Ludwigslust

Freitag 02.08.2019

Sidste år havde vi min mor med til Frankrig for at besøge Ilona, der gerne ville vise os hendes elskede Bretagne. Da vi kørte hjem, satte vi mor af i Stelle lidt udenfor Hamborg, hvor hun skulle besøge hendes tyske ven, Hans Peter. Ham skulle hun også besøge i år, men vi skal jo lige hjem fra Canada først, så vi kunne passe Trofast, som jo egentlig er vores hund, men som bor fast hos min mor. Og jeg havde endnu et par feriedage, så kunne jeg jo også kører hende derned. Vi sad og diskuterede mulighederne ved Albertes studenterfest, hvor Bjarke mente, at det var et to mandsjob at køre min mor til Tyskland, og inden vi så os om, var det blevet til et firemandsjob, for Anne-Louise og Kamilla ville også med.

Så vi landede tirsdag, efter 4 uger i Canada og vaskede lidt tøj, og fredag drog vi mod Pendlerpladsen i Vejle for at mødes med vores regnbuetvillinger og min mor med hund, som Anne-Louise og Bjarke havde hentet i Guldforhoved. Bjarke havde lovet at hjælpe de ældre damer med at komme ind i bilen, især Trofast havde nok brug for et lille løft ved numsen. Vi ankommer i to biler fra Fyn og sender Trofast med Markus hjem.
Frokosten bliver den legendariske Currywurst på Huttenberge west, hvor Anne-Louise og Kamilla sværger, at det er sidste gang vi spiser der. Bjarke og jeg og for den sags skyld min mor tænker, at det er et spørgsmål om, at pigerne giver efter for currywurtsen. Vi kommer gennem Hamborg trods vejarbejde og andet sjovt. Vi ruller ind hos Hans Peter, og vi hjælper min mor op. Hun vil gerne have, at Kamilla, som i mors verden er en IT-guru, skulle hjælpe med at installer Skype på Hans Peters tablet, som vi skulle finde koderne til først. Det var godt vi havde Bjarke med for, så var der en der med glæde ville drikke en øl med værten. Imens Kamilla med assistance fra Android-kenderen, Anne-Louise, kæmpede med at få hul igennem fra Hans Peters tablet i stuen til Anne-Louises telefon i køkkenet, viste Bjarke interesse for et modeldampskib Hans Peter har stående. Dette udløste den store rundvisning fra kirkeorgel til våbenskabets indhold, som alt sammen var meget imponerende. Efter en del forsøg får Kamilla hul igennem, så nu skulle min mor og Hans Peter kunne tale sammen over Skype. Det var egentlig planen, at vi ville tilbage til Schwerin for at genbesøge domkirken, for da vi var der sidst, vidste vi ikke, at den var en del af de fire løvekirker. Det betyder, at vi ikke ikke løven, så den vil vi jo gerne tilbage til, men vores lille hotel, som vi blev forelsket i sidst vi var i Schwerin, Zur Traube, er åbenbart blevet opdaget af andre, så der er ikke plads til os. Så jeg har foreslået, at vi bor i Ludwigslust, hvor den Mecklenburgske fyrste havde sit sommerslot. Så imens vi padlede rundt på Tom Thomsons Lake i Algonquin National Park i Canada, bestilte Anne-Louise to værelse på Hotel Arveprinsen Ludwigslust. Så vi kører mod Ludwigslust, men det er ikke lige til at komme fra Stelle til Ludwigslust, for hvis vejen ikke er spærret af vejarbejde, så er den spærret af byfest eller noget andet. De spærrede veje gjorde dog, at vi kom gennem Lauenborg, som er det tredje Hertugdømme, som Danmark fik som trøst, da vi ved Wienerkonferrencen efter Napoleonskrige mistede Norge til Sverige. Vi bliver enige om, at den skal på listen af besøgsværdige byer i Nordtyskland.

Vi ankommer til Hotel Erbprinz. På billederne på nettet ser det meget fint ud, værelserne er indrettet i rokokostil. Der er ingen billeder af hotellet udefra, kun et af slottet, så man kunne næsten tro, at det ligger i forbindelse med slottet. Der tog man så fejl, for faktisk er det i en gamle pølsefabrik, så der er stor forskel på værelserne og trappeopgangen, hvor man ikke er i tvivl om, det er et gammelt slagteri. Værelserne er fine, og vi bestiller bord om aftenen på hotellet. Vi pakker ud, går en tur og ser lidt tysk TV. NDR er en fantastisk station, hvor der er meget rigtig langsomt fjernsyn. Her ser vi et madprogram med en kok der meget entusiastisk har lavet rødbede-carpaccio med sild og koriander, og det var ikke helt godt. Den kvindelige vært var også mere interesseret i at få hul på vinen end maden, Kamilla kunne godt forstå hende; Det er en ret, hvor der skal drikkes mod til. Herefter går vi i baren og nyder en Aperol Spritz inden middagen. Arveprinsens køkken er meget tysk, så tysk at vi tænker, at vi i morgen i hvert fald skal spise et andet sted.

Efter middagen gik vi en tur rundt i byen, hvor vi blandt andet kom til Alexdrineplatz, hvor der var en statue at en ung kvinde til hest. Statuen hedder ”Ridende Alexandrine”, og vi tænker straks på den danske vinkel, hvor at dette er en ung udgave af Margrethes farmor, men det er det ikke, det er dog hende, som hun er opkaldt efter. Det er nemlig hendes oldemor, altså Margrethes tiptipoldemor. Hertuginde Alexandrine var født som preussisk prinsesse i 1803 og blev gift med Hertug Paul Freidrich i 1822, hun døde i 1892. Den danske dronning Alexandrine er født i 1879, så jeg tænker det er yderst plausibelt, at hun er opkaldt efter hendes grandgrandmama. Vi ser slottet i aftenbelysning og får bestilt bord til i morgen i den gamle vagtbygning, som skulle være den bedste restaurant i byen. Den ser også godt ud. Ellers var det Pokemon Go der viser rundt i byen dels fordi, at Bjarke kan kaste bolde og fange nogle af de lokale pokemons, men også forbi at kortet i Pokemo Go er ret detaljeret og viser en masse små, og tit oversete, seværdigheder. Vi har for eksempel fundet stenen til minde om VW i pløjning i 1986 i Sdr Nærå som et PokeStop. Her til aften kommer vi blandt andet forbi et denkmal for Ernst Thälmann, som blev leder af det tyske kommunistparti i 1920’erne, blev fængslet af Hitler i 1933 og blev henrettet i 1944. Vi er lige nu i det gamle Østtyskland, og her blev Thälmann dyrket som en martyr, hvilket denne sten er et vidne om. Den ligger midt i et område med kæmpe store villaer, som nok inden murens fald var beboet af kommunister men nok ikke mere. Efter dette lille pudseløjerlige sammenspil mellem fortid og nutid, vender vi hjem mod hotellet.

Samstag 03.08.2019

Historien om byen er faktisk, at det er en by der var planlagt til noget stort, men den tabte i længde til Schwerin, så den er endt som en lille tidslomme. Det er især tydeligt da denne tidslomme ovenikøbet kom i den østtyske fryser efter krigen, hvor der ikke er skete så meget på vedligeholdelsesfronten, men omvendt er den heller ikke blevet erstattet af beton og stål.

Byen hed oprindelig Klenow, hvor Prins Ludwig byggede et jagtslot i 1724. Det var et slot som hertugerne holdt meget af, og i 1765 bestemte man sig for at anlægge en helt ny by fra bunden. Efter en velgennemtænkt plan opstod der, hvad der skulle være hoved-residensen for Mecklenburg-Schwerin. Nordvest for slottet anlagde man en af Nordtysklands største landskabsparker. Ludwigslust var herefter hovedstad for hertugdømmet i stedet for Schwerin. Byen fortsatte som residensby indtil 1837, hvor storhertug Paul Friedrich flyttede hovedstaden tilbage til Schwerin. Sjovt nok er det denne hertug, som fratager Ludvigslust sin hovedstadværdighed, der var gift med Alexandrine, som vi så til hest i går.

At bygge en by fra bunden med slot und alles, er ikke en billig affære. Hertugen kom da også i pengekneb, men så fik en af hans bygningsarbejder en god ide: man kunne lave det meste i papmache. Det er lidt spøjst at tænke på at stor set alt i den gyldne sal i midt af slottet er lavet af pap. Man ser for sig hvordan, den nyligt afsluttet renovering af slottet var været ledet af byens børnehavebørn med gamle aviser og tapetklister. Apropos tapet, så var der i et af rummene en forevisning af en NDR-udsendelse om den svære og kostbare proces, som det har været at istandsætte slottets tapeter. Det var nok meget godt, at vi så den, ellers havde vi nok ikke værdsat resultatet, som var meget flot. Slottet har den gyldne sal i midten, og så har Hertugen den ene side, det er den der er blevet istandsat, og Hertuginden den anden side. Efter rundturen og en forgæves tur i museumsbutikken, hvor jeg håbede man kunne købe noget papmage, gik vi i jagtstuen og fik kage.

Efter kage, vælger vi at spadser i parken. Her så vi først en statue af Dronning Margrethes oldefar, Storhertug Freidrich Franz III, hvorefter vi gik videre til Louisen Mausoleum, som er bygget til hertuginden Louise, som var gift med Friederich Franz I, som var Hertug af Mecklenburg. Her ligger hun så sammen med en del af hendes børn, men manden ligger i en stor rød granitsarkofag i Bad Doberan Münster. Sarkofagen har Bjarke og jeg faktisk set, da vi aflagde Erik Kniplings mor, Margrethe Spænghest, et besøg for en del år siden. Hun ligger begravet her pga. af de stridigheder som var i Danmark i hendes tid. Det startede med, at Erik Ploymønt blev druknet i Slien, fjorden ind til Slesvig, hvor mågerne efter sigende den dag i dag stadig skriger ”Eeeeeeeeeeeerik Eeeeeeeeeeeerik”. Mange mener, det var hans egen bror Abel der var bagmanden til drabet på Erik, så han selv kunne blive konge. Abel bliver dræbt af bonden, Sorte Ploug, på Eiderstedt, og bonden blev ikke straffet. Abel blev sendt til hvile i Domkirken i skt. Petri i Slesvig, men munkene mente han gik igen, så liget blevet taget op og indrammet med pæle i Pøl Hegn lidt uden for Slesvig. Det var her, hvor Bjarke og jeg med foreningen lavede vores første infofitti der viser hen til den lille sten, hvor han ligger. Herefter er det en yngste bror, Christoffer, der bliver Konge, og lur mig, om det ikke er ham der har spillet de to andre ud af banen. Det er ham der bliver gift med en pommersk prinsesse ved navn Margrethe Sambiria. Hun får senere tilnavnet Spænghest, fordi hun under et militært slag rider en hest til døde. Striden er så, at efter Christoffers død ønsker Margrethe, at deres søn Erik skal være konge, men er han er kun 10 år gammel. Hun får kongehyldningen trumfet igennem med hende selv som formynder, indtil han fylder 15. Desværre er Erik Klipping ikke den eneste ved navn Erik som ønsker at være konge. Erik Abelsøn vil også gerne til fadet, og han har støtte igennem sin mor, Mechtilde, fra de Holstenske grever og ikke mindst Kirken, som havde støttet sig op af holstenerne i ærkebispens fejde med Kong Christoffer. Det kommer til slag på Lohede, syd for Danevirke i 1261, her tabte hun, og sønnen kommer i holstenenes fangenskab. Her bliver ringen sluttet, og vi kan komme tilbage til vores tur til Ludwigslust. Fordi Margrethe Spænghest kommer frit forbi, får hun hjælp af hertug Albrecht af Braunschweig, som er oldebarn af Henrik Løve, hvis kirke og Løve, vi skal se i morgen i Schwerin. Ham skal vi skal besøge i Braunschweig i næste måned.

Men tilbage til slotsparken i Ludwigslust og Louisen Mausoleum. Her ligger Hertuginde Louise, men Hertugen eller rettere Storhertugen, en titel, som han fik lov til at benytte efter Wiener konferencen, ligger begravet i Bad Doberan. Han levede så også næsten 30 år som enkemand. Friederich Franz I overlevede ikke kun hans kone men også Kronprinsen Friedrich Ludwig, som døde i 1819, inden han selv blev hertug. Hvor ligger Kronprinsen så begravet? Ja, han ligger ikke hos sin mor i Louisen Mausoleum. Han ligger i det andet mausoleum i slotsparken, Helene Paulovna Mausoleet. Den er navngivet efter kronprinsens første kone, Helene Paulovna, som var datter af den russiske tsar Paul I. Hun døde pludseligt i en alder af 18 år, men havde på det tidspunkt sikret arvefølgen med Paul Friedrich, som er opkaldt efter Tsaren. Det er ham der senere bliver gift med Alexandrine med hestestatuen. Det var også ham som rykker administrationen af Mecklenburg tilbage til Schwerin, hvor han også ligger begravet. Kronprins Freidrich Ludwig lader altså et nyt mausoleum bygge til sin unge afdøde hustru. Her ligger han også selv og det gør hans anden og tredje kone også. Men det er ikke det mest interessante ved dette mausoleum set fra en dansk vinkel. Nej, for i slutningen af 1800-tallet flytter man rundt på kisterne, således at der bliver plads til Storhertug Freidrich Franz III og hans kone, hvilket er Dronning Margrethes oldeforældre, da de er dronning Alexandrines forældre. Hvilket egentlig er meget passende, idet Alexandrines mor, Anastasia Mikhailovna, også var storfyrstinde fra Rusland, ligesom hende som mausoleet har navn efter, Helena Pavlovna. Vi så også et tredje mausoleum i slotsparken, og det var for Hertug Freidrichs yndlingshest. Vi kom ligeledes forbi et sted, hvor der engang havde stået buster af alle de mecklenburgske hertuger, men de var lavet i papmache, så de er der ikke mere. Vi så også andet som ikke var der, nemlig de 24 springvand.

Efter denne vandretur er det tid for frokost, og vi står lige nu ved stedet, hvor vi har bestilt bord til i aften, og vi bliver enige om, at vi nemt kunne spise her to gange. Vi blev ikke afskrækket i forhold i aften. Det var en dejlig frokost.

I centrum af Ludwigslust er en akse med slottet i den ene ende og kirken i den anden. Midt på denne kæmpe slotsplads, som mest af alt pga. manglende vedligeholdelse ligner en eng, ligger der et mindesmærke for ofrene for nazisternes KZ lejrsystem. Lidt udenfor Ludwigslust i Wöbbelin blev der i de sidste måneder af krigen etableret en såkaldt Auslager fra Koncentrationslejren Neugammme ved Hamborg. Den var bygget til 500 mænd, men til sidst var der 5000 som mere eller mindre var overladt til at dø af sult, hvilket de fleste gjorde. Lejren blev befriet den 2. maj 1945 af amerikanernes 8. infanteridivision og 82. luftbårne division. Der var ingen mad eller vand, og nogle fanger havde tyet til kannibalisme. Den amerikanske hær tvang beboerne i Ludwigslust at besøge lejren og begrave de døde.

Den 7. maj 1945 udførte den 82. luftbårne division en begravelsesgudstjeneste for 200 døde KZ-fangere midt på slotspladsen i Ludwigslust. Amerikanerne tvang også her borgerne i Ludwigslust, sammen med tilfangetagne tyske officerer, til at deltage og fortage begravelsen af de 200 ofre. Den amerikanske hærs feltpræst holdt ved begravelsen følgende prædiken:

Forbrydelserne her begået i det tyske folks navn er mindre sammenlignet med dem, der blev fundet i koncentrationslejre andetsteds i Tyskland. Her var der ingen gaskamre, ingen krematorier; disse mænd fra Holland, Rusland, Polen, Tjekkoslovakiet og Frankrig fik simpelthen lov til at sulte ihjel. Inden for fire miles fra dine komfortable hjem blev 4.000 mænd tvunget til at leve som dyr, selv frataget den mad, I ville give jeres hunde. På tre uger blev 1.000 af disse mænd sultet ihjel; 800 af dem blev begravet i grave i de nærliggende skove. Disse 200, der ligger foran os i disse grave, blev fundet stablet i fire fem meters højde i en bygning og liggende med de syge og døende i andre bygninger.”

I den sydlige ende af slotspladsen ligger kirken, hvor en flink mand fremtryllede en beskrivelse af kirken på dansk. Her i Kirken er der rigtig meget Ludwigluster Karton, som er slagsnavnet for den papmache som alt åbenbart er bygget i her i byen. I kirken er det især bagvæggen bag alteret der tiltrækker sig opmærksomheden. Den er bygget i kartonfirkanter i lidt samme teknik, som når børnehaver bygger i mælkekartoner. Den er bygget således, at den skjuler orgel og korsangerne som så står omme bag ved. Motivet er englenes bebudelse til hyrderne om Jesu fødsel. Foran denne bagvæg står 6 kæmpelysestager, som også er lavet i papmache. Midt i kirken står kirkens bygherre Hertug Frederichs Sakrofag, det er ham med hesten. Sakrofagen er dog ikke lavet i papmage men af røde granitplader som er skåret ud af en kæmpesten fra Gross Laarsh, lidt nord øst for Ludwigslust. Det tog 24 heste at slæbe den til stenhuggeren.

På vej tilbage til hotellet går vi et vend hen over kirkegården, hvis indgangsparti gør det ud for kirketårn for kirken, men med en lidt underlig ægyptisk form. Kirkegården byder på endnu et monument for fascismens offer, men også en massegrav for byens ofre under et bombement af byen d 22/2 1945. Jeg tænker tit, når jeg sådan et sted, at det kan være de maskiner, som min far fortalte om, at han kunne se flyve i formation på himlen over Danmark på vej ud og hjem på togt.

Vi nyder et par timer med fødderne oppe og et glas vin på værelset inden aftens middag på den gamle vagtstue. Middagen var dejlig, og vi kunne sidde ude i restaurantens have. Vi skulle dog vente lidt på maden, men vi sendte vores vinekspert ind, og han fandt en behagelig drue, som vi kunne nyde i ventetiden. På vejen hjem var det blevet mørkt, så man kunne se ind i folks stuer. Vi kom fordi et sted som var tætpakket med nips og antikviteter, hvor Bjarke går helt i stå og udbryder: ”Jamen, der er flere ting end hos Hans Peter”. Vi får endnu et glas vin, da vi omsider ankommer til værelset, for på vejen hjem går der for alvor Pokemon Go i selskabet.

Sonntag 04.08.2019

Under krigen lå der lidt syd for Ludwigslust en flyveplads som fungerede som pilotskole. Der er ikke andet tilbage end et par store forfaldende hangarer, men dem ville vi gerne se nærmere på. Her dækker vi over Bjarke og mig, så vi bliver sat af, og bevægede os lydløst og ninjaartig igennem terrænet for at se de store bygninger tæt på. Undervejs ser vi noget der mest minder om en Pokemon der har sprunget mellem dimensionerne.

Ellers er der dømt hjemtur med et enkelt stop i Schwerin for at se Henriks løve ved Domkirken. Ved kirken er der ikke en, men to løvestatuer. Der er kommet en ny til i 1995 i anledningen af byens 800-års fødselsdag. Denne hyldest tager sit udgangspunkt i byens grundlægger, Henrik Løve. Løven er dog her ikke ret køn, og den står på en piedestal, hvor der er fire sider med relieffer fra fortællingerne om Henrik Løve. En side viser den såkaldte “røvparade”, hvor befolkning i Bardowick viste deres foragt for Henriks beslutning om at overdrage deres privileger til den nye by, Schwerin, ved at måne ham. En anden side viser Hertugen til hest der tramper på en bunke knogler. Hesten stejler, hvilket gør, at man egentlig ikke kan se hertugen, så fokus falder derfor mere på den store heste-javartus midt i relieffet. Vi finder også den rigtige Henrik Løve-Løve foran domkirken og tager det obligatoriske pegebillede.

På vejen hjem spises en Currywurtz på en autobahn restauraunt.

På Pendlerpladsen ved Vejle siges der ”på gensyn”, for om en måned venter Braunschweig og den sidste Løvekirke.

Skriv et svar