Mølln

Freitag 02.11.2018

Hvis man interesser sig en anelse for historie, ved man godt, at et lands historie handler for det meste om, hvordan man kommer overens med sine naboer. Dette gælder også for Danmark. Stort set alle vores krige har været med enten Sverige eller Tyskland. Det har altid handlet om, hvem der skulle være øverste på skamlen i vores del af verdenen. Nogle gange var det os som var den regionale stormagt, så som da vi hærgede og voldtog den halve kendte verden som vikinger, eller da Margrethe den første fik samlet hele Norden i Kalmarunionen, eller da Christian den niende var hele Europas svigerfar. Andre gange har vi været på randen af udslettelse, som da Harald valgte at lade sig døbe og forkaste de gamle guder, nok mest for at undgå at den tyske kong Otto skulle komme og tvangskristne os, eller da vi ved freden i Roskilde undgik den totale ydmygelse og udslettelse i den første Karl Gustav Krig med svenskerne, for slet ikke at tale om 1864, hvor det for alvor blev afgjort at Danmark er en småstat.

Jeg vil her gerne fortælle om dels Anne-Louises, Bjarkes, Kamillas og min tur til Mölln, men lige så meget om slaget ved Mølln, hvor de danske planer om et dansk Østersørige led et ordentlig knæk. Vi havde sat vores mentale tvillinger fra Herning stævne på en pendlerrasteplads ved Vejle og kørte mod Seehotel Schwanenhof i Mølln. Her vi blev indlogeret og fik en dejlig middag. Efter middagen gik vi en tur ned i den gamle bydel af Mølln, og vi var så ”heldige”, at der var byfest i byen, så den var fyldt med radiobiler, candyfloss og karruseller.

Det var lidt for meget gak og gøgl for os, men vi fandt mindesmærket for Till Uglspil. Ifølge legenden var det, hvad man vel vil kalde en gavtyv, som drev gæk med alt og alle, men især magthaver og kirkens folk. Han skulle efter sigende være død og begravet her i Mölln i 1350. Byen har taget ham til sig som en form for helgen.

Slaget ved Mølln vender jeg tilbage til, for så vidt vi kan google os til, er der ikke noget mindesmærke for dette slag. Derfor vil Bjarke og jeg lave vores egen sten til minde om dette slag i januar i 1225, så I får historien om slaget på søndag ved indvielsen af vores mindesten. 

Samstag 03.11.2018

Her til morgen kører vi mod nord ad den gamle saltvej mod Hansaens hovedby Lybæk. Den rigdom og velstand som Hansaen formåede at få stamplet på benene her i det nordlige Tyskland, byggede dels på godt købmandskab men også på den salt der blev udvundet i minerne omkring Lüneborg, som Hansaen transportere af de selv samme veje, som vi kører på nu. I Lybæk havde man kæmpe saltlager, og Hansaen organiserede ligeledes sildemarkederne, hvor man saltede sild og anden fisk som gik som varmt brød i hele Europa. Saltvejen gik fra Lüneborg, gennem Mölln og videre til dagens første stop, Ratzeburg. Ratzeburg har sit navn fra en vendisk fyrste der boede her langt tilbage i historien. Obotritterne var ikke så modtagelige, som vi var i Danmark, for den nye religion, som tilrejsende munke forsøgte at pådutte dem. I midten af 1000-tallet ankom en missionær ved navn Ansversus til Ratzeburg. Han var født i Hedeby, så han har måske haft et smykke, som var støbt i den støbeklods der blev fundet i Hedeby. Den er i dag på Nationalmuseet, hvor smykkesmeden kunne efterkomme både forespørgsler på kors til kristne og Thors hammere til tilhænger af den gamle tro. Dette viser, at vi herhjemme ikke blev kristne over en nat, selvom det er det indtryk, som den store Jellingsten giver. I 1066 gør obotritterne oprør og knuser alt kristnet og Ansversus. 18 andre munke lider martyrdøden og bliver stenet ihjel. Ansversus bliver helgenkåret, og hans knogler bliver overført til den nye katedral, som Henrik Løve grundlægger her, efter han har indtaget området og tvangskristnet folket. Denne gang gør han det så eftertrykkeligt, at der ikke er nogle tilbagefald. Det er denne katedral, som Henrik Løve lod bygge, vi gerne vil se. Den ligger som en ensom majestæt og troner over byen. Det viser sig, at kirken er en af 4 Løvekirker, som alle er grundlagt af Henrik Løve. Det er kirken i Ratzeburg, hvor vi er nu, Domkirken i Schwerin, som vi egentlig så på vores sidste tur uden at lægge mærke til dette lille kuriosum, så den må vi tilbage til. Så er det Domkirken i Lybæk, som vi er på vej imod og kirken i Henrik Løves hjemby, Braunschweig, hvor manden ham selv ligger begravet. Så det lugter af en tur til Braunschweig. I kirken i Braunschweig står der en løve, som Henrik Løve fik lavet, og ved de tre andre står der en kopi af denne løve. Den ser lidt spøjs ud, for den er lavet i en tid, hvor ikke ret mange, hvis nogen, har set en rigtig løve. Så den bliver mere til et fantasifoster, hvor den har snude som en hund, øre som et menneske og klør som en ørn. Vi ankommer ganske tidligt, og byen virker ikke rigtig vågen, ikke engang kirken er ikke åben endnu. Heldigvis for os, trisser en opsynsmand rundt, og han lukker os ind i denne indpodende romansk murstenskæmpe. Vi ser Løvekopien som står på kirkegården. Her viser en lokal mand os en lokal kunstners grav og anbefaler, at vi ser museet for ham i byen, hvilket må blive en anden god gang. Derudover viser han to gravsten, en far og søn, som døde på samme dato med 10 års mellemrum. Vi går lidt rundt og ser et par imposante soldatergrave fra de to verdenskrige. Disse krige er gået nænsomt henover Ratzeburg, da her ikke er noget særligt industri eller militære anlæg. Byen havde sin storhedstid i middelalderen med sin placering på saltvejen, derefter har den levet en lidt hengemt tilværelse. Man har været i gang med at grave ud til et eller andet, og jeg kommer til at sparke til noget, som jeg troede var en jordklump, men det viser sig at være toppen af en lårbensknogle. Jeg håber ikke det var Skt. Ansversus’.

Vi kører videre ned ad den gamle saltvej mod Hansamoderskibet Lybæk. Det er egentlig lidt en dødssynd vi har gang i. Vi vil se Lybæk på en dag, men det kan man ikke. Der er simpelthen for meget at bide over, så vi må springe en hel masse over. Vi parkerer fx ved den gamle byport Holstentor, men vi når ikke at se den. Her kan man virkelig tale om at efterlader perler til senere besøg. Bjarke og Anne-Louise fortæller om den døde mands hus, som de boede i, da de var her på ferie. Gennem AirBnB havde de lejet et hus, som havde vist sig at være en gammel mands hus, som børnene så havde lejet ud uden egentlig at havde ryddet op i hans ting. Det havde været en lidt bizar oplevelse.

Vi styrer direkte mod Domkirken for at krydse den tredje løvekirke af listen. Her finder vi ligeledes en kopi af Braunschweig løven ude foran kirken. Det er en stor og flot kirke, og den ville helt sikkert havde været en topseværdighed, hvis den da ikke lige havde lagt i Lybæk. Domkirken er adelens kirke, men Lybæk er ikke en adelsby, det er købmandsby, en Hansaby.

Byen ligger på en lille ø i Trave floden. Øen er vel godt en kilometer bred og halvanden kilometer lang. På denne ø er der 6 store kirker. Den største er Marie Kirken, som er købmændenes kirke. Den går vi op i mod, men vi kommer undervejs forbi en boghandel, hvor vi får købt en vandfast tuds til morgendagens mindestensprojekt, og en legetøjsforretning, hvor man kan købe frugten af Kaj og Andreas kærlighed. Vi samler også energi ved et vandhul med kaffe, the og kage.  

Min far var udstationeret i Tyskland som soldat i starten af 50’erne, og under denne udstationering var de på udflugt til bl.a. Lybæk. En af min fars historier var om klokken i Marie Kirken i Lybæk. Palmesøndag i 1942 blev Lybæk udsat for et allieret bombeangreb, som gik hårdt ud over byen og dens historiske bygninger, både domkirken og Mariekirken led voldsomt under bomberegnen. De to store klokker i Mariekirkens tårn styrtede ned og ligger stadig i gulvet som et vidnesbyrd fra krigen. Disse klokker så min far og fortalte mine brødre og mig om dem, så dem var vi inde og de i 80’erne, da mine brødre og jeg var på drengetur sammen med Karsten Jeppesen til Lybæk. Det er faktisk noget af det eneste, som jeg kan huske fra den tur. Det og så, at det var før murens fald, så vi kunne se ind i Østtyskland, for Lybæk var lige ved grænsen mellem øst og vest. Så ”Æ klogger i gølw” skulle også vises frem til Kamilla. Jeg har bladet min fars gamle fotoalbum fra hans soldatertid igennem, men der er ikke et billede af klokkerne. Men I skal da ikke snydes for et billede af min far i uniform.
Udtrykket ”Døden fra Lybæk” stammer herfra og referer til Dødedansen som var et 30 meter langt maleri fra 1400-tallet. Det viser, at alle er lige i dødens dans. Den forsvandt også i flammerne palmesøndag 1942, sammen med en masse andre kunstskatte, som fx Dødedansorgelet, som Johannes Sebastian Bach havde spillet på, alle Hansaens flag og et dansk flådeflag, som man havde vundet i krigen med Danmark i 1427. Det flag ville jeg gerne havde set, så Damm You Bomber Harris. Som man kan se af det gamle billede, er der ikke tale om et Dannebrog, men et kongeflag med løver og tre kroner und alles.  

Herefter deler vi os. Pigerne går på handlen, og vi mænd går mod Hansamuseet, der er indrettet i – og mest under – den gamle danske kongsgård, for Lybæk var dansk i perioden 1203-1225. Det er et meget fint museum, men vi er for trætte til virkeligt at suge information til os. Hvilket ses ret tydeligt ved, at de billeder, jeg har derfra, er et, hvor Bjarke peger på en stor mands javertus, og et andet hvor han peger på et røvhuls hul.
Vi mødes med pigerne, kalder det en dag, finder bilen og kører tilbage til Mølln. Her hygger vi på værelset og planlægger, hvad der skal stå på mindesten for slaget ved Mølln.

Sonntag 04.11.2018

Planen for i dag er, at vi efter morgenbuffet, men den obligatoriske tyske sildesalat, vil finde et godt sted for vores infofitti om slaget ved Mølln. Derefter kører vi til Freidriechsruh, hvor Bismarck havde sit landsted, og derefter hjem.

Slaget ved Mølln:
Da Henrik Løve faldt i unåde hos hans fætter, den tysk-romerske kejser Friedrich Barbarossa, blev han afsat som hertug af Sachsen og drog i eksil hos hans kones familie i England. Dette skabte et magttomrum, som Valdemar den Store udnyttede for at erobrede det, som vi i dag kender som Holsten. Valdemar Sejr gjorde Albert af Orlamünde, der var søn af hans søster Sofie, til greve af Holsten, Stormarn, Wagrien og Ratzeburg. I 1219 havde danskerne udviklet et imperium langs med Østersøkysten, bestående af Holsten, Pommern og en række små fyrstedømmer langs kysten. Lübeck og Hamborg var også kommet under dansk overherredømme på dette tidspunkt. Valdemar Sejr underlagde sig fyrste efter fyrste. De blev tvungne til at sværge lydighed til den danske konge. En af disse var grev Gunzelin II af Schwerin, som forsøgte at skabe en alliance med danskerne ved at gifte sin datter til den uægte kongesøn Niels. I 1221 døde greven, men ægteskabet havde avlet en søn, som farfar Valdemar ønskede at sikre betydelige ejendomme. Så de schwerinske lande blev delt i to dele af danskerne, og Valdemar tog den ene halvdel på vegne af sit lille barnebarn. Det måtte Gunzelin 2.s broder, Henrik, som ellers stod til at overtage det hele, finde sig i, men det ville han ikke, så han tog hævn under et besøg hos Valdemar Sejr på Lyø i 1223. Efter en lystig fest overfaldt greven kongen og hans søn, bagbandt og bortførte dem til fastlandet, hvor de blev fængslet i Dannenberg, som står ret højt på min liste over tyske rejsemål. Under fraværet af den danske konge, kollapsede det danske imperium. Den danske befolkning var så trætte af alle Valdemars krige og korstog, at de kun tøvende gav støtte til forsøgene på at befri kongen og hans søn. Albert af Orlamünde blev i kongens fravær valgt til statsholder. Han foretog forhandlingerne om Kongens frigivelse. Resultatet heraf var ikke godt nok for alle de forsmåede fyrster, som Valdemar gennem tiden havde trådt på, så i januar 1225 kom det til krig mellem Albert af Orlamünde på den danske side og Henrik af Schwerin på den anden. De tørnede sammen ved Mølln, man ved ikke helt præcis hvor, men man ved, at danskerne led nederlag. Dette blev starten på enden på det danske østersøsimperium. Forhandlingsvilkårene for Kongens frigivelse blev ikke bedre, og man måtte fra dansk side bide skammen i sig og betale en gigantisk løsesum og afstå alle områder i Nordtyskland. Efter sin frigivelse forsøgte Valdemar Sejr at genvinde det tabte med slaget ved Bornhøved i 1227, hvor Bjarke og jeg har været, men tabte her endegyldigt, især fordi ditmaskerne, de feje hunde, skiftede side under slaget. De feje hunde. I Sächsische Weltchronik er der en illustration af slaget ved Bornhøved. Vi fandt en parkeringsplads ved Pinnsee, hvor nogen mener, slaget kunne have fundet sted. Her er en stor sten, hvorpå vi skriver i vores egen tyske oversættelse: ”Slaget ved Mølln. Engang i januar 1225. Dødsstedet for den danske drøm”. Vi er meget tilfredse.

Vi er åbenbart i det nationale selvpinerhjørne i dag, for vi kører her fra stedet, hvor den danske drøm om et Østersøsrige fik en ordentlig en på sinkadusen, videre til Friedrichsruh, hvor Otto von Bismarck, som var strategen bag 1864 et andet dansk traume, boede til sin død. Bismarck fik stedet som taknemmelighedsgave af den tyske Kejser, efter han netop var blevet gjort til Kejser efter sejren over Frankrig i 1871.

Her er der et Bismarck museum og Bismarck Stiftelsen, som forsker i Bismarck. Vi overrasker den tyske dame som er ved at åbne museet, da vi står klar udenfor, da hun åbner døren. Jeg tror ikke, at hun er vant til så entusiastiske besøgene så tidligt, eller rettere sagt ikke vant til besøgende generelt. Her kan man bl.a. se hans skrivebord, hvor den danske ydmygelse i 1864 blev orkesteret fra, og en bunke medajler og gaver, han igennem tiden har fået. Historielæren i mig er dog mest betaget af billedet: “Die Proklamation des Deutschen Kaiserreiches”, som malet af Anton von Werner. Motivet er fra Spejlsalen i Versailles, hvor det tyske kejserrige udråbes til de tyske fyrsters sabelhilsen, i det tidligere franske kongeslot Versailles, som var hovedkvarter for de preussiske styrker i Frankrig under den tysk-franske krig. Dette billede er med i de fleste historiebøger om denne periode, så den har jeg tit analyseret i min undervisning. Det var næsten som at møde en gamle ven. Bismarck står der i midten i hvid Gallauniform, i modsætning til de andre mørkklædte tyske fyrster der hyler den preussiske konge som Kejser af et samlet Tyskland. Så Bismarcks hvide uniform bliver nærmest til en lægekittel på fødselslægen ved den tyske stats fødsel.

En anden dansk vinkel på Friedrichsruh, ud over 1864, var slottets rolle som tysk base for de hvide busser, som svenske røde kros, under ledelse af grev Folke Bernadotte, sendte til Tyskland i slutningen af krigen for at bringe 15000 danske og norsk KZ fanger hjem.

Oppe bag museet ligger Bismarck Mausoleet, men her løber vi ind i et stort problem: det er nemlig lukket pga. renovering, så vi kommer ikke i denne omgang i audiens ved Jernkansleren. Så vi må nøjes med et billede fra nettet.

Vi slipper ham dog ikke helt, for på vejen hjem kommer vi forbi et Bismacktårn. Rundt omkring i Tyskland viste man sin taknemlighed over for Bismarck og hans betydning for Tysklands storhed ved at bygge tårne til hans ære. Dette tårn virker dog mest i dag som et samlingssted for omegnens unge, for her var fyldt med engangsgrill og ølflasker.

Ellers gik det hjemad til pendlerpladsen ved Vejle.

Skriv et svar