’.

Sankt Anne er Jesu mormor og er knyttet til dette område, fordi der i 1658 var en mand, der forærede den katolske kirke et stykke land til en kirke, der både skulle bruges til kirkelige handlinger og huse en statue af netop Jesu mormor, den hellige Sankt Anne. Kamilla finder ud af at, at Sankt Anne har sin helgensdag i morgen d. 26. juli, så det er godt, vi er der i dag. Allerede under opførelsen af den første kirke, begyndte der at ske mirakler. Arbejdsmanden Louis Guimond, som var blevet hyret til at hjælpe kirkebyggeriet, led frygtelig meget af gigt, men det forsvandt i løbet af kirkebyggeriet. Siden blev stedet opsøgt af folk med tilsvarende lidelser, og på to søjler inde i kirken var der ophængt masser af krykker og andre hjælpemidler fra gangbesværede, som var blevet helbredt i kirken. Det gav genlyd i den katolske verden over, så pilgrimmene begyndte at strømme til. Kirken eller Shrine of Sainte Anne de Beapré, som stedet hedder, fik også bevågenhed fra det franske kongehus, hvor Anne af Østrig, Solkongens mor, støttede stedet. Det er i dag det største pilgrimsmål i Amerika nord for Mexico og er meget praktisk suppleret med en kæmpe campingplads på den anden side af vejen, hvor nutidens pilgrimme kan bo i deres campingvogne. I takt med den stigende popularitet, er den blevet udvidet flere gange. Kirken før kirken, der står der i dag, blev totalt ødelagt af en brand i 1922, hvorefter man byggede denne gotisk inspirerede kirke, så den ser gammel ud, men er egentlig ret ny. I mosaikudsmykningen kan man finde moderne ting som telefon og skrivemaskine.

Der er messe, da vi ankommer, så vi lister rundt, men ender med at se tingene udenfor først i håbet om, at det passer med, at messen slutter. Vi ser et et lille kapel med interiør og relikvier fra den første kirke. Souvenirshoppen med alt hvad et religiøst katolsk hjerte kan begærer. Men messen er stadig ikke færdig. Der er også en velsignelsesbod, hvor man kan få en velsignelse, hvis man lyster. Selvom vi har tid, der skal bruges, springer vi dog det over. Heldigvis er der en afdelingen i kælderen, hvor vi kan gå rundt uden at forstyrre. Der er en kæmpe krypt med religiøse vægmalerier, der bl.a. fortæller, at man her har haft stor held med omvendelse af indianere eller ‘first nation people’, som vises sammen med Sankt Anne eller ‘Grandmother of the Faith’. Det kammer i vores terminologi over, at der på et af billederne er afbilledet en spøgelsesenglehær, der laver bølge. I krypten ligger de jordiske rester af den ærværdige Fader Alfred Pampalon. At blive kaldt ærværdig i den katolske kirke er første skidt til helgenkårelse. Den ærværdige Alfred kaldes for de afhængiges beskytter, for det er særligt pga hans arbejde med disse, at han har opnået sit ry. Det er nok to tørlagte rockere, Alberte og jeg ser tage en selfie dernede. Det er kun Eilis, der holder ud sammen med mig, til messen er slut, troede vi. Folk begynder at forlade kirken, og andre går ind og begynder at fotografere, så vi går op gennem kirken og opdager i sidste øjeblik, at vi står i kø til at kysse relikvier støbt ind i sølv og glas, som en 5-6 præster der bærer rundt på. Eilis virker helt skræmt, en lille del af mig er ked, at jeg opdagede det, for det ville have været en god historie om dengang, Eilis og jeg kyssede den ærværdige Fader Alfreds rester.

Vi finder i dag ud af, at supermarkedet over for det, vi har handlet i et par gange, er væsentligt bedre. Vi er lige ved at købe friske hummere, så vi kan lave de hummer rolls selv, men bliver enige om, at køkkenet ikke er ordentlig udstyret til sådan en omgang. Jeg er ellers lige ved at tjekke, om der er Wi-Fi i butikken, så jeg kan downloade “Stairway to Heaven”. Det ender med burritos med rester fra køleskabet, vi skal jo så småt til at tømme af.

På vejen hjem tager vi en bagvej, hvor der er et skilt, som i mit hoved må betyde, at hvis man vil heile af nogen, bør man ikke gøre det i det fri, men i en lade eller anden form for landbrugsbygning. Det betyder vist bare, at her bor en landmand, der gerne vil fortælle om og sælge sine produkter til dig. Her er det en gåsefarmer, der laver forskellige ting, som hans datter deler smagsprøver ud på. Inden vi kører helt hjem, prøver vi at se, hvor rulleskiløberne egentlig kom fra. Det viser sig, at der ligger en yndig lille by nede ved vandet, her ligger jernbanen også, og jeg tror, at det var livsnerven i gamle dage. Den er også afbilledet på et af motiverne fra Baie Saint Paul, der er kommet på frimærke. Hjemme tager Alberte og Markus teten på det mexicanske køkken, mens jeg skriver til jer, kære læsere. Aftenen sluttes af med TP, hvor vi får spørgsmålet om, hvad er det for et spil, canadierne Chris Haney og Scott Abbott opfinder i 1979.

26.07.2019

Vi havde egentlig en plan om at skulle bestige et bjerg i dag for at se det der krater, og der skal man gå en rute, der hedder La Mont-du-lav-des-cygnes, som i oversigten over Parc National des Grands-Jardins vandreruter bliver betegnet som ‘difficult’, så jeg er en smule bekymret, vi er jo ikke erfarne bjergvandrere eller for den sags skyld i særlig god form. Så jeg har trawlet nettet i det omfang, som netværket tillader, for information om denne tur. Jeg finder en fransk side, som Google oversætter for mig, hvilket gør noget af det til det rene volapyk, men jeg får det ud af det, at der er en fantastisk udsigt, og derfor har man fra Parkens side forsøgt at gøre den så adgangsvenlig som muligt med grusstier på de flade stykker og trætrapper på de stejle stykker. Så ‘difficult’ refererer udelukkende til de 500 meter, man skal opad. Det går jo nok alt sammen. Den franske bjergkender anbefaler, at man starter tidligt om morgenen for at undgå den værste folkemængde. Vi tager beslutningen om at bytte dagsprogrammet på de sidste to rigtige dage i Charlevaiox, så vi først tager bjerget i morgen. I stedet tager vi endnu et vandfald i dag. Dette er et større og mere kendt vandfald, der hedder Montmorency Falls. Det er igen et turistmål og endda et af de store her i Quebec og omegn. Så vi sætter os i bilen og kører endnu engang ned langs Sankt Lars, forbi Sankt Annes kirke, som vi så i går. Hvis vi syntes, der var mange mennesker i går, er det ikke noget i forhold til i dag, hvor der er Sankt Anne har sin helgendag, så Kamilla fik ret i, at vi var heldige med at komme på en anden dag. Politiet er her for at vinke trafikken på plads.

Vi kommer forbi Sankt Annes religiøse gedemarked, men inden jeg fortæller om vores besøg ved Montmorency Falls, vil jeg gerne fortælle lidt om stedets historie, for her er faktisk historie at fortælle. I 1759 tabte Frankrig sin indflydelse øst for Mississippi, og herefter var Ny Frankrig blevet til en provins i den britiske koloni. Et af de afgørende slag mellem England og Frankrig stod faktisk lige her ved Montmorency Falls. Det var den 31. juli 1759, en varm og fugtig dag ligesom i dag. Den engelske General James Wolfe havde indtil da forsøgt at komme over 4 gange, men denne dag for næsten 260 år siden lykkedes det endelig i femte forsøg, og englænderne kom over, og derefter stod det afgørende slag om Quebec. Slaget, der står d. 17. september 1759, er kendt under navnet ‘Battle of the Plains of Abraham’, og Abraham Sletten er faktisk den park, vi gik rundt i ved siden af citadellet i tirsdags. Herefter var fransk-canadierne britiske statsborgere, og de brugte nu deres energi på at sikre den franske kulturs overlevelse i det ellers britiske dominerede Nordamerika. Tilbage til vandfaldet i Montmorency, navnet har det fået af vores ven fra tidligere, Samuel de Champlain, der opkaldt det efter den første vicekonge i Ny Frankrig, Admiral Henri de Montmorency.

Vi ankommer og får parket bilen ved The Montmorency Manoir, som i dag er fint hotel. Det blev bygget i 1781 af Frederick Haldimand, som var daværende Generalguvernør i Canada. I perioden 1791-94 boede hertugen af Kent her, det var ham, der var far til Dronning Victoria. Huset er derfor også kendt som “Kent House”. Der er en svævebane hen foran vandfaldet, og den platform man svæver til, er lige ved siden af hotellet. Eilis, der ellers er en smule højdeforskrækket, vil meget gerne udfordre sig selv ved at tage en tur. Banen er dobbelt, så man kan tage turen med en ven ved siden af, så Eilis tager sin søster med. Kamilla bliver stående sammen med Markus for at filme dem komme over, og jeg går over hængebroen og får dem indskrevet til en tur og skriver under på, at alt der måtte ske, er på mit og pigernes eget ansvar. Efter en lang times ventetid, er det endelige Harritsø-søstrene, der flyver hen over himlen eller i hvert fald vandfaldet. De er sgu pænt seje, de to.

Det er lavet som en rundtur, så når man har taget svævebanen, skal man gå tilbage med sit udstyr og aflevere det igen. Så står man der med kroppen fuld af adrenalin, og så ved man godt fra stedets side, at man har lyst til noget at drikke og måske noget at spise, så her har man smart nok stillet en foodtruck. De serverer sgu Lobster Rolls, men tager desværre ikke kort, vi har dog lige kontanter nok til, at vi kan få noget at drikke, en portion delepomfritter til alle, og en Lobster Roll, som Markus og Kamilla kan dele. Det er den bedste af to på turen, som de har smagt. Herfra kan man gå ned ad en en masse trapper til en platform for bunden af vandfaldet, hvor man står i støvregnen fra vandfaldet. Hvilket er rart, for det er meget varmt. Så varmt at vi beslutter at tage den bjergbane retur, der går fra bunden af vandfaldet og lige op til parkeringspladsen ved hotellet. Det er faktisk så varmt, at det har lokket en flok amishpiger ud at soppe, hvilket foregår i lange kjoler og kyser. Vi kan holde øje med dem, mens vi stiger op med gondolen. Jeg håber, at de bare bader, og at det ikke er en eller anden selvmordskult, vi er vidner til.

Dagens andet punkt er øen, Île d’Orléans, en fin stor ø lige ud for Quebec by. Den er 34 km lang og på det bredeste sted bare 8 km bred. Lige her ved Montmerency, er der en bro over til den. Det er en yndig ø, så yndig, at det virker helt kunstigt. Det passer også med, at Huronstamen kaldte den for ’Minigo’, som betyder ‘fortryllet’. På sin opdagelsesrejse op af Saint Laurent gik Jacques Cartier i land på øen, som han kaldte for Île de Bascuz efter den romerske vingud Bacchus, fordi han fandt vilde druer på øen. Dette og den meget frugtbare jord er nok også grunden til, at de første franske nybyggere netop bosatte sig her. I dag beskrives øen som: “microcosm of traditional Quebec and as the birthplace of francophones in North America.” De første franske nybyggere var hovedsagelig fra Normandiet. Her vil jeg gerne understrege den danske forbindelse, for Normandiet blev givet af den franske konge til vikingen Rollo fra Køge, så han kunne beskytte Seinens udløb og Paris mod andre vikinger. Jeg vil frem til, at der, trods det nok er fortyndet, løber vikingeblod i folk heromkring. Faktisk løber der vikingeblod i hele befolkningen i Ny Frankrig, da en meget stor procent af de frankofone nordamerikanere kan spore den amerikanske rod af deres stamtræ til netop denne ø. Jeg har læst et sted, at der i det 19. århundrede og starten af det 20. århundrede boede mange skibsbyggere på øen, og at det sammen med mange fiskere gav øen en maritim karakter. For os, der har gennemført en maritim aften i Toronto, betyder det, at de må have spillet meget irsk folkemusik her.

Øen er erklæret National Historic Site of Canada, og der er over 600 fredede bygninger på øen med tilhørende strenge byggekrav. Vi fornemmer, at der er en slange i paradis, og at man er meget sure. Der er fyldt med plakater, hvor de siger ‘NON’ til et eller andet, og stort set halvdelen af øens huse er til sat til salg. Efter lidt søgen på Google finder vi ud af, at det er fordi, man på øen synes, at staten er en anelse dobbeltmoralsk. På den ene side er ejerne af de fredede huse underlagt strenge krav for, hvad de må i deres egne huse og hvordan de skal vedligeholdes. På den anden side har Trafikministeriet besluttet uden høring, at der skal bygges en ny stor vej hen over denne kulturarv. Vi går en lille tur ned forbi en lille meget yndig kirke til vandet, hvor man kan se Quebec by som skyline i disen.

Hjemme får vi burritos med de rester, som burritosene med rester i går gav. Vi vasker tøj, så vi har til de sidste par dage i Canada. Naturligvis runder vi dagen af med TP, som ender uafgjort. Her burde vi have hørt, hvis netværket kunne trække det, den fransk-canadiske sanger Félix Leclerc’s hyldest til Île d’Orleans: “Le Tour de L’île”, men den behøver I ikke blive snydt for, så den kommer her.

Skriv et svar