Charlevoix vol. IV

27.07.2019

Tidligt op, eller i hvert fald så tidligt det kan blive, når man har med unge mennesker at gøre. Bjerget kalder på os i dag. Jeg har læst hos min fransktalende bjergkender, at man skal starte tidlig, men man skal også købe en tilladelse til at gå ind i parken, fordi det er en offentlig park, og de penge de får ind bliver brugt på vedligehold og faciliteter på ruterne. Det er fint, men den åbner først klokken 9. Som sagt er det også midt om natten for unge mennesker, der holder ferie. Vi spiser morgenmad og smører madpakker og pakker masser af vand, for det ser ud til at blive en meget varm dag i dag.

Vi ankommer til Parc National des Grands-Jardins, hvor vi skal bestige eller i hvert fald bekravle Le Mont-du-Lac-des-Cygnes, hvorfra man skulle kunne fornemme krateret efter meteornedslaget for en helvedes masse år siden. Apropos Helvede, så har Alberte fundet et krater, hun er meget fascineret af. Det ligger i Turkmenistan. Der siver metangas op af hullet, og for at undgå at denne gas skulle kvæle området omkring krateret, satte de sovjetiske myndigheder ild til den i 1971, og den brænder stadig. Det brændende krater kaldes for ’døren til Helvede’, men jeg er jo ateist og synes mere, det ligner Jordens røvhul, hvor Jorden har spist for meget chili i går. Men den må Alberte selv rejse ned og se med sheiken, nu gælder det Charlevoix Krateret. Og mest af alt turen op til kanten.

Da vi ankommer, kan jeg se, at vi godt kunne have startet tidligere, for der er en automat, hvor man kan trække sin tilladelse. Der er også et skilt, der fortæller om bjørnenes adfærd og anbefalet adfærd i mødet med bjørne. Hvis man larmer på sin vej, fortrækker bjørnene som regel helt af sig selv. Her er vores gruppe en anelse splittet. Eilis vil gerne have, at vi bevæger os ninjastyle, for hun vi gerne se bjørne, og så Alberte, der udvikler en form for bjørne-Tourette, hvor hun med mellemrum pludseligt klapper højt, for hun skal ikke i nærheden af sådan en bjørn, efter at have set i Algonquin, hvordan sådan en bamse kan flå en madtønde op. Hun mener faktisk, at hun har fortjent en medalje for alle de menneskeliv, hun kommer til at redde i dag. Jeg tænker, at vi nok skulle være startet en 3-4 timer tidligere, hvis vi skulle have haft muligheden for at se noget som helst.

Det er en meget fin rute, men min franske bjergkender har ret i, at der ikke er meget vildmark over det, men det er nok til sådan en flok amatører som os. Jeg indrømmer, at jeg ikke er i særlig god form og er en stor mand. Jeg er tillige fra naturens side udstyret med svedkirtler, der kun har to hastigheder: tør og total oversvømmelse. På denne tur op af bjerget kører jeg total oversvømmelse. Jeg har mest af alt lyst til at skubbe det par, der kom løbende forbi med en lille smule fugt på panden, ud over kanten, Jeg sveder så meget, at jeg er glad for, at jeg ikke har underbid, for så ville jeg være i risiko for at drukne. P-pladsen ligger i 500 meters højde, derfra skal vi op på toppen, der ligger i 980 meters højde. 100 højdemeter før toppen er der en smuk bjergsø, som gletsjerne har efterladt, da de smeltede væk efter den seneste istid. Her holder vi en velfortjent pause og spiser vores mad. Her ser vi turens eneste dyreliv, som Alberte ikke skræmt væk, myg, flotte sorte sommerfugle og et jordegern.

Vi tager det sidste stykke toppen hvert i vores tempo. Markus og Eilis rammer toppen sammen, jeg er lidt på mellemhånd, og i gruppettoen ligger Kamilla og Alberte, der begge virkelig døjer med varmen, men vi kommer alle op, endda i bedre tid end oversigten over vandreruter siger, at turen tager. Så vi er ikke så ringe bjergbestigere endda. I mit hoved er det en klar sejr, jeg ved ikke helt over hvad, men en sejr er det. Alle synes bare, at det er flot, bortset fra Alberte, hvis forestilling gik i retning af Jordens røvhuls hul og ikke bare en kant med et fladt stykke foran. Da jeg kommer op til Markus, er han helt stille og siger: ”jeg tror, det er det smukkeste, jeg nogensinde har set”. Jeg tørrer sveden ud af øjnene og giver ham ret. Vejret er ikke helt klart, men disen der hænger i horisonten, gør det egentlig bare mere eventyrligt at se på.

Det er spøjst, at vi her i det, der skulle være vild natur uden for lands lov og ret, har perfekt 4G mobildækning, mens vi i huset kun kan snige os op på 1-2 pinde lunken 3G. Der er et langt stykke undervejs, der er uden dækning, men 10 meter fra toppen vågner min mobil med en kæk Tour de France jingle for at fortælle, at Vincenzo Nibali har vundet den sidste etape inden Paris i årets Tour. Vi ankommer til toppen på et godt tidspunkt, hvor der ikke er ret mange andre. Da vi har sundet os og skal til at gå nedad igen, er der fyldt med mennesker. Nedturen går noget nemmere. Det sidste stykke er meget varm og hård, solen bager og vi løber tør for vand. Den kolde cola, som Markus har købt til os som den første i mål, smager himmelsk. Han er endda løbet det sidste stykke, ikke kun fordi han kunne, men også fordi fordi han havde en nedtælling.

Vi har lagt badetøjet i bilen, for en dukkert vil være meget dejlig efter vores kamp med bjerget. Det ser vi alle frem til, da vi sætter os i bilen. Der er en halv times kørsel til stranden, og vi skal skifte til badetøj, så for at undgå at stå på en parkeringsplads og klæde om, holder vi ind på en stille øde skovvej for at skifte. Eller vi tror, den er stille og øde. For bedst som vi står der alle fem fuldstændig Poul McCartney, kommer tre unge mænd drønende ned ad skovvejen på deres motorcrossmotorcykler. Om det er begejstring over synet af vores bare røve eller et spørgsmål om at komme væk hurtigst muligt vides ikke, men to af dem kører væk derfra på baghjul.

Det er den varmeste dag, vi har haft i Charlevoix, så der er mange ved standen. Mest for at sidde under en parasol og drikke øl, der er i hvert fald ikke ret mange ude at bade. Det kolde vand er vores mål, og vi er da også alle under og får det yderste lag salt skyllet af. Stranden er adskilt fra vejen af en togbane, og vi har kørt op og ned af denne flodbred i flere dage, men vi har ikke set noget tog. Jeg var lige ved at tro, at det var en nedlagt bane, hvilket vil være ærgerligt, for jeg kan godt lide tog. Så dagen bliver helt perfekt, da jeg hører noget tude i det fjerne, er det mon et tog, jeg kan høre? Kamilla tror mere, at det er en lastbil, men nej, lige så langsomt kommer et tog rullende og tuder for at få folk til at flytte sig fra sporet.

På vejen hjem køber vi ind til morgendagens køretur mod lufthavnen. Vi napper den over i to bidder med en enkelt overnatning, så vi ikke går fra at sidde stille i en bil i 10 timer til at sidde stille i et fly. Hjemme i hytten går det store oprydning- og pakkeshow i gang. Jeg har det bedst med, at det er mig, der pakker. Og de andre virker også til at have det bedst med, at jeg pakker. De kommer ned med deres ting, og jeg fylder i tasker og kufferter, som en efter en når grænsen på de 23 kg. Kun en bliver åben tilbage til det, vi skal bruge i morgen. Resten bliver lagt i bilen. Så er det ellers i seng, men som sagt har det været den varmeste dag, vi har haft i Charlevoix, og det er i hvert fald den varmeste nat, så det er svært at falde i søvn. Man ligger bare og sveder lige så stille, og ens ben og fødder murer.

28072019

Det er ulidelige varmt, og dette hus er bygget som skihytte, det vil sige uden aircondition. Det er svært at sove. Kamilla hører lidt over midnat en udenfor, der fløjter “Sweet Child of Mine”. Da hun lidt senere er på toilet, mener hun, at hun kan se en mand udenfor i mørket, der går med en lygte ude på vejen. Ikke at det er så mærkeligt, at der går folk på en vej, men vi bor for enden af en nyanlagt blind grusvej i en skov, og der kun et hus mere på vejen, og det er tomt. Derfor synes hun, at det er en anelse creepy, så hun lister ned for at se efter, men fordi det er så varmt, som det er, er hun er fuldstændig Poul McCartney og orker ikke at tage tøj på, så hun slukker lyset, inden hun går ned. Vi er ikke de eneste, der har svært ved at sove. Det har Alberte også, hun hører os og bliver sikker på, at der nogen i huset ud over os selv, da Kamilla slukker lyset ude i gangen og går ned ad trappen. For hvem går rundt i et hus og på trapper i mørke, det er da kun overfaldsmænd og røvere, der gør den slags. Alberte overvejer, hvordan hun kan komme ned i køkkenet og finde noget at forsvare sig med. I hendes plan i hovedet falder valget på en stegepande, da knivene her er så sløve, at de ikke kan bruges til noget. De knive, vi selv har købt, er pakket og ligger i bilen. Alberte er så langt i sine overvejelser, at hun tænker over, hvad hun skal sige til politiet på fransk, når de kommer, og hun har slået nogen ihjel med en stegepande. Kamilla kommer op igen, og hun og jeg forsøger igen at sove, men når man først begynder at lytte, er der mange lyde i fremmed hus. Så det er ikke meget, vi får sovet.

Da det begynder at blive lyst, ser Kamilla og jeg på hinanden og bliver enige om, at så kan vi jo ligeså godt stå op og komme af sted. Da jeg om morgenen spørger Markus, hvordan han har sovet, svarer han, at han også har døjet med varmen, men blev vækket. Jeg skulle lige til at undskylde for, at vi har gået rundt, fordi hans mor havde set nogen, der måske gik rundt udenfor. Men var ikke det, der vækkede ham, han blev vækket af nogen, der på hans side af huset havde fest et sted inde i skoven og havde spillet julemusik. Det har vi så overhovedet ikke hørt, men det forklarer måske, hvorfor der rendte nogen rundt på vores blinde øde vej. Så det er kun Eilis, der har sovet så nogenlunde, men hun har også sin telefon til at afspille lyden af en kat, der spinder. Det kan vi andre nok lære noget af. Vores underbevidsthed fodres måske af, at der lige nu her i Canada foregår en menneskejagt på to teenagere, der formodentlig har skudt 3 tilfældige personer i den nordlige del af provinsen Manitoba, som er provinsen til den anden side af Ontario. Den nyhed har endda har ramt dr.dk, hvor vinklen er, at eftersøgningen vanskeliggøres af de mange isbjørne i området. Vores underbevidsthed glemmer Canadas størrelse. Det vil tage 36 timer for de to teenagere at køre hertil. Det tager kun 10 timer fra New York, og jeg tænker, der er flere psykopater der.

Vi pakker det sidste i bilen, sætter skraldespanden ud til vejen, låser efter os og sender en besked til Jean Francois om, at vi nu forlader hans hus. Han svarer tilbage på Google-dansk og ønsker os en god rejse hjem, og at vi er velkomne til at komme tilbage, hvis vi har lyst. Kamilla har mest lyst til at svare tilbage, at han skal skrive på engelsk, fordi hans danske er for svært at forstå, ligesom han skrev om hendes franske. Klokken er 6, og vi har 750 km kedelig motorvej foran os, for i dag er der ikke stemning for sceniske bagveje. Vi er på vej hjem, og det kan ikke gå hurtigt nok. Bagsædet forsvinder ret hurtigt ind i drømmeland, mens Kamilla bliver enig med sig selv om, at det nok er dagen, hvor hun skal afprøve markedet for energidrikke i Canada. Først gælder det morgenmad. Vi holder på en rasteplads, hvor der er op til flere muligheder. Vi fortryder det første valg, det næste tager ikke kort, så vi ender på en morgenmadsrestaurant, hvor jeg får noget, de kalder for en morgenmadspizza. Det er en lidt bizar oplevelse, men de andre virker ganske tilfredse. Den unge mand, der gør toiletterne rene må finde sig i, at det også er her vores maver vågner. Det er forhåbentlig et tegn på vores træthed, at vi finder børnekanalen tegnefilm med en blanding af transformer og Byggemand Bob ganske underholdende. Nu hvor alle er vågne, kvæler vi de næste 150 km med et spil TP på min hjemmelavede biludgave. Ellers er det bare et spørgsmål om at holde trætheden væk og få ædt nogen kilometer.

Det er blevet frokosttid, og vi finder en lille meget lokal diner, der hedder Nicky’s Place. Nicky selv tager imod og fortæller, at hendes speciale er kæmpepizza, så vi deler en kæmpepizza. Ikke den bedste pizza vi har smagt, men den gør tricket. Vi nyder faktisk, at vi er tilbage i Ontario, hvor vi bliver forstået og kan forstå, hvad folket siger. Nicky er selv er fra Quebec, så hun vil gerne høre, om vi er blevet behandlet godt. Hun kan fortælle, at i hendes barndom var der meget kold luft mellem de engelsktalende og de fransktalende canadiere, men hun er glad for, at vi er blevet behandlet godt. Hun synes også selv, at det er blevet bedre i de senere år. Der en lille pige, da vi kommer, som godt nok synes, at vi er nogen mærkelige nogen, så hun holder godt øje med os. Det kan også være, at hun er fascineret af at have fundet ud af, hvad julemanden laver om sommeren. Det er ikke første gang, mit skæg og min Santa-body har den effekt på mindre børn. Da vi betaler, vil Nicky lige høre, om vi er fra Holland, for hun synes bare, at vores sprog lyder pænt. Jeg tænker, at det er en sød måde at sige ‘mærkeligt’ på.

Nicky’s Place ligger i en lille by ud til en gamle kendning, nemlig Sankt Lars Floden, som har sin begyndelse i Lake Ontario. Her er der kig over til USA, og vi kommer forbi en grænsekontrol, og jeg, der lige at set den nye sæson af Handmaid.s Tale, kan ikke lade være med at tænke, at det kan være her, flygtningene fra det fascistoide præstestyre i USA flygter til det frie Canada. Nu er vi snart ved dagens mål, men bliver sinket lidt af et kraftigt regnvejr. Det er vel tredje gang på de 4 uger, vi har været afsted, at vi er blevet udsat for regn. Vejrudsigten har ellers truet meget med det. De sidste kilometer bliver slået ihjel med et spil TP, hvor Kamillas hold vinder rimelig overbevisende, hvilket, jeg synes, er en fin anerkendelse af dagens store helt, vores trætte chauffør.

Marmora

Vi har bestilt værelser på Marmora Inn. Marmora er en lille by 200 km nordøst for Toronto. Her træder vi ind i Rui og Kathys store hjem, der er fyldt med bøger og kunst. De driver et lille hotel her i et gammelt stort herskabshus. Rui er portugisisk og kok. Kathy er tidligere jurist, men nu hotelejer og står for alt, der ikke har med køkkenet at gøre. Vi valgte stedet, dels pga de gode anmeldelser, og fordi de har en pool. Vi tænker, at vil være dejligt med lidt vandgymnastik efter at have siddet 8 timer i en bil og inden vi skal sidde 8 timer i et fly. Rui er dog meget undskyldende, for den er kold, fordi der er noget i vejen med varmelegemet, og teknikerne har nu brugt to måneder på at finde fejlen uden held. Jeg takker svømmepoolsguden i mit stille sind, for i denne varme vil en varm pool være et antiklimaks for os. Vi spørger Rui, om det er muligt at bestille bord til om aftenen. Det er det, hvis vi kan vente til 19.30, for han har et andet selskab klokken 18.30, og han er alene i køkkenet.

Vi får vores ting op på værelserne, slapper lidt af og får oploadet et indlæg til bloggen. De 4 af os klæder om til badetøj og kåbe. Poolen er dejlig, og ikke spor kold, det er rart at få rørt kroppen efter den lange køretur. Alberte skal have fodret savnet først og snakker med sheiken derhjemme, men støder til os nede i poolen. Alberte og vandhunden Markus pjasker videre, mens vi andre går op og ligger lidt inden maden. Jeg stikker lige hovedet ind til Rui i køkkenet og siger, at det der ville være en varm pool i Danmark.

Fruen i huset er så glad for, at vi har bestilt bord, for så får vi lov til at opleve Ruis evner i et køkken, og han er ifølge hende rigtig god. Det minder meget om Sheedy’s i Irland, et hotel i Lisdoonvarna drevet af John og Martine, hvor det er John der er i køkkenet, og Martine der opvarter gæsterne og roser John til skyerne. Maden er ligeså god som på Sheedy’s. Forskellen ligger i, at atmosfæren her er meget mere hjemlig, fordi det simpelthen er deres hjem, vi går rundt i. Der er dækket op til os i den meget hyggelige spisestue. Vi har aftalt, at den skal have fuld skrue denne sidste aften. For selvom vi ikke har lavet meget mad selv, har vi faktisk ikke rigtig været på restaurant på turen.

Vi bruger lang tid på menukortet, for hvordan man vælger man mellem gudernes føde? Kathy anbefaler en flaske rødvin til bordet og går allernådigst med til, at Alberte må smage en tår hos en os, selvom hun ikke er de lovmæssige 19 år. Den røde drue smager vidunderligt, og det siger noget, for vi er ærlig talt hverken de store vindrikkere eller vinconnaisseurs. Men vi har Vivino-appen og tjekker lige, om det er fordi, vi drikker det rene saftevand. Vivino er også begejstret. Vi nipper til lidt frisk brød dyppet i olie og balsamico, som Rui selv importerer fra Portugal. Og så kommer Kathy med små skåle med oliven, som Rui selv krydrer og lagrer. Der er ingen af os, der er de store fans af oliven, men Ruis er kødfulde med noter af saltet lakrids. Forretterne kommer ind, og de er fantastiske. Markus’ er noget helt for sig, en grillet aubergine med løgconfit og gedeostegratin. Alberte frydes over en kæmpe portion muslinger. Eilis får chilimarinerede rejer. Kamilla sparer op til næste ret med den enkleste og meget velsmagende Cæsar salat. Jeg selv får flamberede portugisiske pølser. Vi smager hos hinanden, og alt er godt.

Den første flaske rødvin er tom, så vi får Kathy til at overraske os med en ny flaske. Den er også god, og Vivino er meget enig. Hovedretterne kommer ind, og vi kan se med det samme, at dem overlever vi ikke. Det er meget gavmilde portioner. Eilis fortsætter med skaldyr, denne gang rejer og kammuslinger på et leje af frisk pasta overhældt med en pink vodkasauce. Alberte, Kamilla og jeg får dagens ret, der er kanin braiseret i rødvin med grøntsager og frisk pasta. Markus sætter tænderne i en bøf fra en lokal vandbøffel. Vi smager hos hinanden, og alt er godt.

Rui er bekymret for, om vi levner, fordi vi ikke bryder os om maden. Det er bestemt ikke tilfældet, men portionerne, Rui! Portionerne! Det forstår han godt, det er vigtigt for ham, at portionerne er hjemlige i størrelse, og at ingen går sultne fra hans bord. Vi kan forsikre ham om, at det har vi aldrig været i overhængende fare for. Kathy vil gerne høre, hvor de ligger henne på skalaen af mad, vi har fået serveret i Canada, og bliver meget rørt, da vi fortæller, at vi har snacket os igennem Toronto på steder anbefalet af stjernekokke, og det her er uden sammenligning den bedste mad, vi har fået.

Krisen kradser nu, for vi kan vitterligt ikke klemme en bid mere ned, men vil samtidig også gerne teste Ruis evner som dessertkok. Det ender med, at vi deler 3 forskellige desserter, en portugisisk risbudding, sabayonne med friske bær fra deres have og en chokolademousse. Vi smager på det hele, og alt er godt.

Alberte og Markus beslutter sig for at tage en natdukkert til at dulme den værste kødsved. Vi er totalt madskæve og meget lykkelige for vores valg. Kathy er så ked af det på vores vegne, at vi først har fået så god mad den sidste aften. Vi forsikrer, at turen kunne ikke få et smukkere punktum. Og hermed godnat.

Note: politiet i Canada er ved at neddrosle eftersøgningen efter de to unge mænd, man forventer simpelthen, at de er blevet isbjørneføde nu.

2 tanker om “Charlevoix vol. IV

Skriv et svar