Toronto vol II

07.07.2019

Det er Blue Jays dag i dag. Ligesom Toronto Raptors er det eneste canadiske hold i NBA, er Toronto Blue Jays det eneste canadiske hold i World Series, som amerikanerne kalder deres mesterskaber i rundbold. Blue Jays har hjemmebane i Rogers Centre, som er en kæmpe arena med plads til omkring 50.000 tilskuere, hvilket jeg synes er mange til en rundboldkamp.

Den ligger på det gamle jernbanerangereterræn for foden af CN Towers, som er en kæmpe javertus af et TV tårn midt i Toronto skyline. Den måler 554 meter og var indtil 2007 verdens højeste fritstående bygning. Vi har købt billetter hjemmefra til baseballkampen mellem Toronto Blue Jays og Baltimore Orioles for at opleve stemningen til sådan en kamp. Kampen starter kl. 13, og vi vælger at køre tidligt og spise morgenmad inde i byen. Jo tættere vi kommer på, begynder frekvensen af blå Blue Jays trøjer at stige gevaldigt. Jeg er ved at være en ældre herre, men jeg har dog stadigt alt mit hår, desværre er det ved at være lidt tyndt i toppen, så udenfor stadion i havet af mennesker er der en bod der sælger merchandise, og der køber jeg en Blue Jay Cap, som lige akkurat kan dække mit store hoved. Det bliver også til skumfinger til Eilis, som hun har ønsket sig, siden vi købte billetterne for mange måneder siden. Resten af dagen kører titelsangen fra ‘Goldfinger’ i hovedet på mig, bare som “FOOOOAMFINGEEERR”. Vi kommer indenfor og finder ud af, at denne stemning af country fair fortsætter i gangene under tribunerne. Markus synes faktisk, at den blå Blue Jay skjorte er ret flot, så han bliver revet med af stemningen og køber en skjorte og en bold. Pigerne synes simpelthen, at C$ 170 er for meget, men opdager, at de kan passe børnestørrelserne, som kun koster det halve.

Marineret i Blue Jay gear er vi for alvor klar til at følge De blå skovskader fra Toronto give Baltimore Trupialerne klø (trupialen er en spurveart). Vi er kommet i god tid, for der er jo lidt franskmænd i de canadiere, så det er ikke til at vide, hvor lang tid, det vil tage at komme ind og finde vores pladser. Vi har ingen problemer, men vi er også i rigtig god tid, for vi skal have det hele med. Vejret er godt, så man har skubbet taget til side. Hvis man hjemmefra er i tvivl om, man skal sidde under åben himmel, er der en hjemmeside, www.isthedromeopen.com, der svarer ‘Yes’ eller ‘No’. Her sidder vi så i badende sol. Solcreme er en af de ting, vi ville købe herovre, men det er ikke lykkedes os at finde ude i Port Union. Solen virker ikke helt så galt, men vi får at se i morgen. Vi sidder heldigvis så højt, at der er lidt vind. Det er faktisk spændende at følge med i, hvordan personalet gøre banen klar og se spillerne varme lidt op og skrive autografer til de små drenge nede ved rækværket ud til banen. De fleste af disse drenge er nok også kommet en del tidligere end os.

Klokken bliver 13.00, og det er tid til at spille bold. Reglerne er lidt som rundbold, 3 døde og man skifter, det gør man så bare 9 gange, kaldet innings. Inden selve kampen er en lille pige med bøjle på tænderne sendt på banen for at synge både den amerikanske og canadiske nationalsang. Folk bliver bedt om at rejse sig og tage hatten af, så meget patos er lige ved at trække fugt på glasøjet. Og så er det i gang, sådan da. Man skal lige vænne sig til det langsomme tempo, der i starten minder om en blanding af at se maling tørre og nogle der øver sig på at batte. De rammer utrolig sjældent bolden og rammer den endnu sjældnere lige i røven. Det er overhovedet ikke som at se Kevin Costner på film. Efterhånden kan vi se detaljerne i spillet, spillerne bliver også varme, og så er det faktisk helt spændende. Folk er ikke kun til kamp, når de kommer. De er til byfest. De har madkurve med, sidder og snakker, og mange af dem er der slet ikke fra kampstart af. Det er meget mærkeligt, men også hyggeligt.

Jeg tror ikke, at denne kamp vil gå over i historien som noget særligt. Selvom vi sidder et dårligt sted i forhold til at gribe en foulball, er der dog en enkelt bold, der bliver slået op til os, men den rammer et sæde, hvor der ikke sidder nogen og springer ned på tribunerne nedenunder. Det startede ellers meget godt for Blue Jays, som griber tre bolde, og der skiftes. Tredje batter, Loudres Gurriel Jr, slår sgu en homerun og med en mand på anden base, giver det Blue Jay en føring på 2 point imod Orioles’ 0 efter først inning. Den stilling holder indtil 4 inning og slutresultatet bliver 6 – 1 til Skovskaderne. Så har vi prøvet det. Rundbold på amerikansk, vi fik endda en greasy hotdogs.

Det største ved kampen har slet ikke noget med kampen at gøre, og det er eller ikke hotdoggen. I skiftene mellem ude og inde, som nok hedder noget andet på baseballsk, viser deres kamerafolk nærbilleder af publikum på storskærm. Ikke os, men andre, og lige pludselig ser vi en mand, jeg kender. En canadier ved navn Chris, som vi boede på hotel med i Edinburgh sidste år. Han har et stort skæg, faktisk større end mit, og vi nikkede anerkendende til hinanden til morgenmaden. Da jeg senere mødte ham og hans kone på Holyrood Park bakken senere på dagen, hilste han igen på mig med et ”Hello fellow beard traveller”. Vi tog et billede sammen, inden jeg gik ned igen og han fortsatte op. Chris er lige pludselig der på skærmen, og i ren befippelse når vi ikke at tage et billede, til gengæld går den sidste tid med at skue ud over tribunerne efter et stort skæg men uden resultat. Det bliver kun et flygtigt gensyn med min canadiske skægbror.

Vi er enige om at køre hjem og bestille en pizza til aftensmad. Der ligger en canadisk pizzakæde et par hundrede meter fra huset, men vi orker ikke mere, og de bringer også ud. Når man har bestilt, går et ur i gang, og hvis den når 0, er maden gratis. Uret tæller ned fra 40 minutter, og pizzamanden ankommer et minut senere, afleverer maden og siger, “it’s free”. Om pizzaerne er gode, fordi de er gratis eller rent faktisk smager godt, vides ikke, men de bliver nydt. Godnat herfra.

08.07.2019

Vi har kørt hårdt på, siden vi landede, og det kan mærkes. Derfor er vi enige om, at dagen i dag er ren afslapning – måske afbrudt af en gåtur på den kyststi, der går hele vejen rundt om Lake Ontario. Ungerne sover længe, men omsider samles vi alle til en solid omgang morgenmad. Efterfulgt af mere afslapning med kortspil, film, og for mit vedkommende, dagbogen. Det viser sig, at solen godt kan ses. Især på vores knæ. Og især på Kamillas knæ.

Markus: “Mor, dine knæ ligner kinderne på en tegneseriefigur, der er meget sur”

Kamilla har fundet ud af, at der ligger et apotek ved siden af det pizzaria, der lå for langt væk i går, så hun og jeg går de 350 meter derop. Apoteket ligger på et lille butikstorv i selskab med en neglesalon, en cupcake bager, en tandlæge blandt andre. Vi er et smut inde i en butik, der kun sælger dåseøl. Ikke handcraftede specialøl eller noget, bare helt almindelige dåseøl. Canada minder om Sverige, når det kommer til alkohol solgt fra Systembolager. Apoteket har ikke noget solcreme, så vi trisser hjem igen.

Efter lidt mere gøren ingenting hanker vi op i hinanden og kører ud til et udsigtspunkt på kyststien. Egentlig har vi planlagt at følge en rute på 5 km, men vejen ligger under vand. Vi kan ikke finde ud af, om det er konstant eller kun i forbindelse med noget højvande. Uanset så er det en fed oplevelse at traske rundt i vand midt til læggen. En form for canadisk udgave af vandreturen til Æbelø.

Vi ser også en canadisk undervandsudgave af sort sol, for vandet myldrer med små sorte haletudser. Længere fremme på ruten har vi det fineste udkig til Pickering Nuclear Generating Station, som er det 12. største atomkraftværk i verden med sine 4300 MW. Til sammenligning var Barsebäck på sølle 1200 MW. Vi har lige set Chernobyl, en serie om atomkatastrofen i ja Tjernobyl, så det gør indtryk at kigge mod atomkraftværk til den ene side og børn i kajakskole til den anden.

På vej hjem finder vi endelig en butik med solcreme og køber to store tuber – i faktor 60 Sports Edition for en sikkerheds skyld.

Ellers er der ikke meget mere at berette om i dag. Bum.

Skriv et svar