Toronto vol. III

09.07.2019

Markus har fundet engelske muffins ved købmanden, så vi kan lave english breakfastburger. Og vi så det, og det var godt. Ellers sadler vi Hyundaien og rider mod vest mod Toronto. Toronto er opdelt i en række kvarterer, og i dag har vi bestemt os for at starte i Old Distillery District, der som navnet antyder er et gammelt destilleri. Det hed i sin tid Gooderham & Worts og var i sin storheds tid det største i Canada. På et tidspunkt blev en fjerdedel af alt sprit produceret her.

I 1920- 1930’erne lå det da også perfekt ved jernbanen til det lovlige salg, og ned til vandet hvor flaskerne med alkohol i stor stil blev smuglet over til Forbudsamerika på den anden side af Lake Ontario. Gooderham & Wort blev opkøbt flere gange bl.a. af producenten af Canadien Goose Whisky. Produktionen i dette Victorianske industrikompleks faldt med tiden, og i 1990 var det helt slut. Denne langsomme død er faktisk grunden til, at man her har den største samling af victorianske industribygninger i Nordamerika, fordi de ikke gennem tiden er blevet smadret af udvidelser. For at bevare dette har man udlagt bygningerne til en form for kulturcenter med masser af kunst og små butikker med en masse mærkelige ting. Der starter vi. Ved siden af ligger en kæmpe P-plads, og mens vi står og fumler med penge til en P-billet, kommer en mand og stikker mig sin billet, “It schold be good for another 8 hours”. Så er det i hvert fald billigere at tage bilen end toget ind til byen.

Første stop bliver en dametøjsforretning, hvor Alberte prøver en nederdel, som er rigtig fin og rigtig dyr – i hvert fald for en arbejdsløs student. Ekspedienten kan godt fornemme, at Alberte synes, den er pæn, så hun bliver overøst med komplimenter, hvilket Alberte slet ikke kan kapere. Da han opdager, at prisen er problemet, tilbyder han 10 % i rabat, fordi han kan høre, at vi ikke er lokale, men vi skal fortælle Alberte det på vores eget sprog, så hans chef ikke hører det. Nederdelen ender med at blive en studentergave fra os.

Længere finder vi en chokoladeforretning, som virkelig tager deres chokolade alvorligt og laver det fra bunden i en kæmpe stenkværn, hvor de maler chokoladebønnerne til chokolademasse. Her går vores egen chokolade connaisseur rundt og suger til sig af ideer til fyld og overfladefinish. Måske vi ser noget med basilikum og popsukker i årets produktion til jul. Old Distillery District har også masser af kunst, og en butik der solgte Georg Jensen sølv og Kaj Bojesen aber. I gaderne var der flere oppustede hvide kæmpe mennesker, som jeg er sikker på, at vi har mødt før til Galway Arts Festival. Jeg kan dog ikke google mig frem til forbindelsen, men de ligner meget, så om ikke andet ved jeg, hvor de har deres inspiration fra. Jeg har også set ting her på gallerierne, som jeg måske senere kommer til at præsentere i en ny form som mit eget.

Næste stop Skt. Lawrence Market, hvor vi var til hummermiddag forleden. I dag kommer vi i selve åbningstiden. Markus og jeg skal prøve en Peameal Sandwich fra The Old Carousel Bakery, en af markedets ældste boder. Man har ifølge Anthony Bourdain ikke været i Toronto, hvis man ikke har smagt denne sandwich. Den fejl vil vi da helst ikke begå. Toronto blev i gamle dage kaldt for Hogtown, grisebyen, for her lå en masse slagterier. Man mener stadig, at man kan høre grisehylet, hvis man lytter godt efter. Peameal sandwichen stammer herfra, egentlig er det bare en baconsandwich med valgfri sennep. Det er ikke bacon, som vi kender det, som er det nederste stykke. Eller patflæsk som det hedder der, hvor jeg kommer fra. Patflæsket var resterne, når man havde solgt det kødfulde stykke, back bacon, til englænderne. Peameal sandwichen består af det kødfulde back bacon rullet i majs, stegt og lagt i en bolle sammen med den hjemmegjorte sennep. Nøj, det er godt. Pigerne smager, for det ville da være snyd, at det kun er Markus og jeg, der har været i Toronto. Kamilla smager og siger, “er det ikke bare et stykke kød i bolle?” Markus og jeg ser på hinanden og siger ingenting. Karusselbageren er også berømt for sine butter tarts, så vi klemmer et par stykker til deling ned som dessert. Til at stille sulten hos især Eilis og Kamilla, køber vi kinamad med gris og forårsruller, det smager også godt.

Så mangler vi at stille Albertes behov, hun er sulten på et andet niveau. Hun trænger mest af alt til en boghandel, og det finder vi så. Alberte har reserveret plads i hendes 23 kg bagage til en god stor mængde bøger. Vi går videre til AGO: Art Gallery of Ontario. Men da vi ankommer, går en kæmpe gruppe summer school elever ind på museet, hvilket køler vores interesse i at komme ind på museet. Det hjælper heller ikke, at hovedudstillingen handler om en fyr, der hedder Brian og har rejst rundt i det nordlige Canada og taget billeder af folk og deres hverdag. Udenfor holder en af de ikoniske isvogne, så vi tanker op på kolde snacks og sætter os ned på trappen foran indgangen og overvejer vores næste træk. Når vi er på kunstmuseer, ender vi tit med næsten at bruge mere tid i museumsbutikken end på selve museet, så vi gør kort proces og nøjes med butikken. Markus og Alberte køber grafik med hjem. Jeg har tidligere nævnt Matty Matheson, hans kogebog ligger her i en trendy samling af køkkenting. Det svarer til, at Umut Sakaria fra Guldkroen i København har en kogebog til at ligge i Louisianas museumsbutik. Det tror jeg ikke vil ske, men hvem ved? Det er længe siden, jeg har været der, så det kan være, at Umut allerede ligger der.

I den række huse, der ligger overfor museet, er en del omdannet til kunstgallerier. Her ser vi igen ting, som man kan tænke sig ad åre kunne genopstå som originale Jan Harritsø bronzeskulpturer. Sulten er igen kommet snigende, og Alberte har en forkærlighed for godt lavede burgere. Hun har sammen med sin sheik, Christopher, tygget sig gennem en del af udvalget i Odense. Hun har selvfølgelig tjekket udvalget her i Toronto eller T’ronto, som de lokale siger, og har fundet en fyr med en burgerblog. Han påstår, at han har spist sig gennem 187 burgere. Her i byen er en god burger åbenbart næsten en religion. Længe har tilhængerne været delt mellem ’Holy Chuck’ og ’Burger’s Priest’, men vores Burger ekspert kan fortælle, at der er kommet en ny dreng i klassen, ’Rudy’. Så den skal vi prøve. Toronto er stor by, men har ikke en kerne, men en masse forskellige kvarterer med hver deres særpræg og derved er der jo en masse små butikker, og tænker jeg, billige lejemål for folk, der har en ide, de vi prøve af. Her er en masse madsteder, som har to-tre ting de laver, men dem laver de så også til perfektion. Hos Rudy er det den burgerform, som Markus og Alberte kan belære mig, hedder en smashburger.

Markus har siden, vi for en del år siden rent tilfældigt kom til at se en af finaleseriens kampe i NBA, fulgt med i basketball. Jeg var mest med pga de danske kommentatorers ufrivilligt underholdende blanding af dansk og amerikansk basketballjargon, såsom “Hold kæft, han lavede lige en coast to coast”. Den fornøjelse fordampede hurtigt, men Markus fandt interesse for selve spillet. Derfor var det ekstra spændende, da Toronto Raptors kvalificerede sig til finalen som klare underdogs og vandt. Sejren og det hele skyldtes een mand, Kawhi Leonard: “The man who brought the city a ‘ship”. Efter sejren vidste man godt i byen, at det ville blive svært at holde på ham. Men man forsøgte, og et af græsrodstiltagene var, at en masse restauranter gik sammen og tilbød, at Kawhi kunne spise gratis, hvis han blev hos Raptors: “Ka’wine & Dine”. Den bølge er Rudy med i, så Markus får et billede af klistermærket i vinduet. Kampagnen hjalp dog ikke, for det er i disse dage blevet officielt, at han skifter til LA Clippers. Byen er i sorg, men de vidste godt, at han kun var til låns og siger pænt tak.

Rudy er bare et lille butikslokale på 3 gange 4 meter, så vi tager maden med og finder en park. Burgeren bekommer os meget vel og bliver nydt i fulde drag på græsset foran det juridiske fakultet på universitetet til lyden af Claus Hemplers nye plade spillet fra Markus’ telefon. Livet er tilpas. Vi ligger og slapper af, lige indtil Eilis siger, “jeg synes, det begynder at dufte af Christiania”. Ganske rigtigt går der en mand forbi en joint. “Så skal vi videre, jeg bliver pludselig meget midtjysk”, siger Kamilla, og vi drager mod bilen. På vejen hjem gør vi holdt ved et gigantisk center for at få klaret lidt af det sidste udstyr til kanoturen i næste uge, men uden større held. Der bliver dog klaret en ting mere på Eilis’ Canadien bucket list, vi drager hjem med 5 stykker cheesecake fra Cheesecake Factory.

Med smagen af salty caramel cheesecake i munden lukker jeg ned for natten.

10.07.2019

Hjemmefra har vi planlagt en tur ud af Toronto til Niagara Falls på sydsiden af Lake Ontario på grænsen mellem Canada og USA. Det er højdeforskellen mellem Lake Erie og Lake Ontario, der skaber dette kæmpevandfald. Kamilla og jeg køber ind til, at man kan smøre sig en sandwich. Jeg har i mange år været alene med nydelsen af sennep og pickles i vores familie, men for et par år siden, kom Markus over på mit hold, og her til morgen stempler Alberte også ind på team Mustard und Gurken. Jeg er dog stadig alene om at synes, at den form for kødpølse, de herovre kalder for bologny, ser okay lækker ud. Der bliver smurt og pakket. Der er selvfølgelig mange mennesker ved vandfaldet, men det er ikke noget problem at komme frem og komme af med bilen. Vi har valgt bare at se den fra kanten sammen med alle andre, man kan også købe en sejltur op under. Jeg har næsten haft held til at bilde Eilis ind, at man kunne sejle i hver sin tønde ud over kanten. Udsigten fra kanten er ganske fin, og vi får taget en masse billeder, som man kan se.

Hvis man har besøgt os i julen, ved man, at vores juletræ har en masse fine – nogen vil sige taggy – julepyntssouvenirs, og der er heldigvis en velassorteret souvenirshop her. Jeg tænker, at der måske kommer et opslag om vores seværdige juletræ med dets pynt til jul her på bloggen. Souvenirbutikken er endda airconditioned, og der er hundredetusinde grader udenfor, så den bliver finkæmmet. Jeg finder endda en lille isbjørn, som er noget billigere end en jeg forelskede mig i går i AGOs museumsbutik i Toronto, så den køber Kamilla til mig.

Vi ser endnu engang ud på det hesteskoformede vandinferno, inden vi går til bilen, der er parkeret bag et gammelt vandkraftværk, som der forståeligt er mange af her i området.

I min søgning efter ting at se i dette område, kom der to ting op: vin og vandfald. Det er åbenbart et stort vinområde her mellem Lake Erie og Ontario, men det er ikke lige vores ting. Niagara er klart den største af vandfaldene, men vi tager en detour ind til Hamilton, som ligger inde i bunden af Lake Ontario, for at se et par af de mindre vandfald. Hamilton er en gammel “steel city” med synlige spor af tiders stålproduktion, nu virker den lidt træt og forsømt. Hvis vi havde været i USA, havde vi klart været i Trumpland.

Op bag ved Hamilton ligger der et bjerg, aldrig så man så dejligt et bjerg. På det bjerg løber der en flod, aldrig så man så dejlig en flod. Og ved den flod så man to vandfald, aldrig så man så dejlige to små vandfald… med mindre man lige har været ved Niagara. Jeg vil gerne have været helt nede ved foden af de små vandfald, men stien er styrtet sammen. Så vi kører hjem, og det var så den dag.

Skriv et svar