Toronto vol IV

11.07.2019

Som jeg tidligere har nævnt, er Toronto inddelt i en masse forskellige kvarterer. Nogle har navn efter indhold: Finance, Entertainment osv, mens andre har navn efter beboernes oprindelige nationalitet, som fx Little Italy og Chinatown, hvor der sjovt nok bor henholdvis italienere og kineserne. Faktisk er Toronto den by i Nordamerika, hvor der er flest asiater. Man har endda haft en asiatisk generalguvernør i Canada, som er den engelske dronnings stedfortræder i landet, det der svarer til en præsident. Vi skal besøge en del af disse nabolag i dag. Vi parkerer på grænsen mellem det jødiske kvarter omkring Bathurst og Koreatown. Vi når vel kun en 70 meter væk fra bilen, før Kamilla og Eilis finder den første lille butik med… ja det ved jeg faktisk ikke, men Eilis finder da noget, hun ikke kunne leve uden, men Eilis har også en meget stor svaghed ved for sydøst Asien. Markus og jeg går videre for at finde noget vand at drikke. På hjørnet ligger en grønthandler, og vi finder 2 flasker vand og stiller os ved disken, og en lille koreansk dame kommer og kigger benovet op på os og frem og tilbage mellem os og siger: “You look the same!” Hvortil jeg svarer, at vi jo også er far og søn.

Så siger hun til Markus: “You look 95 % like him, so you only look 5 % like yourself”.

Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi er en familie af madører, og som tidligere nævnt har vi set afsnittet om Toronto i Anthony Bourdains serie om, hvad man som madelsker skal se og smage i en by, hvis man en 36 timers layover. I det afsnit besøger han en knivbutik udelukkende med japanske knive. Den vil Markus meget gerne besøge. Det er en butik, der virkelig tager deres knive seriøst. Anthony Bourdain følte, at knivene talte til ham, de taler også til Markus. Ekspedienten vil meget gerne finde den rigtige kniv til Markus. “Are you in the Industry?” “Hvad søger du i din nye kniv?” “Hvad skal du bruge din kniv til?” “Hårde eller bløde grønsager?” “Hvad med frugt?” “Hvad er dit forhold til vedligehold” Ud fra Markus’ svar lægger manden 5 knive frem i forskellige prisklasser sammen med en stak gulerødder, og så er det bare i gang med hakke sig gennem disse gulerødder med de 5 knive. Det gør bestemt ikke Markus’ behov mindre. Han skal bare lægge kniven ovenpå guleroden, og guleroden er død. Det er et eller andet med, at japanske knive er meget tyndere i bladet end “western knifes”, og nogen siger, at hammermærkerne i stålet frigiver smag i maden – det er dog ret tydeligt, at vores knivkammerat ikke selv tror på det. Markus får skåret kniv feltet ind og finder sin favorit, men han føler ikke, at hans likvider er til en dyr japansk kniv. Kamilla og jeg kigger på hinanden og spørger, om han vil have noget imod at vide, hvad han får i julegave fra sine søstre, for så kan vi betale. Det har han ikke og vælger så at købe en lillebrorkniv til den store allround grøntsags/frugt kniv, han får i julegave i år. Kamilla og jeg køber en japansk negleklipper, Alberte har testet den og siger, at det er som at klippe i smør, så man skal passe godt på nallerne. Ved siden af ligger en køkkentingsbutik med alt, hvad en kok vil kunne tro, han har brug for. Og vi får da også skabt et behov. For eksempel finder Alberte og Markus værktøj til at starte deres egen smashburgerbod, så er det bare om det bliver på næste års Heartland Festival eller i haven hjemme. Vi er i hvert fald klar og Onkel Kevin har allerede inviteret sig selv. Det så ikke ud til at være en særlig stor butik set fra gaden, men den er faktisk pænt stor og i to etager. Øverst er et køkken, hvor et Cooking Summer School hold er i fuld gang. Så der træder man lige ind i noget, der minder om Junior Master Chef.

Vi har ikke rigtig fået alverden til morgenmad, så vi er lidt sultne og stiller den værste sult med at dele et par ikoniske Krispy Kreme doughuts til Eilis’ store begejstring. Herfra går vi ned gennem et beboelsesområde i Little Italy, hvor man stadig kan høre italiensk blive talt. Det siger noget om sammenholdet i disse kvartere, bagsiden er, at det kan grænse over i lukkethed og væren sig selv nok. Men det er da hyggeligt, og her finder vi så et sted, Kamilla har læst om: Aunties and Uncles. Her får vi en sen morgenmad og deler en clubsandwich, en breakfast taco og en breakfast pocket alt serveret med en morgenmadskartoffel. Vi har ramt noget, hvor vi er ude at spise med de lokale.

Vi har hjemmefra – igen på Anthony Bourdains anbefaling – bestemt os for at spise på Porchetta & Co i Little Italy. Igen et sted der satser på een ting, som de så mestrer. Her er det den italienske rullepølsesteg med ekstrem sprød svær. På vej hertil kommer vi forbi et antikvariat, hvor Alberte køber endnu en bog af W. G. Sebald, som er en tysk forfatter, der indtil sin død i 2001 levede i England, hvor han underviste på University of East Anglia. Ved siden af det, var han også en af de mest betydningsfulde forfatter i vores tid. Men denne lille perle har Alberte fundet frem til. Forleden købte hun Vertigo, som er en af hans tidlige værker, og i dag fandt hun så hans hovedværk Austerlitz. Det er et dejligt velassorteret antikvariat, og de har en rimelig stor kogebogssektion, og Markus har jo en ting med kogebøger. Han finder her en stor flot gennemført mørkegrøn sag til et par hundrede kroner. Han tjekker på nettet og derhjemme koster en brugt 1.200 kr. Så det virker som et okay køb. Han ville kunne tjene på den ved et videresalg, men han kan ikke skille sig af med en kogebog, det ville jo være som at skærer i sit eget kød. Vi har lovet at lægge ud, mens vi er ved at betale, får Markus øje på “Chef” af Gordon Ramsey, som udover at være højtråbende kok på TV, også har en karriere som stjernekok, og dette er kogebogen, han udgav, da hans restaurant fik sin 3. Michelin stjerne.

Markus har længe været på udgik efter den, og nu står den lige der på øverste hylde, så vi får fat i en stige og får den med i stakken. Ekspedienten spørger da også: “are you a chef yourself?”, hvortil Markus igen må sige: “no”. Nu med tunge poser bevæger vi os videre mod den italienske rullepølsesandwich, men undervejs er der lige en pladebutik, hvor en mand med ekstremt store bølger i håret sælger Alberte David Bowies sidste plade, “Black Star”. Den taler til hende på samme måde, som kniven talte til Markus tidligere. Med bøger og LP i tasken er det omsider rullepølsetid. Vi ankommer, og jeg fortæller, at vi er kommet helt fra Danmark for at smage denne sandwich, hvilket ikke imponerer rullepølsemanden, men han hørte det nok også som Denver. Det er en dejlig sandwich.

Næste stop er Kensington Market, som er en form for Christiania fyldt med små steder, der sælger alt, hvad en hippie har brug for. For det overordnede tema er hippie, Lige rigeligt for Kamilla, der igen bliver meget midtjysk. Her er et væld af fusionsmad som for eksempel ungarnsk thai og græske tacos. Men vi har ikke plads til mere mad lige nu. Eilis trawler vintagebutikkerne, men finder dem også lige hippieagtige nok til hendes smag. Og så er det galt, for Kamillas radar slår allerede ud ved synet af t-shirts med hampblade på. Vi forlader denne lille woodstackenclave og går videre, hvor vi kommer forbi en drugstore. Her forsøger vi at bevæbne os mod myg og andet djævelskab til kanoturen i næste uge. Vi får at vide, at der ikke findes myg i Algonquin, kun vampyrer. Således opmuntret søger vi igen efter en regnjakke til Kamilla og endda med held. Så mangler vi bare badetøj til pigerne i familien. Ude på gaden udenfor outdoor butikken har en hjemløs lavet en urbaniseret udgave med murbrokker af det nepalesiske ritual med at stable sten, så de balancerer ovenpå hinanden uden brug af lim eller andet.

Eilis har fået æren af at finde stedet for vores aftensmad, og valget er faldet på “Traditionel Chinese Buns”, som sjovt nok ligger i Chinatown ved Ontario College of Traditionel Chinese Medicine. Her får vi en masse forskellige lækre buns med fyld, Eilis er superglad, og vi får krydset endnu et ønske på hendes liste. Inden vi kører hjem, er der et koreansk supermarked, som vores Eilis altså bare må ind i. Ligesom der var ting, der talte til vores to andre børn i løbet af dagen, er det her dels KitKat med grøn mactha og Katuu, som er en koreansk drikkeyougurtagtig ting, som vores Sydøstasienofile familiemedlem har set i en koreansk serie. På vejen ud køber vi en koreansk creme-i-butterdejsfiskevaffel, og således slutter vores verdensomrejse gennem Torontos neighborhoods. Vi sætter os i bilen og kører hjem i seng. Eilis er helt høj på sine

oplevelser i China- og Koreatown.

Hjemme forsøger hun at overtale os andre til filmhygge. Vi bliver enige om, at hun må vælge lige den film, som hun gerne vi, se, for hun ender nok med at se den alene. Hun giver sig i gang med “En verden udenfor”, som hun aldrig har set. Vi andre falder fra en efter en, og til sidst gemmer Eilis også resten til morgen.

12.07.2019

I dag har vi ikke de store planer, så der bliver sovet længe. Eilis er listet op for at se sin film færdig. Vi laver en morgenmad/frokostsalat med grønne bønner, bacon, æg og tomat. Vi har modstridende interesser i dag. Pigerne vil gerne have styr på badetøjssituationen, og andre vil gerne ud at gå i noget natur. Som de gode forældre vi er, forsøger vi at blæse og have mel i munden samtidig, så da vi sætter os i bilen, tror nogen, at vi er på vej ud til en natursti, og andre at vi er på vej på handel. Markus er den første, der bliver skuffet, da vi giver badetøjet endnu et forsøg i lokalt center lidt længere oppe af kysten. Her finder både Kamilla og Alberte deres badetøj, men desværre ikke Eilis. Derefter er det småpigerne, der bliver skuffede, da vi drejer ind ved et skilt, hvor der står Duffin Creek Nature Trail. Eilis er dog helt på, da en lille kanin hopper hen over vejen.

Vi vandrer af sted, og undervejs møder vi en mand på gåtur med sine 4 gamle småtykke hunde, og de vil helt klart heller klappes og nusses end gå. Manden spørger ind til, hvem vi er, og spørger, om Trump gjorde udfaldet i forhold til at vælge Canada fremfor Staterne. Det kan vi ikke helt afvise.

Stien her går ned til kysten, og vi står igen og kan skue ud over Lake Ontario, som bare er så stor, at man føler, at man står ved et hav.

Langs med kysten er der en sti, der hedder Waterfront Trail, og den går hjem til huset. Med turen oppe fra bilen og hertil vil det være en tur på 19 km. Jeg ser på Markus og spørger, om han og jeg skal gå hjem. Det vil han gerne, så vi spænder skoene og forlader kvindfolket. Først går vi rundt om atomkraftværket, som har en enkelt alibi-vindmølle stående ude foran, hvilket nok skal indikere, at A-kraft i princippet er ren energi. Hvis der ikke går noget galt, og hvis man ser bort fra både udvindelsen af uran og deponeringen af atomaffald. Vi kan ikke rigtig ryste Chernobyl serien af os og synes, at det er en spøjs sammensætning af skilte, dels et med at værket er beskyttet at bevæbnede vagter 24/7, og et der beder cyklister om at stige af cyklen af hensyn til de legende børn. Vi ser også flere kaniner, en chipmunk og en flot rød fugl.

Markus og jeg er ved at have tømt depoterne for frokostens æg, bønner og bacon. Så er det heldigt, at vi passerer The Big M and His Famous Steak on the Kasier, Vi finder ikke rigtig ud af, hvad the Kasier er, men vi tror, det er grillen, der grilles kød på. Vi er rigtig kommet til stedet, hvor de lokale køber deres burger, og de kan godt lide den godt med snask. When in Rome spiser man altså sin snaskede burger med det hele fra disken med tilbehør uden at brokke sig. Med en tung fornemmelse i mavsen går vi videre hjemad, og vi kommer til sidst til stedet, hvor vi var forleden med den oversvømmede vej. Der er ingen haletudser i dag, måske er de blevet spist af den kæmpe fisk, vi ser skelettet af. For den var der ikke sidst. Vi tør ikke tænke på, hvor stort et dyr eller fugl, der har suget en kæmpe fisk ren fra skelettet. Af med skoene, hvilket er rart efter 17 km, det er straks værre at få dem på igen for de sidste 2 km, men Markus synes simpelthen ikke at vi skal give op nu og ringe efter Kamilla. Det vil være en bedre historie på bloggen, at vi går hele vejen, “så kom nu, far”. Jeg var ellers klar til at ringe og kaste håndklædet i ringen.

Kamilla og pigerne har handlet ind og lavet mad, så hjemme bliver vi mødt med aftensmad og filmhygge på sofaen.

Skriv et svar