Ottawa

19.07.2019

Selvom det er et meget billigt motel, er sengene virkelige gode, måske er det bare, fordi vi har sovet på jorden de sidste par dage. Pembroke er sikkert en fin lille by, men vi har jo kun været her for at sove og for bide køreturen til Ottawa over i to. Så her dagen efter bliver tingene pakket i bilen, og der er motelkonceptet sgu smart, for hvis man bakker op til døren, kan man næsten smide tingene i bagagerummet, mens man ligger i sengen. Vi skal have noget morgenmad og kommer forbi en McCafe og bliver enige om, at det på en eller anden måde er fint at indkredse vores vildmarkstur med et besøg på McDonalds. Her på McDonalds i Pembroke træder vi ind i den lokale pensionistklubs møde, det er åbentbart stedet, hvor man mødes sådan en fredag formiddag, hvis man tilhører pensionistsegmentet på disse kanter.

Med sulten fra døren sætter vi kursen ned langs Ottawa River, som skiller Ontario fra Quebec. Altså engelsk Canada fra fransk Canada. Hvilket er tydeligt i Pembroke, hvor der er en bro over til Quebec, der går over 2 øer: den første her fra Ontariosiden hedder Cotman Island og den næste Île Morrison. Vores mål er Ottawa, som er Canadas hovedstad. Symbolsk nok ligger Ottawa på grænsen mellem Ontario og Quebec og er en sprogblandet by. Vi har i dag og i morgen her, inden vi kører ud til Charlevoix på den anden side af Quebec City, hvor vi har et hus den sidste uges tid af vores Canadafærd.

På vejen kommer vi forbi afkørslen til Diefenbunken, som er det canadiske svar på Regan Vest i Rold Skov. Det er en atomsikker bunker til den canadiske centraladministration i tilfælde af, at den kolde krig skulle gå hen og blive meget varm. Navnet har den efter John Diefenbaker, der var den premierminister der i 1958 tog beslutningen om at lade den bygge. Vi lader den ligge som en lille perle, man kan komme tilbage til, for egentligt er det Regan Vest, jeg gerne vil se, så jeg sparer min bunkerfascination op til dens åbning i 2021, forhåbentlig datoen er blevet rykket et utal af gange.

Vi kører ned i byen, fordi vores B&B ikke er helt klar endnu. Vi forsætter jagten på vores nye passion Tom Thomson, så vi tjekker ind på Art Gallery of Canada, som er en kæmpe bygning i stål, glas og granit.
Det er hele Canadas kunstmuseum, så man gør en dyd ud at fortælle, at materialerne er fra de forskellige provinser. Stålet er lavet i Hamilton, som vi jo besøgte ganske kort på vores tur hjem fra Niagara Falls. Træet kommer fra flere forskellige provinser i Canada. Glasset er lavet i Montreal. De forskellige farver granit er brudt forskellige steder i Quebec, undtagen en farve som er importeret fra Zimbabwe. Om der er en canadisk-zimbabwisk forbindelse, jeg har overset, ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at Zimbabwe ikke er en canadisk provins.

Museet har en særudstilling med portrætter af Gaugain. For at se den skal man købe en tillægsbillet til selve billetten. Gaugains kunst siger ikke hverken Kamilla eller jeg noget i dag og da slet ikke Markus, så vi vil heller have en forfriskning i baren med udsigt over til Parlament Hill. Eilis vil gerne se udstillingen med Gaugain, og Alberte går med. Og det er faktisk helt fint, for Alberte hedder Alberte, fordi Markus’ yndlingssang, da hun blev født, var Fredes sang med Alberte Winding, som faktisk er oldebarn af Paul Gaugain. Albertes mor hedder Lulu Gaugain, og hun er datter af Jean Gaugain, som Paul fik med en dansk kvinde. Og sådan er der ikke meget tilfældigt på vores tur. Pigerne kommer ud og får også en forfriskning.

Herefter går vi i samlet flok ind i den canadiske udstilling og lader jagten på Tom Thomson starte. Der er en hel afdeling viet til ham og ‘The Group of Seven’. Det er faktisk lidt stort efter et have lært så meget om ham endelig at se hans værker rigtigt og helt tæt på. Det er også spændende at se, hvordan de andre i gruppen startede ud med at ligne Tom i stil, men langsomt ændrede sig stil, som tiden gik efter Toms død. De ender med at blive meget stilistiske. Jeg køber mig en kæmpe bog om Tom Thomson i museumsbutikken til de lange vinteraftner, hvor jeg vil sidde foran kamin-appen på fjernsynet og drømme mig tilbage til Algonquin. Til den tid vil jeg nok have glemt de små blodsugende vampyrer, som luften derude var fuld af.

Vi forlader Museet og finder vores B&B, får vores ting ind på værelserne og slapper lidt af. Ungerne får sig hurtigt koblet på wifi og forsvinder ind i deres telefoner, jeg forsvinder ind i min blog, og Kamilla tager sig en velfortjent lur, hun er jo trods alt solodriver i lejevognen. Jeg finder min Tom Thomson bog frem og finder ud af, at jeg er blevet offer for Ottawas bilingualitet, jeg sidder med et kæmpe værk om Tom Thomson på fransk. For helvede da, det er ikke nemt at se, når der på forsiden bare står ‘TOM’. Alberte synes, det er synd for mig, så hun forsøger at oversætte starten af den for mig, men opgiver efter 3 sætninger. Jeg tænker, at jeg forsøger at bytte den i morgen. Sulten kommer snigende, Kamilla er vågnet og har googlet sig til, at der 350 meter væk ligger en gastro pub med rigtig gode anmeldelser for deres gedigne køkken. Jeg er da også yderst lykkelig for det stykke farsbrød med kartoffelmos og beer gravy, jeg får. Resten er også begejstrede for deres valg af mad. Alfahannen med de ferskenfarvede shorts bestiller en hindbærøl, bare fordi at jeg synes, at det kan jeg godt bære i min maskulinitet. Bagefter går Markus og jeg hjem til værelset, og pigerne går på jagt efter vand og hygge. Vi gider ikke mere for i dag, så det bliver til 4-5 afsnit af Friends på en kanal, hvor de ikke taler fransk. Ikke at det egentlig vil gøre noget, for man kan jo efterhånden alle afsnittene udenad. Det vil bare være for mærkeligt med en Joey, der siger: ”Comment ca va”. Når vi er i Ballyvaughan med Kamillas forældre, sluttes dagen af med kiks og ost, så det har pigerne købt ind til, så vi hylder sommertraditionen her på den anden side af Atlanten. Vi slutter aftenen af med at få det første indlæg fra Algonquin på bloggen.

20.07.2019

Ungerne er lidt bløde i sværen her til morgen, så jeg foreslår, at vi tager i biografen, vel at mærke hvis vi kan finde en film på engelsk, vi alle gider at se. Valget falder på en gamle kendning for børnene, nemlig Toy Story, som har fulgt dem, siden de var små. 4’eren har haft præmiere for et stykke tid siden, men den går stadig i den biograf, der ligger tætteste på. Forestillingen er klokken 12, så vi har lidt tid i overskud. Her i Ottawa vil jeg gerne se to ting ud over kunstmuseet, vi så i går: Parlament Hill, der som navnet indikerer, huser det canadiske parlament, og Rideau Hall, som er den canadiske Generalguvernørs embedsbolig. Canada er et monarki, og det er den engelske Dronning Elisabeth d. II, der er canadisk dronning. Men hun er hun også dronning af så meget andet, derfor har hun en vicekonge her i Canada, eller rettere vicedronning, for det er en kvinde for tiden. Denne vicemonark er Generalguvernøren og Canadas statsoverhoved. Vi kører ud for at tage Rideau Hall i nærmere åsyn. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary boede der på deres officielle besøg i 2015, så vi kan da lige spørge, om de skulle have glemt noget, for så kan vi da tage det med hjem til dem. Vi parkerer bilen på en stille villavej i nærheden.

Inden jeg fortæller om vores besøg hos det canadiske statsoverhoved, synes jeg, at det vil være på sin plads med et omrids af Canadas historie. Først var der indianerne, eller som de hedder her i Canada, 1st Nation People. Hvis vi lige ser bort fra vikingernes landgang i det, de kaldte Vinland omkring år 1000, sker der først rigtig noget i 1500-tallet, efter Christoffer Columbus fandt eller rettere genfandt den nye verden, for vikingerne var der som sagt 500 år tidligere. Grunden til, at denne nye verden hedder Amerika i stedet for Columbia, er at den er opkaldt efter Amerigo Vespucci i stedet for Columbus. Columbus fastholdt nemlig til sin død, at han havde fundet søvejen til Indien. Amerigo derimod beskrev det som en nyfundne verden (eller genfundne hvis vi igen fra en dansk vinkel skal være helt præcise). Jeg synes, det burde hedde Leifka efter Leif den Lykkelige.

I denne bølge af udforskning af den nye verden er der en bretonsk opdagelsesrejsende, der hed Jacques Cartier, som udforskede St. Lawrencefloden i 1534 i håb om at finde den længe søgte søvej til Indien. Den fandt han ikke, men hans opdagelser blev starten til det, der hed La Nouvelle-France, Det nye Frankrig, som fik Quebec som hovedby. Det var en del af et større kapløb om at underlægge sig alverden som koloni. Portugal og Spanien tog sig af Syd- og Mellemamerika. Storbritanien og Frankrig snuppede Nordamerika. Englænderne satte sig på det, vi dag kender som USA’s østkyst fraregnet Florida, der var spansk. Nord og ned bag ved dette lå det nye Frankrig, som strakte sig fra Newfoundland til Lake Superior, og fra Hudson Bay til den Mexicanske Golf. På dette tidspunkt var Ny Frankrig blevet inddelt i fem selvstændige kolonier: Canada, Acadia, Hudson Bay, Newfoundland og Louisiana. I 1763 efter Frankrig havde tabt 7-årskrigen til England, måtte Frankrig overdrage de fire førstnævnte kolonier til Storbritannien. Louisiana solgte Napoleon senere til amerikanerne. De fleste af disse områder blev udsat for en massiv indvandring som tyndede det franske op, pånær Quebec, der har beholdt sit franske præg og siden har kæmpet med næb og klør for bibeholde den. Storbritanniens nordamerikanske kolonier, Øst Canada (Ontario), Vest Canada (Quebec), Nova Scotia, New Brunswick og Prince Edward Island blev i 1867 lagt sammen som ‘The Dominion of Canada’ for at modstå den nye magtfaktor i området USA. Britisk Columbia ude i vest besluttede i 1871 at slutte sig til Dominionen. I 1905 blev to nye provinser tilknyttet: Alberta og Saskatchewan. Den resterende del af det enorme landområde blev til the Northwest Territories. Newfoundland foretrak at forblive en britisk koloni helt frem til 1949, hvor den blev den 10. canadiske provins. Canada er altså stadig under den engelske krone og har en Generalguvernør. Vedkommende var oprindelig udpeget af monarken, så det var førhen en engelsk adelsmand, så der er masser af Lords, Earls og Counts på listen over Generalguvernører frem til efter 2. Verdenskrig. Indtil da havde alle i Canada været britiske statsborgere, men det blev ændret, så man kunne få et canadisk statsborgerskab. Den første canadiske statsborger blev Generalguvernør i 1952. I dag er det den canadiske premierministeren, der indstiller en person, som dronningen så udpeger. Siden midten af 1800 tallet har Generalguvernøren har haft bolig på Rideau Hall. Hermed slutter historietimen (næsten) for denne gang.

Vi går ind gennem den store park, der ligger omkring Rideau Hall. Her har den lokale cricketklub deres baner, så der er et par stykker, der øver sig i endnu en form for rundbold. Da vi nærmer os selve Rideau Hall, møder vi et lille informationstelt med et par meget officielt påklædte piger. Jeg når lige at tænke, så kommer vi nok ikke tættere på, men de byder os velkommen til: Her Excellency The Right Honourable Julie Payette, 29th Chancellor and Principal Companion of the Order of Canada, Chancellor and Commander of the Order of Military Merit, Chancellor and Commander of the Order of Merit of the Police Forces, Governor General and Commander-in-Chief in and over Canada’s bolig. De spørger, om vi er interesserede i en rundvisning ganske gratis, det vil tage en times tid og passer fint ind i vores plan, så vi siger ja tak.

Rundvisningen starter med en udstilling om den nuværende Generalguvernørs tidlige arbejde. Hendes Excellence er nemlig uddannet jagerpilot, klassisk musiker, ingeniør og astronaut og har været på to missioner til den internationale rumstation ISS. Her er billeder af de canadiske provinser taget fra rummet, bl.a. et af Ontario Lake, hvor sollyset er fanget på en speciel måde, som teknisk skulle være meget svær, men den mestrer Hendes Excellence selvfølgelig til perfektion. Der er skruet totalt op for patos. Det er lidt spøjst med denne søgen efter noget at hænge sin historie op på i manglen på netop historie, men der begynder alligevel at danne sig en berørt klump i halsen.

I forhallen er der portrætter af de canadiske Generalguvernører fra 1952 og frem, her fremhæver vores guide Julia to malerier. Hun starter med portrættet af den første canadiske og 18. Generalguvernør Vincent Massey, der sad fra 1952-1957. Han insisterede på at møde så mange forskellige canadiere som muligt, så det første år rejste han rundt med bil, tog, fly, båd, kano, hundeslæde og snesko, hvilket gjorde ham til en meget populær Generalguvernør, men det hjalp nok også, at han hvert sted, gav han alle en fridag, så de kunne komme og møde ham. Det andet portræt, som Julia fremhæver, er af den 27. Generalguvernør, Michaële Jean. I modsætning til alle de andre portrætter, er der masser af mennesker på billedet, men hun er den eneste, der ser ud på beskueren. Alle på maleriet er repræsentanter for områder, som hendes virke har haft indvirkning på fra udsendte soldater i Afghanistan til dansende inuitter. Hendes datter er med på billedet som både lille pige ved udnævnelsen og stor teenager opslugt af sin mobil. Det er ikke en reprimande til ungdommen, men symboliserer at Mme Jean var den første til at bruge sociale medier i embedet. Patos består, for jeg får faktisk lidt gåsehud af at skrive dette her, men Julia var også en god fortæller og meget dedikeret og optaget den canadiske ånd.

Man skifter normalt mellem en fransktalende og en engelsktalende canadier Generalguvernør, men det er ikke noget problem for den nuværende, for Hendes Excellence taler naturligvis 6 sprog. Efter hallen med alle portrætterne bliver vi ført ind vi Medaljerummet, hvor alle de canadiske ordner er beskrevet og udstillet. Det virker som om, at alle kan få en orden, men klumpen i halsen og gåsehuden bliver plejet. Næste rum hedder Teltrummet, fordi væggene er draperet i stribet stof, så det ligner et cirkustelt. Det havde oprindeligt det praktiske formål, at det hele kunne rulles op, og så kunne Generalguvernøren bruge rummet som tennisbane. I dag er det permanent i teltudgaven. Ved siden af Teltrummet er The Long Hall, som er mere dagligdags indrettet med bløde møbler. Her kan man trække ind, når der er fest i teltrummet. Der er en stribe døre, der kan åbnes, så man som gæst kan cirkulere mellem de to rum. En af de tidligere Excellencer havde 14 børnebørn, som løb rundt mellem de besøgene og legede gemme. For dem var det jo bare bedstefars hus. Sidste rum vi ser, er et kig ind i balsalen, som er under renovering. Den er bygget af sammen Excellence, som byggede Teltrummet. Her blev der udover balafholdelse også opført teaterstykker og koncerter. Om Hans Excellence var på scenen eller blandt publikum afhang lidt af dagsformen. Herefter siger vi farvel og mange tak til Julia. Vel ude i parken igen har jeg to tanker, den ene er, at vi kunne have haft Andreas Mogensen som vicestatsoverhoved, hvis det havde været vores måde at gøre tingene på. Den anden er, at Alberte spiller klaver og fik, da hun indstillede karrierehjulet hos studievejlederen på gymnasiet med sine interesser, kun et karriereforslag ud: Astronaut. Man behøver ikke at være canadisk statsborger fra fødsel for at blive Generalguvernør i Canada, så hvis hun bliver det, vil Kamilla, Anne-Louise, Bjarke og jeg lege gemmeleg i The Long Hall med de bløde møbler. Bjarke og jeg højst sandsynlig i åbenstående housecoats. Guiderne vil til den tid fortælle den søde historie om Her Excellency The Right Honourable Alberte Harritsoe, 35th Chancellor and Principal Companion of the Order of Canada’s og hendes udvidede familie.

Vi går til bilen og kører direkte til biografen. Vi supplerer billetterne med cola og popcorn, men glemmer at hælde smeltet smør udover, som der er en pumpe med ved siden af servietterne og sugerørene. Jeg synes egentlig også, at det er noget griseri, men når man er i Rom, bør man gøre som romerne. Men vi er ikke i Rom, så vi springer smørret over. For at det ikke skal være løgn, er der en canadisk forbindelse i Toy Story 4, nemlig en canadisk stuntman-dukke på motorcykel: “The Greatest Stuntman in the North, The Great Duke Kaboom”. Jeg ved ikke, om man skal lægge for meget i skildringen af ham som amerikanernes syn på canadierne, for han er godt nok dum. Filmen er ikke den bedste af Toy Story filmene, man kan godt mærke, at Disney har kylet John Lasseter ud, som vandt en Oscar med den første, men den er okay. Vi er langt over frokosttid og morgenmaden er brændt af, så vi går på jagt efter noget at spise. Valget falder på en lille asiatisk restaurant, hvor Alberte blandt andet får en sizzeling hot laks, der syder og sprutter løs ved bordet, så pigebarnet blive helt forskrækket.

Vi drager videre indtil byen for at se Parlament Hill, men først får jeg byttet min Tom Thomson bog. Det er meget varmt og lummert og trækker gevaldigt op til et ordentlig skrald af et tordenvejr, så vi ser Parlament Hill fra den her side af Rideau Canal for ikke at komme for langt væk fra bilen, når det går løs. Det begynder da også at vælte ned, da vi er 50 meter fra bilen, så vi bliver ikke så våde.

Så heldige er en del af lørdagsdagens brudepar ikke. De er overalt i byen for at få det helt rigtige billede med den helt rigtige baggrund. Vi kommer forbi en brud, der har gemt sit eget hår, gom og to brudepiger under sin kjole, som hun har trukket op som et regnslag. Det er synd, men komisk ser det også ud. Vi kører hjem til værelset og får pakket, så vi er klar til det store ryk i morgen fra Ottawa til den lille by Charlevoix på den anden side af Quebec City.

Skriv et svar