Toronto vol I

05.06.2019

Så er det nu. Klokken er 05.00, og vi skal afsted til Canada. Vi får spist det sidste i køleskabet til morgenmad og håber, at huset kan modstå sommerens lange fingre, men mon ikke det går. Vi får pakket bilen og begiver os afsted mod Kastrup.

Canada er egentlig et lidt mærkeligt sted for os, læs mig, for der er jo ikke meget historie over disse lande i den nye verden. Her er der ikke meget at forbinde til i forhold til normalen for vores ferier. Om det er sporene efter regimentet fra Odense, der kæmpede for den engelske konge i Irland i 1600 tallet, jagten på Knud Lavards hoved i Paris eller klosteret i Bretagne, som først blev brændt af vikinger for senere at få sine relikvier stjålet af af Knud den Helliges enkes nye italienske mand. I Canada bliver det nok lidt noget andet. Men jeg er nok også den eneste, der rigtig vil komme til at lide under savnet af de helt lange linier. Jeg forsøgte ellers at overtale familien til, at vi skal ud til L’Anse aux Meadows, hvor Leif den Lykkelige gik i land i vikingetiden og døbte landet Vinland. Google kan fortælle, at det tager 34 timer fra Toronto, og selv om vi skal mod øst og i princippet kommer tættere på, vil det stadig fra Quebec være en tur der i tid, der svarer til at køre fra Odense til Moskva. Heldigvis er der så meget andet at nørde rundt i, så turen skal nok kaste en masse mere eller mindre ubrugelig viden af sig i løbet af det næste 4 uger.

Alt kører som fedt i folie. Køreturen til Kastrup går smertefrit, ungerne har jo den fantastiske egenskab at sove med det samme, de rammer bagsædet. Vi får tjekket vores bagage ind og kommer gennem security.

Alberte: “Jeg har verdens kedeligste taske. Et par uldsokker og en grim oplader!”

Så starter vores 8 timer og 5 minutter lange flyvetur, men tiden gik med film, bøger og dværghønebryst i folie. Første knast er paskontrollen i Canada, hvor køen er meget lang, men da vi når da endelig skranken, og damen byder os velkommen og vi får en længere snak om vores ophold. Hun kan fortælle, at der er mange myg i Algonquin Park, så vi skal huske bugspray. Køens længe skyldes nok mest den særlige canadiske blanding af engelsk høflighed og fransk effektivitet. Vi har som forberedelse til turen set rejsekokken Anthony Bourdains program om Toronto. Her siger en canadier:

“Vi kunne have haft verdens bedste land med amerikansk teknologi, engelsk kultur og fransk køkken. I stedet har vi amerikansk kultur, engelsk køkken og fransk teknologi.”

Ventetiden i paskontrollen har den fordel, at bagagen er klar på båndet. Sidste år under VM i fodbold sad Markus, Kamilla og jeg på en sportspub i Edinburgh og hørte en flok englænderne synge, “football´s coming home again”, men England vandt ikke VM, og fodbolden kom ikke hjem til landet, hvor det blev opfundet. Her i Toronto kan man med rette sige, at basketball er kommet hjem, for basketball er opfundet af en canadier, og den første NBA kamp blev spillet 1. November 1946 her i Toronto mellem Toronto Huskies og New York Knickerbockers. Dengang vandt New York Knicks. Den 13. juni, altså for 3 uger siden, vandt Toronto Raptors som det første canadiske hold nogensinde NBA over Golden State Warriors. Det jeg vil frem til her er, at rovfuglene fra Toronto Raptors, som er det eneste canadiske hold i NBA, efter Vancouver Grizzlies i 2001 flyttede til Memphis, vandt under et slogan “We The North”. North???? Her er 32 grader varmt. Jeg ved godt, at vi er i det sydlige Canada, men der findes byer i dette land, hvor det er forbudt ved lov at låse sin bil, fordi fodgængere skal have tilflugtssteder, hvis de bliver jagtet af isbjørne, men det siger jo bare noget om, hvor stort dette land er. Varmen bliver ej heller mindre ulidelig, da biludlejningsdamen gerne vil have de sidste 4 cifre på Kamillas gamle Visa-kort, som hun har skiftet og klippet i atomer, da hun blev snydt på nettet for nogle uger siden. Men efter lang tids søgen ad forskellige kanaler finder vi dem og kan indtage vores opgradering fra almindelig bil til SUV og køre mod Port Union, hvor vi skal bo.

Markus kan næsten ikke være i sin krop på køreturen. Han har bestilt en linse til sin mobil, som allerede er blevet leveret. Han er sikker på, at den ikke er der. Kamilla har dårligt parkeret bilen, før Markus udbryder, at han kan se en pakke og spæner op på verandaen. Det ER den!

Det er et finere hus med aircondition, hvilket vi faktisk ikke vidste, så det er en dejlig kølende overraskelse. Vi fik undervejs købt ind til aftensmad, pigerne har sovet på flyet, så de er friske og tager teten på maden. Det blev til blå nachos og toast. Efter maden forsøger vi at holde os vågne for ikke at vågne voldtidligt, men klokken 19.00 lokal tid bliver stikket trukket, og vi går i seng.

06.06.2019

Når man går i seng klokken 19.00, er man udhvilet forholdsvis tidligt, så klokken 04.00 finder Kamilla og jeg et opslag på nettet, om at der i Skt Lawrence Market, som ifølge dem selv skulle være det bedste Foodmarket i verden, er der senere i dag lørdag et hummerarangement, Chef Scott’s Maritime Lobster Supper. Vi tænker, at det skal vi da til, så vi bestiller billetter. Ellers starter dagen nogle timer senere med canadisk morgenmad. Vi købte pølser, cheddarost og skinke i går, der alle var med ahornsirup. Eilis kommer glad ned af trappen og siger, nææh, jeg kan dufte, at vi skal have pandekager. Men nej, det er faktisk bare Kamilla, der steger morgenmadspølser med ahornsirup. Vi fortæller ungerne om hummerarrangementet i aften, eller humster, som en lidt træt Kamilla dan-engelsker det til. Ellers er dagen lidt Dag-1-kedeligt med indkøb af de ting, vi mangler. Eilis og Kamilla bliver overfaldet af en meget energisk sælger i en gadebod, der har lært, at det er godt at komme på navn med sine kunder. For engangs skyld er det ikke Eilis, der volder problemer, men Kamilla bliver til Emily. Vi får også prøvet den første canadiske specialitet: Poutine – pomfritter med ost og sovs, faktisk ret lækkert. Som Alberte forklarer, pomfritter godt – ost godt – sovs godt – Poutine GODT. På vejen vejen hjem hører vi canadisk radio, hvor den canadiske radiodame fortæller om en ny trend, og her vil jeg gerne anbefale sarte læsere at springe et par linjer over. Men trenden går ud på at komme rå hvidløg op i numsen, det fremgik ikke rigtigt hvorfor, men der blev en anelse stille i bilen, indtil der fra bagsædet bliver forhørt: hvad er det lige vi hører!?

Hjemme skifter vi tøj til hummermiddagen. Vi bor i en forstad til Toronto, men der er et tog, der kører langs kysten ind til Union Station, som er hovedbanegården. Så på papiret virker det som en rigtig go ide, for så kan Kamilla også drikke en øl eller flere, hvis det skal være. Men toget koster en del, og for den billetpris kan vi parkere inde i byen hele dagen, så der er vi nok mere jyder end klimatosser, og klimaet har jo tabt på forhånd da vi fløj herover.

Vi ankommer til spisestedet, som er en mezzanin inde i markedshallen, hvor man kan kigge ud over boderne, som godt nok er lukket nu. Det er nok godt nok, for ellers vil det være svært at høre, hvad Chef Scott har at fortælle om hummere, og han er i forvejen lidt svær at forstå. Det skyldes nok, at han oprindelig kommer Newfoundland, ikke at de som sådan er svære at forstå, men jeg har læst mig til, at folk derfra er de mest drikfældige i Canada. Hvilket giver mening for mig, dels døbte Leif den Lykkelige stedet Vinland, og dels ligger det lang pokker i vold fra al anden civilisation. Den eneste anden, jeg kender fra Newfoundland, er kokken Matty Matheson, som Markus følger på nettet. Matty er yngre, men de råber begge to og gør det ikke i små portioner. Inden vi er kommet rigtig i gang, er Chef Scott allerede nået igennem en del dåseøl, så han er lettere overrislet, da han kommer ned for at byde os velkommne. Han insisterer på, at Markus og ham skal have en svingom senere, og når Markus har drukket 17 øl, vil Markus også synes, at det er en fantastisk ide. Han skulle også lige høre, om det var os, der har bestilt billetter klokken 04 i morges? For hvem fanden gør det? Han havde dækket op i aftes, og da han kom i morges manglede der 5 pladser. Vi fortæller, at vi lige er kommet fra Danmark og ikke helt har overkommet tidsforskellen endnu. Vi bliver da også nævnt i hans fælles velkomst, “People have come all the way from Denmark to be here tonight”. Det er åbenbart ikke bare os, der har svært ved at forstå, hvad manden siger, for efter lidt tid vender en herre ved nabobordet sig om og spørger, “Which one of you is Allen from Denver?” John, som han hedder, havde fået det ud af “all the way from Denmark”.

Vi er blevet lovet maritimt musik, og der er også en mand med en guitar, der spiller og synger, hvad jeg egentlig mere vil kalde irsk folkemusik, men det er nok med så meget andet, at det skifter karakter, når det bliver flyttet henover havet. Her tænker jeg fx på æbleskiver og medisterpølse, der ifølge brødrene Prices besøg i Elk Horn i USA er blevet til morgenmad ved at blive flyttet fra Danmark til Midtvesten i USA. På dette yderst saglige belæg slutter jeg, at det er det samme, der er sket med den irske folkemusik, der her er blevet til maritim musik. Første ret er muslinger, som Markus og jeg går lidt let henover. Herefter følger en chowder, som Chef Scott har vundet en guldmedalje for, og den er også meget dejlig og cremet. Der knytter sig en fin lille historie til denne chowder. Scotts første kærlighed som 16 årig knægt i Newfoundland var en rødhåret datter af en hummerfisker, hvor Scott tit hjalp med på hummerbåden. Ombord fik man chowder dagligt, lavet efter en gammel familieopskrift. Man sejlede ind på lavt vand og samlede muslinger og kogte i havvand. Han fik opskriften, hvorefter datteren slog op med ham og knuste hans hjerte. Så Scott havde mistet sit hjerte, men pigebarnet havde mistet opskriften, og han mente klart, at han havde vundet i det spil.

Vi er blevet lovet i programmet, at der vil være en demonstration af, hvordan man fanger hummere. Men det tætteste vi kommer på det er, at Chef Scott konstant render rundt med en hummerhat. Alberte er meget skuffet. Han viser dog hvordan man laver hans berømte chowder, for det er altid godt som supplement til opskriften, der ligger på hans hjemmeside. Den er til sidst i indlægget. Chowder demonstrationen er som at se den gale kok fra The Muppet Show. Scott svinger rundt med den varme gryde faretruende tæt på dem, der sidder ved bordet tæt på. Han bliver spurgt, hvad temperaturen skal være? “High!!!”.

Efter halvanden times tid får vi første ret og kan godt se, at de 3,5 time ikke kommer til at passe. Som Eilis siger, så er hver ret et måltid i sig selv. Portionerne er kæmpestore, så da vi endelig kommer til den hele hummer per mand plus massive mængder tilbehør, kan vi næsten ikke mere. Det er godt, for vi nipper kun lidt til desserten for at nå toget tilbage, så vi kan komme i seng. Vi får sagt farvel til Chef Scott, der endnu en gang takker for vores besøg helt fra Danmark og tilbyder, at vi bare kan ringe til ham 24/7, hvis vi får brug for hjælp. Det er et flot tilbud. Når man læser om Chef Scott, er det mere end bare beruset høflighed. Han fik for 4-5 år siden et slagtilfælde, som han har kæmpet sig tilbage fra – formentlig med hjælp fra nogle velgørende organisationer. Derfor går dele af aftenens overskud til velgørende formål.

Vi når propmætte til stationen. Det er faktisk meget rart at gå lidt efter den mængde mad. Der er stille i toget, men hjem kommer vi, og nu vil jeg lukke ned for i dag.

Chef Scotts prisvindende Clam Chowder til 6 personer:

Ingredients:
6 slices bacon, cut into 1/2 – inch pieces
2 celery ribs, finely chopped
1 large onion, finely chopped
2 cans (5 oz/142 g) chopped clams
1 bottle (236 mL) clam juice
1 cup vegetable broth
3 small potatoes, peeled and cubed
1 bay leaf
1 Tbsp chopped fresh thyme leaves
2 Tbsp cornstarch
1 L (35%) whipping cream
2 Tbsp each chopped fresh chives and fresh parsley

Directions:

  1. In a Dutch oven, cook bacon over medium heat until crisp. Remove to paper towels to drain; set aside.
  2. Add celery and onion to the drippings and cook 3 to 5 minutes until tender. Stir in clams, clam juice, broth, potatoes, bay leaf and thyme. Bring to a boil, reduce heat; simmer uncovered, for 15-20 minutes or until potatoes are tender.
  3. In a small bowl, combine cornstarch with 1/4 cup water. Gradually stir into soup. Bring to a boil; cook and stir for 1-2 minutes or until thickened.
  4. Stir in cream; heat through (do not boil). Crumble the cooked bacon sprinkle over each serving with chives and parsley.
    TIP:
    If you want to use fresh clams (2.25 kg fresh littleneck clams)
    Scrub clams; discard any clams that do not close when tapped. In Dutch oven or large heavy-bottomed saucepan, bring clams and 1 cup water to boil over high heat. Reduce heat to medium, cover and cook until clams have opened, about 10 minutes. Discard any clams that do not open. Using slotted spoon, remove remaining
    clams to bowl. Set aside.

En tanke om “Toronto vol I

Skriv et svar