Post Canada

Vi har alle sovet fantastisk og vågner friske og veludhvilede og er klar til at fortsætte, hvor vi slap i aftes, nemlig med Ruis fantastiske mad. Vi har store forventninger til Ruis morgenmad, og han skuffer bestemt ikke. Alberte og Kamilla får en omelet med krydrede svampe, Eilis en klassiker med bacon og spejlæg, som hun kan lide dem. Markus og jeg går den søde morgenmadsvej med french toast, som de skal laves. Der er hjemmebagt brød med hjemmelavede marmelader til. Især rabarbermarmeladen får hurtigt ben at gå på. Vi smager hos hinanden, og alt er godt.

Kathy vil gerne vide, om morgenmaden også er tilfredsstillende, og det er den helt bestemt. Hun er lykkelig. Rui har en imponerende samling kobbergryder og pander, som man kan kigge ud på fra spisestuen. Markus er meget betaget, så vi spørger pænt, om vi må kigge ud og beundre dem. Markus prikker til Kamilla og hvisker begejstret, “de er så gamle, at der ikke er et stempel med mærket på som på de nye”.

Bagagen bliver pakket helt flyfærdig, og vi går ned for at tage afsked med Rui og Kathy. På hoveddøren står der, “You come as guests but leave as friends”. Det er sandt. Vi får kæmpe krammere af Kathy, der gerne ville have beholdt Markus som hjælper på ubestemt tid. Der er lidt stille i bilen, for det var virkelig en meget særlig oplevelse. Og nu er vi for alvor på vej hjem til Danmark.

Vi mangler de sidste 200 km til Toronto Lufthavn. Det er lidt sjovt at komme tilbage til Toronto, hvor vi kan genkende tingene og føler os hjemmevante på vejene. Eilis føler ikke, at hun er dækket ind sådan rent shoppingwise, så vi holder ind ved Yorkdale, som er et kæmpe shoppingcenter lige ved motorvejen til lufthavnen. Så kan vi også få tanket bilen og maverne op. Status bliver, at Eilis får købt et par strømper. Maden er røget ned i nederste liga i forhold til i går. Alberte og Markus slutter culinariske Canada af med kæmpeburitos fra Chipotle, Kamilla og Eilis får japansk BBQ, jeg snupper en afskedspoutine, og bilen får 50 liter benzin. Alle er glade, og vi kører til lufthavnen, hvor vi rimelig smertefrit returnerer bilen efter 4368 km kørsel i Canada. Vi hænger stille ud ved gaten efter at have fyldt en rygsæk med ekstra vand og lidt snacks til flyveturen. Da vi skal boardes, kan vi se nogle gamle kendinge fra 90’erne, nemlig Aqua med entourage. De ser temmelig brugte ud. Aqua Lene puffer til mig med en tandbørste i munden, jeg tænker, at hun måske har været ud at synge i den store hvide jazz mikrofon. De har endda en trafikvest, ligesom studenterne på deres studenterkørsel til sidste opkaster.

Flyveturen er stille, rolig og kedelig. Jeg ser en krigsfilm og sover et godt stykke hen over Atlanten, så godt som man nu kan i et flysæde. Vi lander stort set til tiden og venter sammen med Aqua-følget, undtaget Søren Rasted og René Diff, som enten hænger ud i pølsevognen eller er for kendte til selv at slæbe deres bagage. Vi får fundet shuttlebussen ud til P19, og bilen er der sgu endnu, så vi kører mod Fyn kun afbrudt af et pølsehorn på en tankstation. Hjemme ligner alt sig selv, hvilket er dejligt, selv haven er ikke eksploderet takket være Kresten, der har slået græs et par gange. Vi har savnet rugbrød, så jeg køber ind til en madder med leverpostej. Det får vi både til frokost og til aften. Kamilla og Alberte henter Christopher i Ringe. DSB har i dagens anledning indsat togbusser fra Svendborg til Odense, så han er strandet midtvejs. Han har brugt rigtig rigtig mange penge i Legoland på at vinde en vaskebjørnsbamse til Alberte, som de døber Leif. Jeg synes, det vil være passende at afslutte denne rejseepos fra Canada med et billede af de 3.

Skriv et svar