13.07.2019

Nu er vores tid i T’ronto ved at være forbi, men vi mangler lige et par ting, som det er vores plan at smøre ud over de sidste par dage. Det drejer sig om CN Tower, en pølse hos Wvrst og et stykke pizza fra Maker Pizza. Over vores morgenmad, som i dag består af tykke amerikanske pandekager, bestemmer vi os for at køre ind og tage en pølse på Wvrst. Jeg tager min “I lüv Ümlaüts” t-shirts på, for jeg tænker, at den vil gerne gerne med på dette tysk-canadiske spisested. Havnefronten er lukket ned, fordi der i denne weekend bliver kørt Honda Indy, som jeg kan forstå, er den nordamerikanske udgave af formel 1 – naturligvis sagt uden at jeg vil hænges op på det, for jeg ved meget lidt om det, og det interesserer os heller ikke synderlig meget, så det er ikke noget vi skal til. Honda Indy er ikke eneste, der foregår i byen, der er også Oyster Festival og en masse andet, så der er virkelig pres på trafikken. Vi giver op, da vi er nået ind til den første metrostation i vores retning , hvor vi parkerer bilen og tager subwayen ind. Parkering ved stationerne er gratis i weekenderne. Markus er så uheldig, at han overser et trin på trappen ned til perronen og slår sit knæ ret kraftigt, men han insisterer på, at der ikke er sket noget, men det ser ikke godt ud.

Da vi dukker op til overfladen inde i byen, er vejret super, så vi kigger på hinanden og bliver enige om at skubbe CN tower ind i dag også. Vi går til tårnet og får at vide, at der er cirka 2 timers ventetid, men nu er vi der og kaster os ind i slangen af besøgene. Der er informationer om tårnet undervejs, man kan underholde sig med, så nu ved vi, at fundamentet går 16 m ned, den tog 3 år at bygge, og som jeg vist har nævnt før, var den ved sin indvielse det højeste fritstående bygning i verden. Den bliver ramt af 70 til 80 lyn om året. Når man er træt af at læse, er der tryllesjov med byens sjove onkel. Vi er nu mere optagede af den LEGO udgave af tårnet, man også slanger sig forbi.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Langt om længe er det er os, der skal ind i elevatoren og op til udsigtspavillionen. Vejret er for alvor skiftet, det regner og blæser ret kraftigt, ikke at man som sådan kan mærke det, men elevatoren kører med nedsat hastighed, så det tager lidt længere tid at komme op. Vi kommer op til meget dramatiske skyer over Toronto, hvilket er ret flot at se på. Vi kan ikke se langt ud i horisonten men det er ret sjovt at se byen oppefra, alle de højhuse vi har gået rundt og kigget op ad og synes var meget høje, ser vi nu ned på. Vi kan se alle de steder, vi har været i byen og se det cirkelrunde tag på Rogers Centre for foden af tårnet. CN Tower var de første til at lave et glasgulv, hvor man kan stå og se de 351 meter ned. Her kræver det en vis overvindelse eller rettere meget at få Eilis og mig med ud. Men vi gør det. I lyset af hvor svært det er for Eilis, og hvor kolde og klamme hendes hænder er på vej ud på glasgulvet, forstår jeg ikke, at hun gerne vil ud på Edge Walk, hvor man går ude i det fri uden rækværk, dog med en sikkerhedslinie, og blandt andre højdeskrækkelige ting skal læne sig ud over kanten.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Ikke nok med at vi stod i kø for at komme op, vi skal i kø igen for at komme ned, men den går heldigvis væsentlig hurtigere. Det tog alligevel godt tre timer at komme op og ned igen, og den sult vi ikke følte på vej hen til tårnet, føler vi meget nu, så vi er klar til pølsemiddag på Wvrst.

Vi bliver bænket og begynder sammensætningen af vores middag Man vælger først pølse, så toppings, evt. ost og til sidst tilbehør. Det bliver til en vildtkødspølse med Dijon og rød peber til Markus, en Tamshire Barese med persille, chili og padano ost til Eilis og Kamilla, en Bratwurst af gris og kalv med sennepsfrø til Alberte og en Elsdyrspølse med spidskommen til mig selv. Vi får dirty duck fat fries til, hvilket vil sige, at de er væltet rundt i alt muligt med et tæppe af smeltet ost henover. For at toppe det og ære den tyske kultur får vi en portion friskbagte pretzel kringler. Jeg bestiller de dirty fries i en stor portion, hvilket var lige (meget) i overkanten, da stor åbenbart betyder bradepande her. Vi spiser så meget, vi nu kan, og det er lækkert. Den eneste hage ved dette besøg, er at de ikke ænsede min Ümlaüts t-shirt.

• 

• 

• 

Det var egentlig vores mening, at vi bare skulle dele et par pølser, men sulten var for stor. Så vi er godt mætte, men vi mangler stadig Maker Pizza, som skal være det absolutte bedste pizzasted i Toronto. Det er Matty Matheson, der står bag stedet, og den står ret højt på Markus ønskeliste over spisesteder i Toronto. Han er jo vores egen pizzabager, som længe har arbejdet med at lave den rigtige dej og tomatsovs, så nu har han for alvor vendt sin opmærksomhed mod fyldet. Markus har også fulgt Matty længe på nettet, så vi tænker, at vi lige så godt kan gøre rent bord i dag og blive i huset i morgen, rydde op og pakke til vores kanotur i næste uge. Men vi kan ikke klemme mere ned efter de tysk-canadiske pølser, så vi bestemmer os for at købe et par pizzaer med hjem og spise senere, når den lille sult viser sit ansigt igen. På vejen dertil går vi gennem Graffiti Alley, som er en vej, byen har stillet til rådighed til grafittimalere, hvilket betyder, at resten af byen er nogenlunde fri for grafitti. Maker Pizza er et in-sted, men meget i Mattys ånd ligger den i en sidegade ved siden af et autoværksted og på bagsiden af et Chinatown hotel. Stedet har fået, hvad den kan trække af grafisk stramhed i indretning og design helt ned til pizzabakkerne. Vi bestemmer os for to pizzaer. Den ene, har Markus bestemt, skal være Mattys egen favorit med pepperoni og ristede fennikelfrø. Og den anden bliver med med pork shoulder, basilikum og frisk revet parmesan. Nøj, de dufter godt. Markus vil gerne have en ren bakke med hjem som souvenir, hvis det kan lade sig gøre. Og det kan det. Vi går mod metroen, Markus’ knæ trænger til at komme hjem og hvile.

• 

• 

• 

• 

• 

Efter vi har duftet til pizzaerne hele vejen hjem, er sulten måske ikke helt tilstede, men vi er klar til at smage vores hjembragte gourmetpizzaer. Og de er gode, især de ristede fennikelfrø gør virkelig en forskel. Efter vi har spist, ringer det på døren, og det er husets ejer Andy, som Kamilla har skrevet en del frem og tilbage med, og han har været meget behjælpelig. Han vil bare lige høre, om alt er som det skal være. Vi byder ham indenfor til en kold forfriskning og får en længere snak om alt muligt. Han er englænder, men hans kone er canadier, og de flyttede hertil i 1998 og startede et revisionsfirma. I 2013 flyttede de tilbage til England, men beholdt kontoret her. De rejser frem og tilbage en gang om måneden, hvilket er grunden til, at de har huset. Vi taler en del om det, vi har oplevet, hvilket han gerne vil høre om for bedre at kunne hjælpe nye lejere. Vi taler også en del om det at være englænder, som ikke er lige nemt alle steder. Andy mener ikke, at vi får problemer i Quebec, men han orker ikke selv tage dertil. Han kan fortælle, at hvis man som engelsktalende flytter dertil, skal ens børn gå i fransk skole, selvom der er engelske skoler. For at værne om den franske kultur er der gået totalt sprogstasipoliti over det. Det er hyggeligt med besøg. Andy kan fortælle, at vi har været heldige med vores baseballkamp, da Orioles er det eneste hold, der er ringere end Blue Jays for tiden. Jeg kan da også se i avisen i dag, at Blue Jays har fået klø af New York Yankees i går. Vi tager afsked med Andy, Markus spiser det sidste stykke pizza, og vi gør klar til at gå til ro.

Vi har fået lov til at tage og bruge billedet af Andy, som han har godkendt.

“And you write that Mr Bean is your landlord!”

13.07.2019

Kamilla og Eilis gør her til morgen et sidste forsøg på at finde badetøj til Eilis og med held, så nu kan vi begynde at pakke til kanoturen i morgen. Resten skal bare pakkes i bilen og være klar til Ottawa og Quebec. Vi spiser de sidste rester og pakker bilen, så den er klar til i morgen tidlig, hvor vi forlader Toronto til fordel for Algonquin National Park, som er en nationalpark på størrelse med Sjælland. Vi har booket 4 dages all inclusive kanotur, hvad der ifølge vejrudsigten ser ud til at blive en våd omgang. Så det bliver spændende. Jeg håber ikke, at myggene er større end at vi kan baske dem. Vores vilde vildmarkstur betyder 4 dages radiotavshed her på bloggen. Vi skrives ved på den anden siden, når jeg engang har digitaliseret mine håndholdte notater.